Dansk innovation til amerikanske hospitaler
Der er gode eksportmuligheder for danske virksomheder i den amerikanske sundhedssektor, som er den fjerdestørste industri og står for ca. 20 pct af USA’s samlede BNP. Det amerikanske sundhedssystem, der betegnes som et ’multi-payer-system’, omfatter forskellige organisationer og aktører herunder offentlige sundhedsmyndigheder, private sundhedsforsikringsselskaber, sygehuse og sundhedsaktører.
Derudover udgøres systemet af over 6.000 hospitaler og 400 sundhedssystemer. Trods at det amerikanske sundhedssystem er mere komplekst og fragmenteret end det danske ’single payer system’, er det kendetegnet ved en høj grad af teknologisk avancering og innovation.
Amerikanske hospitaler er konstant på udkig efter innovative løsninger, der kan løse nuværende udfordringer og imødekomme ’unmet medical needs’ (behovet for sundhedsydelser, der ikke bliver dækket af det eksisterende sundhedssystem). Der er stor interesse fra hospitalerne om at skabe nye partnerskaber og afprøve internationale løsninger.
For en dansk virksomhed er innovationsrejsen til de amerikanske hospitaler dog mere kompleks. På denne rejse skal virksomheden både være opmærksom på integration med de enkelte hospitalssystemer samt skaleringsmuligheder. Det er samtidig centralt, at man som dansk virksomhed fra start møder relevante ’hospital champions’ (læger eller sygeplejersker), der er villige til at teste ekstern innovation.
Når en dansk virksomhed har etableret samarbejde, skal løsningen integreres – en proces der kan påvirkes af faktorer såsom økonomi, regulatoriske krav og for så vidt angår den amerikanske udbudslov.
Derfor har Innovation Centre Denmark (ICDK) Boston med input fra samarbejdspartnere på amerikanske hospitaler og økosystemet i Boston udviklet programmet Hyperloop, som skal bidrage til at øge mulighederne for fælles udvikling og samarbejde, samt innovation, afprøvning og integration af danske løsninger på amerikanske hospitaler. Ambitionen er, at virksomhederne i et tidligt udviklingsstadie af den konkrete løsning introduceres til de skiftende behov på amerikanske hospitaler. Hertil eksponeres virksomhederne for amerikanske klinikere, der kan advokere for deres teknologi, samtidig med at deres viden om bl.a. regulatoriske krav styrkes.
”De ledende hospitaler i USA er på jagt efter innovative løsninger på både nuværende og fremtidige udfordringer samt behandling af ”unmet medical needs” og er meget interesserede i internationale partnerskaber. Danmark har stærke løsninger, som ICDK Boston ønsker at bane vejen for med Hyperloop programmet ved at skabe adgang og dialog med seks af de mest innovative hospitaler i USA. Ideen med programmet er også at skabe mulighed for feedback fra KOLs i de tidligere faser og co-development med de enkelte hospitalssystemer, da integration og skalering er essentiel for samarbejde med disse.”
Bindeled mellem dansk innovation og amerikanske behov
I 2021 etablerede Innovation Center Denmark (ICDK) Boston det første Hyperloop-program. Piloten fokuserede på at yde klinisk feedback fra de seks mest innovative hospitaler i USA, herunder Mass General Hospital, Brigham and Women’s Hospital, Dana-Farber Cancer Institute, Mayo Clinic, Mount Sinaï og NYU Langone.
ICDK Boston har siden udvidet og styrket Hyperloop-programmet, som genlanceres i starten af 2023. Hyperloop 2.0 er et skræddersyet program til både amerikanske hospitaler og danske innovative virksomheder, der blandt andet giver dem mulighed for at mødes i Boston og/eller København. Her får virksomhederne mulighed for at deltage i undervisning og læringsmoduler, pitching af events, workshops med amerikanske eksperter samt løbende feedback-sessioner med amerikanske interessenter såsom investorer, virksomheder, forskningsinstitutioner og hospitaler. Udover at skabe muligheder for strategiske samarbejder mellem de amerikanske hospitaler og danske startups, øger alliancen også potentialet for fremtidig eksport og vækst af dansk sundhedsinnovation.
The hyperloop Program 2023
Formål: At bygge bro mellem danske innovative virksomheder og ledende amerikanske hospitaler Programmet lægger vægt på at styrke samarbejdet og øge mulighederne for fælles udvikling og samarbejde, integration og skalering.
Deltagere: Danske Life science virksomheder med innovative løsninger til hospitaler.
Indhold: Masterclasses, læringsmoduler og workshops med amerikanske eksperter, løbende feedback-sessioner med amerikanske klinikere og øvrige interessenter såsom investorer, virksomheder, forskningsinstitutioner og hospitaler, samt en innovationscamp i enten Boston eller Danmark.
Tidslinje: marts/april til juni 2023.
HVORDAN KAN ICDK BOSTON HJÆLPE DIN VIRKSOMHED?
ICDK Boston er danske virksomheders repræsentant og ”boots-on-the-ground” i den nordøstlige del af USA. Vi hjælper danske virksomheder med at udforske muligheder og accelerere innovation i dette geografiske område, som er førende inden for blandt andet sundhed og life science.
Som partner for jeres virksomhed har ICDK evnen til at bringe ressourcer i spil og muligheder på bordet. Som diplomatisk enhed kan vi opbygge netværk og hjælpe med forbindelser til vigtige beslutningstagere i både den offentlige og private sektor. ICDK Boston skaber værdi ved at tage initativ til forretningsmøder og skabe forbindelser, der gør det muligt for virksomheder at skabe værdifulde partnerskaber og få indsigt i deres specifikke markedsmuligheder.