Danske energi, vind- og vandløsninger er i høj kurs i Mexico
Grøn energi, vind og vand er i fokus, når Ambassaden i Mexico sammen med Dansk Industri inviterer danske virksomheder til Mexico for at pitche deres teknologi og cleantech løsninger over for udvalgte virksomheder og delstater.
Mexico er i skrivende stund verdens 11. største økonomi og forventes i løbet af de kommende år at vækste sig op i top 7-10. Det forhold, at Mexicos både økonomi og befolkning er i vækst, stiller større krav til hele energisektorens værdikæde. I disse år efterspørger industrien derfor i stigende grad billig og gerne konkurrencedygtig grøn energi og teknologi.
Udover at klare den stigende efterspørgsel og dække landets energibehov, skal Mexico også tilpasse sin energiproduktion til landets internationale forpligtelser om at øge andelen af vedvarende energi og nedsætte udledningen af CO2.
Mexico har sat sig ambitiøse mål for den grønne omstilling. Andelen af vedvarende energi skal øges fra de nuværende 26 procent til 35 procent i 2024 og 50 procent i 2050. Særligt vind- og solenergi har stort potentiale og forventes fremadrettet at spille en langt større rolle. Også den private sektor i Mexico sætter i stigende grad bæredygtige mål og investerer stort i vedvarende og grønne energiløsninger. Vindenergi forventes i forlængelse heraf at nå 12.000 MW inden 2020 med investeringer på 14 mia. USD. Den danske frontposition på det grønne energiområde gør danske vind- og energivirksomheder interessante for Mexico.
Tæt strategisk samarbejde
Danmarks Ambassade i Mexico har et tæt strategisk samarbejde med en række vigtige mexicanske beslutningstagere, både offentlige og private, samt et løbende tæt strategisk samarbejde med en række danske virksomheder inden for energisektoren.
For nyligt besøgte beslutningstagere fra fire mexicanske delstater Danmark og fik øjnene op for, hvad danske virksomheder kan tilbyde på energiområdet. Om besøget siger Isadora Andrade fra miljøministeriet i Mexico City:
Meget interessant, meget berigende, og frem for alt giver besøget os en meget klar ide om, hvilke områder vi skal styrke sammen med de øvrige offentlige instanser, når vi fortsætter arbejdet for at løse Mexico Citys klimaudfordringer ved hjælp af erfaringer fra Danmark, og ikke mindst de danske virksomheder og den unikke teknologi, de har udviklet.
Danske vandløsninger ligeledes i høj kurs
Udover energiproduktion og -forsyning, står Mexico over for store udfordringer i forhold til håndtering af vand. Landets hovedstad med godt 20 millioner indbyggere er i risiko for både vandmangel og oversvømmelse, vandressourcerne er overudnyttede, og det aldrende vandledningsnetværk har et vandspild på omkring 40 procent.
Mexico efterspørger derfor teknologi og løsninger til blandt andet effektiv og stabil vandforsyning og spildevandsbehandling. Også her kan danske virksomheder komme i spil med deres store ekspertise og knowhow.
Dansk delegation til Mexico
De aktuelle udfordringer og Mexicos åbne og store økonomi, der ovenikøbet er tæt integreret med verdens største økonomi, USA, gør således landet til et attraktivt marked for danske virksomheder. Selvom danske virksomheder har ry for at have høj ekspertise og knowhow inden for grønne løsninger og teknologi, kan det imidlertid være svært for den enkelte virksomhed at få adgang til markedet i Mexico.
Med et større fremstød arrangeret sammen med DI i september 2019 får danske virksomheder dog en unik mulighed for møde de centrale mexicanske aktører inden for energi, vind og vand.
Har din virksomhed erfaring inden for energi, vind og/eller vand, kan I således komme med på Energi- og CleanTech Delegationen i Mexico den 23.-26. september 2019.
I forbindelse med delegationen får de deltagende danske virksomheder en unik mulighed for at pitche deres teknologi og løsninger direkte til særligt udvalgte mexicanske aktører i både den private og offentlige sektor. Deltagende virksomheder vil møde repræsentanter fra Mexico City, delstaterne Tabasco, Tamaulipas og Nuevo Leon, samt beslutningstagere fra virksomheder som Pemex, Cemex og Femsa, der er blandt landets største, og som alle søger at investere massivt i energi- og cleantechløsninger.
For mere information om deltagelse og tilmelding til Energi og CleanTech Delegationen, klik her eller kontakt den danske ambassade i Mexico.
Mexicansk deltagelse i delegationen
Offentlige sektor:
Mexico City, Tabasco, Tamaulipas og Nuevo Leon/Monterrey (industrihub),
Byer med tilsammen omkring 40 millioner indbyggere.
Virksomheder omfatter bl.a.:
Pemex: Verdens næststørste ikke børsnoterede selskab. Olie og gas, marine, vand osv.
Cemex: Verdens næststørste byggematerialefirma; cement færdigblandet beton mm.
AMDEE: Wind Energy Association og særligt udvalgte vindenergi virksomheder