Gå til indhold
Bangladesh

Bæredygtig rådgivning til danske virksomheder i Bangladesh

Bangladesh er et attraktivt marked for danske produktionsvirksomheder, men det kan være svært at danne sig et overblik over mulighederne i et land, der på flere parametre end afstand er langt fra Danmark. Lidt hjælp fra ambassaden kan blive startskuddet til at få danske virksomheder i front for opbygningen af næste generations bæredygtige tekstilforsyningskæde.

Specialister i et accelererende marked

Når Bangladesh i 2026 bliver fjernet fra FN’s liste over mindst udviklede lande, afspejler det to årtier med økonomisk vækst på over 7 pct, hvilket gør det til et af de hurtigst voksende økonomier i verden. 

Mange danske virksomheder oplever udfordringer i forsøget på at indtræde på det bengalske marked. Mulighederne er talrige, men det er kulturforskellene også. De mange udfordringer og faldgrubber gør det vanskeligt at etablere sig og finde de rette fabrikker, løsninger og samarbejdspartnere, især med EU’s øgede krav til bæredygtig produktion og arbejdsforhold.

Derfor har The Trade Council i Dhaka nu lanceret Sustainability & Supply Chain Advisory (SSCA), som består af et tværfunktionelt team på ambassaden styrket med specialister inden for bæredygtighed og forsyningskæder. Med teamet kan The Trade Council baseret på ambassadens mangeårige relationer til Bangladesh tilbyde unik, holistisk rådgivning, der er skræddersyet til den enkelte virksomheds situation.

quote ikon
SSCA er ment som en ”one-stop-shop” til at guide danske virksomheder mod bæredygtig vækst i Bangladesh inden for tøjindustrien. Vi oplever, at danske virksomheder – især – SMVer – er under stigende regulativt pres grundet skærpet krav fra bl.a. EU for at omstille til mere sikre og bæredygtige forsyningskæder. I praksis er dette vanskeligt at overkomme i fjerne markeder, og netop her bygger SSCA bro til det bengalske marked, så danske virksomheder helt konkret kan gøre brug af vores lokale tilstedeværelse, viden og netværk til at løse deres udfordringer.
- Ali Mushtaq Butt Leder af SSCA

Komplicerede udfordringer kræver rette vejledning

Blandt de danske virksomheder, som har nydt gavn af SSCA er Jydsk Emblem Fabrik, der producerer emblemer, sportspræmier, navneskilte samt reklame- & merchandise- artikler. Administrerende direktør, Stig Hellstern fortæller om en kompliceret overgang til produktion i Bangladesh. 

”Først kom leverandørens datter til skade. Det er selvfølgelig uheldigt, og vi havde stor forståelse for hans situation. Siden gik der ild i fabrikken, og vi begyndte at tænke, at han må være verdens mest uheldige mand, for derefter blev hans mor også syg og alt, der kan gå galt, er øjensynligt gået galt. Vi begynder dog at synes, at tingene virker lidt tvivlsomme, og det viser sig, at fabrikken aldrig har været hans og at han blot har ageret som agent.”

Udfordringerne fik ende, da Stig Hellstern kontaktede ambassaden, som hjalp med at løse dem. Og det er netop dét, SSCA er sat i verden for, forklarer Ali Mushtaq Butt. Han understreger, at SSCA med glæde hjælper alle danske virksomheder, men med et særligt fokus på SMV’er, da de er mest sårbare. 

Stig Hellstern er ikke i tvivl om, at det var den rigtige løsning at involvere SSCA.

”Det har betydet, at vi med al sandsynlighed slipper for den slags problemer fremover. Vi besøger fabrikkerne med medarbejdere fra ambassaden, så vi selv ved, hvor vi producerer, og ambassaden sørger desuden for, at der er ordnede forhold og styr på ejerforholdene. Hjælpen er ikke gratis, men det er fornuftige penge at betale kontra at løbe en risiko.”

SSCA kan med sit tværsektorelle team tilbyde en bred vifte af ydelser, lige fra match-making af partnere, organisering af events og fabriksbesøg til vidensdeling og due diligencerådgivning. 

Vil du vide mere om Bangladesh som produktionsland, og hvordan SSCA kan hjælpe dig?

SSCA er med hele vejen på den bengalske rejse og står klar til at fortælle mere på et indledende og uforpligtende møde. 

Kontakt The Trade Council i Bangladesh

 [email protected]

+880 1730069414

Loading...