Gå til indhold
MArkedsnyhed

Chile når milepæl for produktion af grøn brint

Det chilenske marked for grøn brint har de seneste uger nået en milepæl, der vidner om en modning af markedet, og understreger mulighederne for danske leverandører i værdikæden til produktion af grøn brint.

Danske aktører er kernespillere

Det chilenske marked for produktion af grøn brint har længe været på listen over potentielle globale producenter. Det seneste år har sektoren oplevet en vigtig udvikling og er nået en milepæl, der vidner om, at markedet er ved at modnes, og at regeringens ambitioner for branchen ikke er til at tage fejl af.

I november 2020 offentliggjorde den tidligere regering en ny strategi for grøn brint. Efterfølgende har den siddende regering introduceret en konkret handlingsplan for strategien, der blev offentliggjort i april 2024. Strategien og den nye handlingsplan vidner om fokus på risikominimering og stabilitet, men også om politisk enighed om at sikre Chiles rolle på det globale marked for grøn brint. Regeringens mål er at opnå 5 GW elektrolysekapacitet i 2025 – forøget til 25 GW i 2030 – med et konkret mål om at producere 200k/ton brint årligt til mindre end 1,5 USD/kg.

Indtil videre har Chile i operationsdygtige projekter, primært kunnet prale af en række pilot- og demonstrationsprojekter. Senest er der dog blevet forelagt seks nye store projekter til miljøvurdering. Det største af disse, på 11 mia. USD, er et danskdrevet investeringsprojekt fra Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). HNH, som projektet hedder, ligger ved Magellanstrædet i det sydlige Chile og har en forventet vindkapacitet på 1,4 GW og en forventet eksport på 10 millioner tons ammoniak årligt. Det er også det største PTX-projekt, der til dato er nået dette stadie, og det største investeringsprojekt i investeringsværdi, der er indsendt til miljøvurdering siden 1995.

Indsendelsen af HNH-projektet har derfor også fået stor opmærksomhed i Chile – ikke mindst på grund af de 4000 arbejdspladser, som projektet forventes at skabe på sit højeste, og betydningen for leverandørerne i værdikæden.

igangværende projekter og værdikæder

I alt er over 64 PTX-projekter i forundersøgelsesfasen i Chile, hvoraf de fleste (ca. 70 %) er rettet mod de nordlige regioner, med blandt andre den lokale mineindustri som forventede aftagere af primært ammoniak. Projekterne i syd (30 % af projekterne), såsom HNH-projektet, er primært rettet mod ammoniakproduktion til global eksport. Hertil forventes et enkelt af de større projekter også at producere grønt brændstof. De 64 projekter, der i øjeblikket er annonceret, har en samlet planlagt kapacitet på lidt over 40 GW. Den konservative vurdering, der antager, at ikke alle projekter vil nå en endelig investeringsbeslutning, peger på mindst 10 GW elektrolysekapacitet.

Udviklingen skaber vigtige muligheder for danske virksomheder på tværs af værdikæden, herunder rådgivende ingeniør- og tekniske kompetencer, desalineringsanlæg, opsætning og vedligehold af onshore vindmøller, lagring/opbevaring samt skibsfart og havne mv. Industriens behov er mange og en intensivering i den kommercielle aktivitet blandt leverandører, er fulgt i kølvandet på det stadig stigende antal projekter under design.

CIPs HNH-projekt omfatter et desaliniseringsanlæg, et vindmølleanlæg med 194 møller inklusiv deres installation, et elektrolyseanlæg til ammoniakproduktion og en havn, der skal bruges både til import af materialer såvel som til eksport af ammoniakken. Kimberly Sanchez, Vestas’ salgs- og landechef i Chile og Vicepræsident for ’Chilean Hydrogen Association’ (H2Chile), vurderer at HNH-projektets milepæl ved indlevering til miljøvurdering, er det vigtigste signal om det modenhedsniveau, som projekterne har nået. Hun opfordrer danske leverandører til at forberede sig på det, der kommer:

quote ikon
"HNH-projektets vindkapacitet er i sig selv ca. 25 % af den samlede vindkapacitet, der er installeret i hele Chile til dato - siden 2001. Som leverandører er vi blevet opfordret til at styrke vores forsyningskæder og produktion med henblik på at kunne levere på de projekter der nu er undervejs. I den forbindelse er den strategiske energialliance, der ledes af den danske ambassade i Santiago, også et vigtigt koordineringsrum for at udnytte de forskellige aktørers kapacitet og danne synergier."
Kimberly Sanchez red tidl. GM Vestas og vicepræsident for H2Chile
I det nordlige Chile er PTX-produktionen baseret på solenergi, hvor projekterne vil være særligt afhængige af desaliniseringsanlæg og transport af vand. Endelig er det værd at nævne, at Chile er en af verdens største kobbereksportører, hvorfor alle løsninger, der kan bidrage til en grønnere mineproduktion, er i høj kurs.

Offentlige og økonomiske incitamenter

Der hvor der ikke er subsidier til den grundlæggende elpris i Chile, har den chilenske regering derimod fulgt handlingsplanen op med en lang række understøttende økonomiske initiativer og finansielle instrumenter, designet til at fremme industrien på tværs af værdikæden. Handlingsplanen er fulgt op af institutionelle justeringer herunder effektivisering af miljøvurderingsregler, styrkelse af den understøttende infrastruktur samt en række udbud fra staten. 

Eksempelvis offentliggjorde Økonomiministeriet sidste år udbud om lokal produktion eller installation af maskiner til elektrolyse, for lokalt at kunne dække en del af efterspørgslen fra de udbudte projekter. Der blev afsat op til 10 mio. USD pr. projekt, svarende til 60 % af projektomkostningerne. 

Ligeledes offentliggjorde regeringen udbud om etablering af et forskningscenter for grøn brint, der kalder på et nationalt og internationalt partnerskab med det formål at understøtte PTX-industrien.

Danske virksomheder eller aktører der er interesserede I eksport, samarbejder eller forskningssamarbejder på området kan men fordel række ud da regeringens interesse og åbenhed for international samarbejder er stor.”

Danmark og PTX i Chile

Udover CIP, har blandt andre Vestas, Danfoss, Mærsk, Grundfos og FLSmidth større kontorer og tilstedeværelse i Chile. Alle har de en central rolle i Chiles dekarboniserings indsats - hvor Vestas og CIP sidder i bestyrelsen i den chilenske pendant til Brintbranchen, og er vigtige spillere i Chiles PTX ambitioner. FLSmidth i Chile har taget en vigtig plads i landets dekarbonisering af mineindustrien, hvor grøn hydrogen spiller en vigtig rolle.

Af samme årsag har TC ambassaden i Santiago, i tæt samarbejde med de seks aktører, bygget en strategisk alliance, der igennem netværk, fælles events og koordinering bruges som en platform for at fremme danske kommercielle interesser i landet. I juni måned gennemførte samme alliance et succesfuldt besøg i Danmark med 12 chilenske eksperter fra et bredt udsnit af offentlige institutioner. Under besøget var der lejlighed til at tale med danske myndigheder, hører om danske erfaringer med offentlige-private partnerskaber og ikke mindst se konkrete danske, grønne teknologiløsninger.
Chiles position, som producent af verdens potentielt billigste grønne hydrogen samt landets geografiske position, betyder, at Mærsk McKinney Møller Centeret for Zero Carbon Shipping har Chile i kikkerten som grøn shipping korridor. Centeret har et tæt samarbejde med Chiles Energiministerium og et forundersøgelsesprojekt i Chile forventes at være det første af centerets projekter der afslutter den indledende fase.

Kontakt

 
Loading...