Gå til indhold
TYSKLAND

Brandvarmt fjernvarme-marked i Tyskland

Tyskland har påbegyndt en gennemgribende omlægning af deres varme- og energisektor. I løbet af de næste fem år er der afsat EUR 800 mio., og der kigges med stor interesse mod de danske, grønne fjernvarmeløsninger. 

I foråret 2021 har The Trade Council iværksat et Masterclass-program for danske virksomheder, der er interesserede i at etablere sig på det tyske marked.

Tysk fokus på energieffektivitet og fjernvarmeudvikling

Tyskland er Europas absolut største udleder af CO2. Opvarmning og afkøling alene udgør 50 % af landets energiforbrug og er primært baseret på sorte energikilder. Det skal der laves om på, hvis Tyskland skal gøre sig håb om at nå deres klimamålsætninger om bl.a. en næsten klimaneutral bygningssektor i 2050. Derfor har den tyske regering sammen med de 16 delstater besluttet at investere mere end EUR 800 mio. frem mod 2025, i udvikling af energieffektivitet og fjernvarme.  

Danmark har arbejdet strategisk og målrettet med varmeplanlægning siden 1980, hvilket betyder, at vi er et af de absolut førende lande inden for fjernvarme og energieffektivitet. Den tyske interesse er da også til at tage at føle på. Alene i 2019 eksporterede danske virksomheder fjernvarmeløsninger for 6 mia. kr. til Tyskland. Det forventes, at eksporten vil få endnu et boost - for tiden er knap. Allerede i løbet af 2021 skal de tyske kommuner nemlig kunne fremlægge deres kommende varmeplaner.

Hvem beslutter hvad på energiområdet?

  • Forbundsstaten formulerer klimamål og fastsætter lovgivning for varmesektoren
  • Forbundslandede (delstater) laver køreplanerne for de realisering af de nationale klimamål
  • Kommunerne realiserer målene gennem projekter i forsyningsselskaberne, der ofte er kommunalt ejet. 

En koordineret tilgang til markedet

Forudsætningerne for at komme ind på det tyske fjernvarmemarked må altså betegnes som gode - men det er ikke altid nok: 

”I The Trade Council oplever vi, at mange af de danske virksomheder, der kommer til os, ofte har en lidt snæver eksportstrategi. Man bliver nødt til at kende sin slutkunde og det marked, man vil ind på, og man er nødt til at være strategisk. Du kan ikke bare ringe rundt – og det er der, vores ekspertise ligger”, fortæller Jakob Andersen, Generalkonsul i Hamborg

The Trade Councils District Energy Advisory (DEA) arbejder udelukkende med at rådgive danske virksomheder i forhold til fjernvarmemarkedet i Tyskland. DEAs indgående lokalkendskab til det tyske markedet, samt dets netværk af strategiske partnere og kunder betyder, at The Trade Council har mulighed for koordineret at rådgive de danske virksomheder, så tilgangen matcher det tyske marked.

Fjernvarme-Masterclass

I foråret 2021 iværksætter The Trade Council et nyt initiativ inden for fjernvarmesektoren, nemlig et masterclass-program for SMV’er. Masterclass-forløbet er specieldesignet til danske producenter af fjernvarmeløsninger, som ønsker at etablere sig på det tyske fjernvarmemarked. 

quote ikon
"Sammenlignet med resten af Europa er Danmark klart på forkant i forhold til fjernvarmesystemer og –teknologier. Tyskland er en helt anden type marked, som byder på meget interessante muligheder for de danske virksomheder. Der er både et stort potentiale for eksport, men også vidensdeling og videreudvikling. Masterclass-programmet tager udgangspunkt i krydsfeltet mellem en massiv efterspørgsel og et marked i rivende udvikling".
Tara Sabbagh Amirkhizi Commercial Advisor, District Energy Advisory
Den samme forretningsplan fungerer sjældent ens på forskellige markeder. Masterclass-forløbet har til formål at udvide virksomhedernes kommercielle tilgang og give en forståelse for efterspørgsel og slutkunder. Masterclassen består af en række individuelle workshops, som tager afsæt i Business Model Canvas-modellen. Herigennem vurderes og justeres virksomhedernes forretningsmodeller i forhold til en tysk kontekst. 

En del af programmet vil bestå af feedback fra et Advisory Board, som The Trade Council har sammensat til formålet. Dette vil bestå af repræsentanter fra de tyske offentlige forsyningsvirksomheder (Stadtwerke), jurister, konsulenter og leverandører, som vil give målrettet feedback i forhold til deres erfaringer og iagttagelser af markedet. Mødet med Advisory Boardet vil give virksomhederne mulighed for at komme direkte i dialog med centrale interessenter. Hele forløbet afsluttes med skræddersyet forretningstur rundt i Tyskland, hvor virksomhederne møder potentielle kunder.

Salling Plast A/S, der bl.a. leverer præisolerede montage- og indføringsbøjninger til fjernvarmeindustrien, har allerede meldt sig til: 
quote ikon
”Der ligger et kæmpe potentiale i de kommende fjernvarmeprojekter og den grønne omstilling i Europa. Dem vil vi i Salling Plast være med til at indløse. Vi anser Masterclass-initiativet som en oplagt mulighed for at komme godt og kvalificeret fra start på Europas allerstørste marked”
Geert Skovsgaard CEO hos Salling Plast

KONTAKT OS

Hvis du vil vide mere om Masterclass-programmet for fjernvarmesektoren, kan du kontakte os.

Du kan også læse mere om, hvordan The Trade Council kan rådgive din virksomhed til eksport på det tyske marked her.


Loading...

    Masterclass-programmet kort

     
    • Workshop l: Afdækning af nuværende forretningsmodel
    • Workshop ll: Vidensdelingsmøde med Advisory Board på Generalkonsulatet i Hamborg
    • Workshop lll: Videreudvikling af tysk markedsstrategi
    • Specialdesignet forretningstur rundt i Tyskland

    Masterclass for andre sektorer

    Der planlægges ligeledes Masterclasses inden for andre sektorer på energiområdet: vindenergi, spildevand og bæredygtig industri.

    Hold dig opdateret på vores LinkedIn-side her.

    Hvad er Business Model canvas?

    Business Model Canvas er en strategisk styringsskabelon til udvikling eller afdækning af eksisterende forretningsmodeller. Det er et visuelt diagram, der består af ni elementer, der beskriver en virksomheds eller produkts værdiproposition, infrastruktur, kunder og økonomi. Modellen hjælper virksomheder med at tilpasse og videreudvikle deres aktiviteter.