Glade danske grise i Sydøstasien
The Trade Council og ambassader i regionen har arbejdet langsigtet på at opbygge partnerskaber med lokale myndigheder og virksomheder inden for hele forsyningskæden af svineproduktion. Partnerskaberne handler ikke blot om handel, men bygger på fælles værdier og en fælles indsats for innovation, ansvarlighed og langsigtet udvikling. Det baner vejen for, at danske virksomheder kan bidrage med smarte og dyrevenlige løsninger på tværs af hele værdikæden, i tråd med lokale ambitioner om et mere bæredygtigt og fødevaresikkert landbrug.
dansk strategisk forretningsalliance for svin i Sydøstasien
The Trade Council har mange forskellige værktøjer til at hjælpe danske virksomheder ind på internationale markeder. Et af værktøjerne i kassen er strategiske alliancer, hvor man samler danske virksomheder inden for en sektor eller en værdikæde for at lave et længerevarende og strategisk fremstød.Den danske strategiske forretningsalliance for svin i Sydøstasien var i Thailand i 2024, og senest har alliancen været i Davao og Manilla i Filippinerne i marts 2025. Der sker lige nu en meget spændende udvikling i den Filippinske svineproduktion, som er under kraftig modernisering. De danske virksomheder har mange løsninger at byde ind med i forskellige dele af værdikæden, men det kan være vanskeligt at komme ind på markedet alene. Alliancen hjælper med at binde værdikæden sammen og gør det nemmere at præsentere de danske løsninger på markedet.
Se filmen og hør mere om hvad de deltagende virksomheder i besøget i Filippinerne har fået ud af at deltage.
Den danske gris i Thailand
Den danske gris har gennem mange år opnået anerkendelse blandt svineproducenter i Thailand som et kvalitetsmæssigt forbillede. Med kødkvalitet, stærke avlsegenskaber og ikke mindst den eftertragtede baconkvalitet, har den danske gris vundet indpas i store dele af Thailands svineproduktion. I dag stammer over 70 pct. af grisene i Thailand fra dansk genetik – et resultat af flere års tillid til danske løsninger og teknologi.
Succesen bygger på teknisk samarbejde og solide partnerskaber. Den danske ambassade i Thailand har spillet en vigtig rolle i at skabe forbindelser mellem danske kompetencer og thailandske behov, hvilket har styrket hele værdikæden – fra avl til forarbejdning.
Samarbejdet og alliancen har bl.a. resulteret i at:
• R2 Agro A/S har fået den største danske ordre af svinefoder til Thailand, der skal forbedre gårdenes ydeevne gennem avanceret ernæring.
• Marel Støvring A/S har indgået en aftale om udvidelse af forarbejdningskapaciteten hos en af Thailands største fødevarekonglomerater med moderne og bæredygtige produktionslinjer.
• DanBred P/S har leveret avlsgrise til en større udvidelse hos en ledende thailandsk svineproducent, og får fortsat nye ordrer i bogen efter opfølgende besøg og møder med lokale producenter.
• SKOV har præsenteret ventilationsløsninger, der reducerer varmestress i det thailandske klima. Og har gennem løbende engagement og deltagelse i netværksevents fået cementeret sin position på det thailandske marked, som også betyder nye projekter.
• SundsAlfa har etableret et lokalt distributionspartnerskab for levering af betonspalter, der bidrager til forbedret dyrevelfærd og renere staldmiljøer.
Brug for genopbygning af Vietnams bestanddel af søer
Vietnams svineproduktion er i rivende forandring, som går mod mere storskalalandbrug. I dag har over 40 pct af bedrifterne mere end 1.200 søer – mod kun 10 pct. I 2015.Samtidig betyder udbrud af sygdomme og udfordringer med forsyningskæder for avlen, at antallet af søer er halveret til knap 2 millioner. Det presserne priserne op, samtidig med at svækket købekraft hos forbrugerne og lukning af små landbrug presser sektoren yderligere. Sunde bedrifter nyder godt af høje fortjenester pga. de høje priser på svinekød, mens andre kæmper med sygdomsudbrud. Eksperter understreger derfor behovet for at genetablere søbestanden til over 4 millioner og forbedre biosikkerheden for at sikre stabil forsyning og lavere produktionsomkostninger.
Store vietnamesiske agroindustrivirksomheder som CP, Dabaco, Thaco Agri, BAF m.fl. investerer i udvidelse af besætninger og værdikæder, - det åbner nye muligheder for danske virksomheder for at tilbyde bæredygtige løsninger.
Siden 2011 har den danske ambassade i Vietnam støttet danske virksomheder som DanBred, Skov, Skiold og Vissing Agro i samarbejder med store vietnamesiske aktører som Hoa Phat, Thaco, Dabaco og Tan Long.
Danmark i førerposition til genopbygning af den indonesiske svinebranche
April 2025 var en kæmpe milepæl for danske grise i Indonesien. Danmark blev det eneste land i verdenen, som nu har tilladelse til at eksportere levende grise til Indonesien. Det betyder selvfølgelig, at danske virksomheder står i en helt unik og fordelagtig position i genopbygning af den indonesiske svineproduktion.
Svinebestanden i Indonesien har lidt et markant tab på ca. 60 pct. siden 2019 pga. udbrud af afrikansk svinepest (ASF). Det har resulteret i en prisstigning på svinekød og en stor efterspørgsel efter nye avlsgrise og forbedret genetik.
Indonesien er et land med et stort eksportpotentiale, men det er også et land med væsentlige strukturelle udfordringer for svineproduktionen. Det betyder, at der både er behov for danske løsninger og meget tæt samarbejde med lokale bedrifter og myndigheder om management, foder og klimakontrol, hvis danske grise skal klare sig godt på markedet.
Samarbejdet i Indonesien har bl.a. allerede resulteret i at:
• Danbred er gået sammen med andre danske og europæiske virksomheder i en gruppe ”DANINDO PigPro Partners” for at levere løsninger for hele værdikæden til den indonesiske svineproduktion.
• Hendrix Genetics Swine er i dialog med nye og etablerede svineproducenter i Indonesien for at (gen)besætte og forbedre avlsdyrene i deres besætninger.
The Trade Council har allerede hjulpet mange danske virksomheder ind på markedet i Sydøstasien. Vi kan også hjælpe dig.