Gå til indhold
Sverige

Danmark kan cirkularitet, Sverige kan struktur 

På konferencen ”Nordic Circular Markets” mødtes aktører fra Danmark og Sveriges byggebrancher i en dansk-svensk opsætning med fokus på at skabe relationer og sætte hastigheden for den cirkulære omstilling op. 

I foråret 2022, afholdt Danmarks ambassade i Sverige, Bloxhub og We Build Denmark en konference, ”Nordic Circular Markets”. Temaet var cirkulær økonomi i hhv. den danske og svenske byggebranche, og hvordan de to lande kan øge hastigheden på den cirkulære omstilling ved at lære af hinanden.

Deltagerne på konferencen inkluderede folk fra alle dele af værdikæden i byggebranchen, herunder Skanska, NREP, IVL Svenska Miljöinstitutet, RagnSells, Troldtekt, Stena Fastigheter, Juul Frost Architects, Lendager og Stockholm Kommune.

Selvom den cirkulære omstilling går for langsomt i både Sverige og Danmark, har de to lande forskellige styrker og udfordringer. Vi har spurgt et par af konferencedeltagerne om, hvordan danskere og svenskere kan lære af hinanden.

Danmark har modet til nye metoder

Den svenske deltager Jonathan Hummelman, projektleder i afdelingen for Bæredygtighed og Sundhed i Stockholm Kommune, mener, at ”Danmark er foran Sverige i forhold til at genanvende materialer fra bygninger. De har lavet nogle projekter, som er foran os i forhold til progressiv tænkning og i form af modet til at turde at prøve nye metoder”.

Fordi mange virksomheder er tilstede i både Danmark og Sverige, og fordi der er store kulturelle overlap landene imellem, mener Jonathan Hummelman, at der er rig mulighed for samarbejde. Han håber selv at få inspiration fra konferencen, som han kan tage med tilbage til hans job i Stockholm.

quote ikon
”Jeg tror, at en af de vigtigste ting, jeg kan gøre i min rolle, er at vise andre, hvad der allerede har været gjort, og hvad kan gøres i forhold til cirkulær økonomi. Ved at gøre dette, kan du præsentere en vision, som kan ændre folks vision af måden, hvorpå vi bygger.”
Jonathan Hummelman Projektleder i afdelingen for Bæredygtighed og Sundhed, Stockholm Kommune
En anden svensk deltager Joanna Berg, regional koordinator for boliger i NREP i Stockholm, er enig i, at der er et stort potentiale i at samarbejde og lære af hinanden. Hun fremfører, at ”i mit job som boligudvikler i Stockholm kigger vi på projekter, som er blevet udført i København og andre dele af Danmark, hvor vi kan trække på deres erfaringer, så vi ikke gentager de samme fejl. Vi bliver nødt til at øge hastigheden sammen, samarbejde og vise hinanden vores gode eksempler.” 
Fra "Nordic Circular Markets".

Svensk tradition for struktur og planlægning

Set fra dansk side er der også flere ting, danskerne kan lære af svenskerne. Det siger bl.a. chef for innovation og bæredygtighed og partner hos Henning Larsen Architects, Jakob Strømann-Andersen. Specifikt referer han til den svenske tradition for struktur og deklarationer:

quote ikon
”En af de ting, hvor vi kan lære af Sverige er deres tilgang til protokol. Svenskerne har været rigtig gode til at lave varedeklarationer på deres bygningsmaterialer. Når vi går ned i supermarkedet for at købe en liter mælk, kan vi se, hvad der er i den, og hvor den er fra. Men i Danmark er dette ikke muligt, når det kommer til byggematerialer. Der eksisterer ikke den samme gennemsigtighed. Svenskerne har en meget stærkere tradition for at lave bæredygtige varedeklarationer, og producenterne bliver mødt med specifikke krav.”
Jakob Strømann-Andersen Chef for innovation og bæredygtighed og partner, Henning Larsen Architects

Jakob Strømann-Andersen nævner også som eksempel, at når en bygning i Sverige skal rives ned eller renoveres, er det nødvendigt at lave en plan for ressourcerne i forbindelse med ændringen. Med andre ord: du skal have en plan for, hvad du gør, før du kan gøre det. 

quote ikon
”Vi kan muligvis inspirere svenskerne til at være mere innovative i forhold til cirkularitet, men vi kan samtidig lære noget af svenskerne, når det handler om struktur, business og planlægning. Hvis vi skal fremad, bliver vi nødt til at lære fra tidligere processer. Jeg tror, at vi kan lære meget fra hinandens forskellige processer og skabe en stærkere byggebranche på begge sider af Øresund."
Jakob Strømann-Andersen Chef for innovation og bæredygtighed og partner, Henning Larsen Architects

kontakt

The Trade Council Stockholm arbejder strategisk med byudvikling, design og cirkulær økonomi. Hvis du vil vide mere om ambassadens arbejde inden for disse områder, er du mere end velkommen til at kontakte ambassaden. 

Loading...