Gå til indhold
Markedsnyhed

H.M Kongen og Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i spidsen for officielt fødevarefremstød i Japan

Under Hans Majestæt Kongens tiltrædelsesbesøg i Japan i april 2025 deltog fødevareminister Jacob Jensen sammen med 19 danske fødevare- og landbrugsvirksomheder i et målrettet fremstød. Temaet for fremstødet var “Historic friendship and strategic partners in times of change”, hvilket – inden for landbrug og fødevarer – indebærer særligt fokus på fremtidens fødevareproduktion og bæredygtig fødevareforsyningssikkerhed. Det officielle erhvervsfremstød omfattede tre dages fuldt program med briefinger, konferencer, netværksseancer og virksomhedsbesøg i både Tokyo og Osaka samt et besøg på verdensudstillingen i Osaka.
Danmark og Japan har et tæt og tillidsfuldt samarbejde på fødevare- og landbrugsområdet. Det bevidnes af en lang række aftaler om eksport af danske landbrugsprodukter til Japan, den generelle samarbejdsaftale indgået med det japanske landbrugsministerium i marts 2023 samt det dansk-japanske strategiske arbejdsprogram, som blev lanceret i forbindelse med statsministerens besøg i Japan samme år. Dermed er der et stærkt grundlag for yderligere uddybning af – ikke kun med fokus på eksport af landbrugsprodukter til Japan, men i højere grad gennem udveksling af viden og fælles udvikling inden for sektoren i bredere forstand: grøn omstilling af landbruget, bæredygtig produktion, økologi, effektivisering af teknologi, gastronomi og madkultur.
quote ikon
In Denmark, we also have a strong appreciation for good food. And our profound respect for nature has led Danish farmers and companies to become global frontrunners in developing sustainable solutions that both increase productivity and reduce environmental impact. The goal is to build more sustainable and resilient agricultural and food systems.
- H.M Kongen I sin åbningstale ved fødevarekonferencen.
Selvom det japanske marked traditionelt kræver tålmodighed og vedholdenhed at etablere sig på, åbner et eksportfremstød af denne kaliber døre, som ellers kan være svære at få øje på. Deltagelsen gav de danske virksomheder en enestående platform til at præsentere deres produkter og innovationer for potentielle japanske samarbejdspartnere og til at styrke eksisterende relationer.

Japansk fokus på fødevaresikkerhed og bæredygtighed skaber muligheder

Japans udfordringer med en lav selvforsyningsgrad på næsten alle råvarer – bortset fra ris – har skærpet landets fokus på forsyningssikkerhed og innovative løsninger inden for landbrug og fødevareproduktion. Det åbner et betydeligt potentiale for danske virksomheder med ekspertise inden for områder som innovative landbrugsteknologier, bæredygtig fødevareproduktion og biosolutions.
Særligt interessant er Japans ambitiøse MIDORI-strategi, som har til formål at fremme landets landbrugssektor gennem teknologisk innovation og en bæredygtig omstilling. Her kan danske virksomheders knowhow og grønne løsninger spille en afgørende rolle.

Derudover ses en stigende interesse for vestlig madkultur i Japan, hvilket skaber yderligere muligheder for danske fødevareproducenter, der med deres fødevarer af meget høj kvalitet appellerer til den kræsne japanske forbruger. Den nyligt aftalte økologi ækvivalensaftale for animalske produkter forventes desuden at bane vejen for øget eksport af dansk økologi til Japan.

Ambassaden i Tokyo - Din partner på det japanske marked

Den danske ambassade i Tokyo, med Marie Louise Flach de Neergaard i spidsen for Fødevare og Landbrugsteamet, spiller en central rolle i at understøtte danske fødevare- og landbrugsvirksomheders ambitioner på det japanske marked. Gennem et veletableret netværk har ambassaden mulighed for at åbne døre til nogle af Japans største fødevarevirksomheder, distributører og handelshuse. Med stærke erhvervskontakter i både Tokyo- og Osaka-området kan ambassaden tilbyde assistance til danske virksomheder, der ønsker at etablere eller udvide deres tilstedeværelse i Japan.

Den danske ambassade i Tokyo, deltager herudover i et tæt regionalt samarbejde med ambassaden i Seoul, hvor statskonsulent Henrik Brandt Jensen står klar til at støtte danske virksomheders muligheder for eksport til Korea.

Muligheder for danske virksomheder:

• Adgang til et kvalitetsbevidst marked: Japan værdsætter højkvalitetsprodukter og er villig til at betale for det.
• Samarbejde inden for bæredygtige løsninger: Japans fokus på bæredygtighed matcher danske virksomheders styrker.
• Voksende interesse for vestlige fødevarer: Nye markedsmuligheder inden for fødevareeksport.
• Stærk støtte fra ambassaden: Fødevareteamet i Japan tilbyder ekspertise og netværk.

Næste skridt:
Danske virksomheder, der ser muligheder i det japanske marked, opfordres til at kontakte Fødevareteamet i Japan ved statskonsulent Marie Louise Flach de Neergaard for yderligere information og assistance.

Kontakt os

Loading...