Gå til indhold
Serbien

Beograd satser på grøn omstilling - og søger danske løsninger

Bystyret i Beograd vil iværksætte omfattende energirenoveringer af bygninger. Dernæst skal fjernvarmen omstilles til bæredygtig energi. Byens stadsarkitekt har besøgt København og efterspørger samarbejde med danske virksomheder om projekterne.

Beograd kæmper med et stort energiforbrug. Det skyldes ikke mindst, at omkring 80 procent af byens ejendomme er mellem 40 og 50 år gamle og dårligt vedligeholdt. Bystyret har derfor besluttet at igangsætte en omfattende energirenovering af både private og offentlige bygninger.


Første led i arbejdet er et projekt, som omfatter energirenoveringer af cirka 100 offentlige bygninger. Arbejdet begynder efter planen i slutningen af 2019 eller starten af 2020 og forventes at resultere i energibesparelser på omkring 60 procent. Projektets budget er 16 millioner euro, som kommer fra dels et EU-tilskud og dels lån fra den europæiske udviklingsbank EBRD. Herefter følger en ny fase med energirenoveringer af yderligere bygninger.

Dernæst skal byens fjernvarmesystem omstilles til bæredygtig energi. I dag forsynes det primært med gas. 

Inspiration fra Danmark

Den serbiske hovedstad er i gang med at undersøge, hvilke løsninger der kan sikre den bedste og mest bæredygtige byudvikling – og de henter inspiration i Danmark. Byens stadsarkitekt besøgte København i juni 2019, hvor han så en række bæredygtige løsninger – fra energirenovering til fjernvarme og -køling.

quote ikon
Som mange andre hovedstæder er Beograd udfordret af stigende urbanisering. Dette kræver nytænkning og nye løsninger. Jeg blev inspireret af de mange bæredygtige løsninger, som jeg så, da jeg besøgte København i juni i år. Og jeg håber at samarbejde med Danmark og danske virksomheder om en mere bæredygtig urbanisering af min by«
- Marko Stojcic, stadsarkitekt, Beograd 

Byen vil have behov for løsning af en bred vifte af opgaver i tilknytning til de planlagte energirenoveringer og omstillingen af fjernvarmesystemet.
Markedet er særlig relevant for danske virksomheder med løsninger inden for energieffektivitet.

The Trade Council i Beograd står klar til hjælpe danske virksomheder, som vil ind på markedet.

Vil du være med til at skabe grøn omstilling i Beograd?

Kontakt ambassaden i Beograd:

Loading...

    Vil du læse mere om energi og Urban solutions? Se vores relaterede indhold

    Loading...