Gå til indhold
Markedsnyhed

COP16 er et vigtigt skridt for biodiversitet og grøn forretning i Colombia

Byen Cali i Colombia var i 2024 vært for COP16, FN’s biodiversitetskonference. Begivenheden markerede den første biodiversitets-COP siden vedtagelsen af Kunming-Montreal Framework for biodiversitet i 2022, som fokuserer på globale strategier for at beskytte biodiversiteten.

Danmark deltog med en delegation på over 80 repræsentanter fra både den offentlige og private sektor, herunder NGO’er, politikere og erhvervsledere. Den store danske deltagelse understregede Danmarks engagement i bekæmpelsen af tab af biodiversitet.

Forretningsforbindelser og nye indsigter

Konferencen gav danske virksomheder og organisationer mulighed for at deltage i diskussioner, udveksle erfaringer, fremme samarbejder og udforske nye forretningsmuligheder. Danske virksomheder og organisationer deltog i flere events, herunder Green Business Forum og et event arrangeret af ANDI (National Business Association of Colombia). De delte viden om danske løsninger, hvor særligt samarbejdet mellem offentlige og private aktører blev fremhævet. Samtidig fik de mulighed for at lære af andre virksomheder og organisationer.

Ud over de formelle events deltog danske virksomheder i produktive møder med colombianske modparter, herunder et møde med Calis borgmester. Her havde de danske virksomheder mulighed for at præsentere ideer og udtrykke interesse for markedet, samtidig fremlagde borgmesteren konkrete muligheder inden for forskellige sektorer.

quote ikon
I forbindelse med Pandoras deltagelse på COP16 bidrog The Trade Council i høj grad med lokalkendskab, kontakter og øgede generelt værdien af vores deltagelse. Det er helt afgørende, at Danmark bruger de store globale events som COP16 som afsæt til fremtidige indsatser, og her var Trade Councils bidrag til, at den danske delegation stod samlet og synlig i natur-sammenhæng også afgørende.
- Nina Milling Riiser Director of Public Affairs, Global Communications & Sustainability hos Pandora

Den danske ambassade i Colombia organiserede en rundbordsdiskussion om bioenergi med både nationale og lokale beslutningstagere samt brancheforeninger. Der blev diskuteret aktuelle projekter og visioner for yderligere udvikling af bioenergisektoren i regionen med fokus på Calis industrielle kapacitet og sukkerrørsproduktion. Derudover blev mulighederne for at styrke klimainitiativer og afskovningsindsatser gennem bioenergi drøftet.

Disse interaktioner skabte grobund for fremtidigt samarbejde. 

quote ikon
COP16 viser Danmarks engagement i at inddrage den private sektor i klimahandling. Det er en enestående mulighed for danske virksomheder til at demonstrere, at miljøansvar ikke kun er nødvendigt, men også en kerneværdi i moderne forretningsstrategier. Vores handelsteam på ambassaden i Bogotá står klar til at hjælpe jer med at blive en del af denne vigtige indsats.
- Jens Godtfredsen Ambassadør, Danmarks ambassade i Colombia

Vigtigheden af energisektoren i Colombia

COP16 var en mulighed for at fremhæve Calis og Valle del Cauca regionens store potentiale for vedvarende energi. I regionen er der mindst 48 projekter inden for agroindustri, logistik og vedvarende energi. Disse projekter genererer næsten 5.000 arbejdspladser og tiltrækker investeringer på cirka 775 millioner USD.

Vedvarende energi dominerer energimatricen i Valle del Cauca og udgør 90% af regionens energiproduktion. I 2017 blev Colombias første solcellepark opført i Yumbo, Valle del Cauca, hvilket positionerede regionen som pioner inden for vedvarende energi. I 2023 producerede Colombia 328 millioner liter bioethanol, hvoraf seks ud af landets syv bioethanolanlæg er placeret i Valle del Cauca.

Valle del Cauca-regionen har potentiale til at producere surfaktanter, ammoniak, metanol, gas og bæredygtigt flybrændstof (SAF) med et investeringspotentiale på 500 millioner USD. Derudover genererer 23 eksisterende solcelleprojekter i regionen 143 MW, og yderligere 15 projekter er under udvikling.

Ifølge en nylig undersøgelse lavet af organisationen International PtX har Valle del Cauca et samlet potentiale på cirka 230.000 terajoule fra sukkerrør, majs, plantain, kaffe, ris og fjerkræprodukter. Ifølge Asocaña ,sukkerrørsproducenternes fagforening, produceres der 8,8 millioner tons sukkerrørs bagasse årligt, som kan bruges til energiproduktion.

Regionens engagement i bæredygtighed og innovation inden for energisektoren giver muligheder for fremtidige investeringer og kommercielle aftaler. Med stærke politiske incitamenter er Valle del Cauca en attraktiv placering for internationale partnerskaber og projekter inden for vedvarende energi. 

quote ikon
Colombias stærke kommercielle position, understøttet af mere end 17 frihandelsaftaler og en række skattemæssige og ikke-skattemæssige incitamenter i energisektoren, gør landet til en attraktiv partner for danske virksomheder, der ønsker at udforske nye markeder. Lad os handle
- Carlos Andres Olano Handelschef, Danmarks ambassade i Colombia

Kontakt

For mere information om mulighederne i Colombia, kontakt Carlos Olano, Head of Trade.
Loading...