Miljøbevidst virksomhed skaber resultater i Egypten
Selvom Aller Aqua Egypt har kontor og produktion i Kairo, er virksomheden et datterselskab til en dansk familieejet virksomhed ved navn Aller Aqua, der med sit hovedkontor i den sydjyske by Christiansfeld, befinder sig langt fra den egyptiske millionby. Virksomheden fremstiller fiskefoder til dam- og havbrug og fokuserer på at reducere miljøbelastningen i processen. Det sker blandt andet ved at begrænse vandforbruget og mindske udledningen af nærringsstoffer i vandet.
Den royale pris er et klart vidnesbyrd om, at det er muligt at opnå fremgang og sætte nye standarder for miljøbelastningen ved fiskeopdræt.
Udover Egypten og Danmark har virksomheden i dag produktionsfaciliteter i Polen, Tyskland, Zambia, Kina og Serbien. Herfra eksporterer de foder til mere end 30 forskellige fiskearter og betjener mere end 70 lande på verdensplan.
Hvordan lykkedes udvidelsen til Egypten?
I 2009 etablerede Aller Aqua sammen med den nuværende CEO, Hussein Mansour, Aller Aqua Egypt. Dengang var antallet af medarbejdere på produktionen i Egypten 20. I dag er antallet af medarbejdere vokset til 150, og produktionen er steget fra 7000 tons til over 100.000 tons.
Opskriften på firmaets succes i Egypten er ifølge Hussein Mansour at blive ved, selv når det er svært.
”På trods af flere perioder med ustabile tider i Egypten, har vi holdt fast. Vi har fået lærestreger og oplevet tilbagegang flere gange, men det har blot gjort os stærkere og forberedt os bedre på, hvordan vi skulle agere i fremtiden. Det er det, vi høster frugten af nu”, siger CEO’en.
Hussein Mansour fortæller videre, at han, i samarbede med Aller Aqua, brugte de første to år af samarbejdet på at gøre et grundigt forarbejde og skabe en klar plan med fælles mål. Her var det desuden vigtigt med en god forståelse for de kulturelle forskelle mellem Egypten og Danmark.
Han peger derudover på de gunstige frihandelsaftaler, der har gjort det muligt at forberede planerne for eksport. Egypten har nogle af de mest attraktive handelsaftaler i hele Mellemøsten og Nordafrika, herunder GAFTA, COMESA, Agadir, European Partnership Agreement, MERCOSUR, FTAA og den afrikanske frihandelsaftale.
En anden faktor, der ifølge Hussein Mansour ligeledes har påvirket forløbet positivt, er forholdet til The Trade Council på den danske ambassade i Egypten.
"I hele processen har vi opretholdt et tæt samarbejde med Trade Council, en vigtig samarbejdspartner, der har haft betydning for de store skridt vi har taget", siger han.
The Trade Council er desuden initiativtager til Danish Business Club i Egypten (DBCC), hvor Hussein Mansour er formand ,og har spillet en aktiv rolle i DBCC-netværket for danske virksomheder.
DBCC søger at skabe værdi til danske virksomheder i Egypten ved at arrangere erhvervs- og netværksbegivenheder med særlig fokus på danske interesser. Under disse begivenheder deler virksomhederne erfaringer og udforsker forretningsmuligheder.
Gode råd til andre danske virksomheder
Med Aller Aqua-successen i baglommen anbefaler Hussein Mansour da også danske virksomheder at overveje mulighederne ved at gå ind på det egyptiske marked.
CEO’en giver her sine råd til danske virksomheder, som ønsker at etablere sig i landet.
1. Find de rette partnere
Matchet mellem Hussein Mansour og Aller Aqua ved en forretningsmesse banede vejen for hele forretningseventyret. Det er afgørende, at danske virksomheder finder de rette partnere i Egypten, som deler de samme værdier. Derudover er det vigtigt, at partnerne ser hinanden som ligesindede, og at forskellen i forretningsstørrelse ikke er for stor. Dette sikrer, at begge virksomheder prioriterer samarbejdet og kan supplere hinanden i en gensidigt tillidsfuld og lærerig relation.
2. Hold fast – også i de svære tider
I lande som Egypten vil ustabile perioder indtræffe, og man vil opleve at fejle i sine forudsigelser. Hvis man er vedholdende, forbereder sig godt og lærer af fejlene undervejs, kan man komme stærkere på den anden side af disse perioder sammenlignet med konkurrenterne. Fordelen ved den relativt store risiko ved investering i Egypten er også, at der er stort udbytte, når forretningerne lykkes.
3. Rettidig omhu – gør dit forarbejde
Det er af afgørende betydning at forstå og dykke ned i landets kultur. Forberedelse skal derfor omfatte en grundig gennemgang af områder, såsom hvordan økonomien skal fungere i partnerskabet, om den nødvendige software er udviklet og kan anvendes i Egypten, samt kravene til administration og arbejdsforhold.