Dansk teknologi kan hjælpe mejeriproduktion i Kina
Danmark er anerkendt globalt for både mejeriprodukter og bæredygtig produktion inden for mejerisektoren. Derfor er det oplagt, at danske producenter udvider teknologipartnerskaberne hos de kinesiske mælkeproducenter i takt med den stigende efterspørgsel på mælkeprodukter blandt de kinesiske forbrugere.
For en dansk producent koster det 40 procent mindre at producere mælkeprodukter end for en kinesisk producent – og de kinesiske producenter ønsker at opkvalificere deres mælkeproduktion, så den bliver mere effektiv.
Der findes allerede flere eksempler på, hvordan danske virksomheder har hjulpet kinesiske mælkeproducenter hen imod en mere effektiv og bæredygtig produktion. Arla og Mengniu startede for eksempel China-Denmark Milk Technology Cooperation Centre i 2012 med det formål at fremme dansk landbrugsteknologi.
”I de otte år, China-Denmark Milk Technology Cooperation Centre har eksisteret, har den kinesiske mejeriindustri undergået en hurtig forvandling og udvikling. Vi har været vidne til alt dette, og gennem vores indsats har vi kontinuerligt bragt avancerede koncepter, viden og teknologier til Kina,” fortæller Snorri Sigurdsson, der er chef for China-Denmark Milk Technology Cooperation Centre.
Flere kinesiske landmænd har med hjælp fra centeret fået en bedre forståelse for, hvad effektiv landbrugsledelse og drift betyder for hele industrien. Det bidrager til en mere bæredygtig landbrugspraksis såvel som bedre mejeriprodukter hos de kinesiske forbrugere.
Dansk teknologi kan hjælpe kinesiske mejeriproducenter
Der er et stort potentielt marked for de danske teknologiproducenter inden for mælkeproduktion i Kina. China Dairy Association har udgivet Blueprint for Upgrading Chinese Dairy Farm 2019-2024, som fremhæver en række råd om teknologi inden for mejeriproduktion. Mange af disse råd kan opnås med hjælp fra danske virksomheders teknologiske løsninger inden for mejeriproduktion, fordi disse løsninger kombinerer effektivitet og miljøvenlig landbrugspraksis.
De kinesiske myndigheder har en ambition om en mere bæredygtig landbrugsproduktion og mere innovativ anvendelse af landbrugsteknologi. Sammen med de ændrede forbrugsmønstre skaber dette et vindue af muligheder for danske virksomheder for at samarbejde med kinesiske aktører. Det gælder særligt inden for:
- Dyrevelfærdsteknologi og bæredygtig husdyrproduktion
- Grønne og miljøvenlige teknologiløsninger inden for automatiseringsudstyr
- Avlsmateriale
- Foder
- Rådgivning
- Staldanlæg
Der er generelt set en stigende dansk eksport til Kina af for eksempel dyrevelfærdsteknologi, foder og grønne bæredygtige løsninger til intensiv landbrugsproduktion.
Det dansk-kinesiske myndighedssamarbejde kan understøtte det kinesiske fokus på at transformere landbruget mod bæredygtige fødevareproduktionssystemer. Danmark har konkrete erfaringer med miljøvenlig regulering og grøn omstilling af intensivt landbrug, og derfor vil de kinesiske myndigheder og den kinesiske mælkesektor kunne lære af Danmark.
VIL DU SÆLGE LØSNINGER TIL MEJERISEKTOREN I KINA?
Så kontakt den danske ambassade i Beijing: