Ambassade indtager shoppingcenter i Bogotá – din virksomhed kan være med
Set i et latinamerikansk perspektiv er Colombia et land i vækst og har desuden den anden største befolkning i Sydamerika. Efter mere end fem årtiers væbnet konflikt underskrev den colombianske regering i 2016 fredsaftalen med guerillagruppen FARC, hvilket har skabt en markant bedre sikkerheds situation i landet. Fredsaftalen samt den voksende middelklasse med en styrket købekraft forventes at booste økonomien yderligere i den nærmeste fremtid. I 2018 ventes BNP at vokse med 2,5%.
Vis det bedste af Danmark
I samarbejde med Dansk Industri organiserer den danske ambassade i Bogotá en 10-dages dansk tematisk udstilling i byens mest eksklusive shoppingcenter Andino fra d. 22. til 31. maj. Semana Danesa fremviser danske industrielle løsninger, grøn energi, gastronomi, arkitektur, design og kultur i det fire etagers shoppingcenter, der har 1,8 mio. besøgende om måneden og ligger i det velbesøgte kvarter Zona Rosa. Udstillingen er relevant for både små og store danske virksomheder, der ønsker at skabe brand awareness i Colombia og forventes at tiltrække mere end 600.000 besøgende.
Ud over udstillingen i shoppingcenteret Andino afholder ambassaden en større fodboldturnering for 200 unge i nogle af Bogotás mest udsatte områder. I samarbejde med Bogotás kommune arrangeres der også flere cykelture for at skabe opmærksomhed på sundere livsstil og motion med danske virksomheder og lokale aktører.
Der er udviklet tre forskellige udstillingspakker, som er særligt designet til din virksomheds markedsbehov. Ambassaden kan desuden assistere din virksomhed i en partnersøgning eller være behjælpelig med at opsætte relevante møder under Semana Danesa.
Vil du vide mere om din virksomheds muligheder på det colombianske marked?
Så kontakt os og hør nærmere.