Gå til indhold
Egypten

Danske løsninger kan hjælpe Egypten med at affaldssortere

Affaldshåndteringen i Egypten står overfor betydelige udfordringer bl.a. grundet landets befolkningstilvækst og urbanisering. Den mest almindelig metode til bortskaffelse af affald i Egypten er deponering, hvilket er et stort problem for folkesundheden og miljøet. Ifølge de egyptiske myndigheder ophober næsten 40 pct af affaldet sig på gaden eller på ulovlige lossepladser.
Affaldsgenereringen rundt omkring i verden er stigende. I 2020 blev der estimeret 2,24 mia.tons affald. Med den stigende befolkningstilvækst og urbanisering forventes affaldsgenereringen at stige til 3,88 mia tons i 2025. En stigning på hele 73 pct ifølge Verdensbanken.

Situationen for affaldshåndtering i næsten alle MENA-lande (Mellemøsten og Nordafrika) karakteriseres ved utilstrækkelig lovgivning, mangel på kontrol og begrænset tekniske og økonomiske ressourcer. Her er Egypten ikke en undtagelse. Faktisk producerer Egypten, ifølge the Solid Waste Enviromental Excellence Performance (SWEEP), den største mængde af affald i hele MENA-regionen.

Initiativer skal fremme bæredygtig udvikling

Den egyptiske regering har iværksat flere initiativer med det formål at forbedre affaldshåndteringen og fremme den bæredygtige udvikling. I 2016 lancerede den egyptiske regering en ambitiøs national strategi, Sustainable Development Strategy (SDS): Egypt Vision 2030. Fokus er på at reducere forureningen og implementere en mere effektiv affaldshåndteringspraksis.  

Ifølge den egyptiske regering er den nuværende procentdel af sikker bortskaffelse af farligt affald 7 pct, og dette forventes at stige til 100 pct i 2030. Andelen af kommunalt affaldsom regelmæssigt indsamles er i øjeblikket 60 pct, hvor 20 pct håndteres hensigtsmæssigt. Den regelmæssige indsamling forventes at stige til 90 pct med en hensigtsmæssig håndtering på 80pct.

Ny Affaldssorteringslov giver muligheder

I 2020 annoncerede regeringen en ny affaldssorteringslov med en målsætning om at øge affaldsindsamling og reducere mængden af affald som ender på gaden. Hovedformålet er at udvikle en integreret håndtering af kommunalt-, industrielt-, landbrugs-, nedrivnings-, og byggeaffald og sikker bortskaffelse af dette. Derudover blev der etableret en affaldsforvaltningsmyndighed, som har til formål at tiltrække investeringer til området og følge op på implementeringen i samarbejde med statslige institutioner, lokale myndigheder, den private sektor, NGO’er og internationale aktører. Loven omfatter desuden en plan om indførelse af nye affaldssorterings- og genbrugssystemer samt bygning af nye affaldsbehandlingsanlæg. 

De egyptiske myndigheder har siden 2021 investeret i større projekter som al-Baragil Waste Station, samt planlagt etableringen af yderligere ni affaldsstationer rundt i landet. Derudover er det et mål fra myndighedernes side at præsentere ’the New Administrative Capital’ som en model for bl.a. integrerede løsninger til affaldshåndteringen. 

Der er mange udfordringer, der skal løses, og ambitionerne er høje for at forbedre affaldshåndteringen i Egypten og reducere dets negative indvirkning på folkesundheden og miljøet. Dette giver danske virksomheder mulighed for at udnytte deres ekspertise indenfor affaldshåndtering, bæredygtighed og grønne teknologier. 

Din kontakt i egypten

Kunne du tænke dig at vide mere om dine muligheder i Egypten? Så kontakt os og hør mere om dine markedsmuligheder.
Loading...