Gå til indhold
Case

Dansk arkitektvirksomhed bygger studieboliger i Canada

Den innovative danske arkitekturvirksomhed Christensen & Co Arkitekter samarbejder med canadiske universiteter og post secondary Schools.

Christensen & Co. Arkitekter (CCO) har gennem et samarbejde med The Trade Council i Toronto etableret sig på det canadiske marked. Det har blandt andet ført til et partnerskab mellem CCO og University of Toronto. Derudover påbegyndte arkitektfirmaet i 2021 designprocessen af et stort bæredygtigt studieboligprojekt på universitetets Mississauga-campus. 

Efterspørgsel på studieboliger åbnede døre

I takt med store befolkningstilstrømninger og stigende huslejepriser, har Toronto de seneste år oplevet et stigende behov for studieboliger på campus. I 2020 vandt CCO i samarbejde med Montgomery Sisam Arkitekter i Toronto en konkurrence om at designe en seks-etagers bygning på 10.800 kvm, der skulle huse 400 studerende. Foruden at huse studerende har CCO i designprocessen af bygningen haft særligt fokus på også at fremme socialt samvær og styrke tilhørsforhold. Formålet med dette er at bidrage til beboernes trivsel og akademiske succes.

”Vi ser en tendens inden for videregående uddannelser, hvor den danske tradition for at bruge arkitektur til at optimere læringsmiljøet og støtte brugernes trivsel og oplevelse af bygningerne bliver efterspurgt. Vi oplever et stort behov for at aktivere uudnyttede områder og designe faciliteter, der fremmer interaktionen mellem studerende og akademisk personale, så de studerende er aktive, engagerede og har lyst til at være på campus,” fortæller Vibeke Lydolph Lindblad, CEO & Partner, CCO Arkitekter. 

Det var især CCO’s internationale portefølje og unikke ekspertise i at designe innovative læringsmiljøer med mennesker som det centrale omdrejningspunkt, der var med til at sikre virksomheden projektet på University of Toronto. Foruden rum til sociale interaktioner er den nye bygning særligt designet til at optimere naturligt lys og indeholde bæredygtige løsninger såsom solpaneler, smart belysning, effektive vandarmaturer samt fokus på materialebevarelse, akustik og indeklima. 

Projektet forventes færdigt i 2026, og vil gøre det muligt for universitetet at tilbyde boliger til førsteårsstuderende, hvor efterspørgslen efter studieboliger traditionelt set har oversteget udbuddet.

Samarbejdet med The Trade Council i Canada

Ifølge CCO har The Trade Council i Canada spillet en aktiv rolle i virksomhedens etablering på det canadiske marked, da de faciliterede første kontakt mellem virksomheden og University of Toronto tilbage i 2019. 

”The Trade Councils lokale viden var en stor hjælp i forhold til at arrangere møder med potentielle lokale partnere og offentlige kunder. Vi fik gennem The Trade Council en bedre forståelse af både potentielle samarbejdspartnere, kunder og canadisk kultur. Den professionelle tilgang og de værdier, som det danske samfund repræsenterer, er højt værdsat på det canadiske marked,” udtaler Vibeke Lydolph Lindblad, CEO & Partner, CCO Arkitekter. 

Foruden at facilitere møder har The Trade Council også leveret indsigter i lokale boligbehov og efterspørgsel samt åbnet døre til relevante aktører. Disse indsigter har hjulpet CCO med at tilpasse deres design til canadiske standarder og normer, hvilket har været med til at skabe et solidt grundlag for virksomhedens succes.

Danske styrkepositioner har potentiale på det canadiske marked

Canadiske universiteter prioriterer i stigende grad grøn omstilling og investeringer i bæredygtige byggerier, noget som danske virksomheder er verdensmestre i. Universiteterne fokuserer særligt på klimamål, reducering af CO2-udledning, energieffektivitet og design med mennesket i centrum. 

The Trade Council har gennem flere års tilstedeværelse i Canada etableret tætte forbindelser til flere væsentlige canadiske uddannelsesinstitutioner. Netop disse relationer og efterspørgsel på grønne løsninger har været med til at åbne døre for CCO og andre danske virksomheder fortæller Ailish Dunn, Junior Commercial Advisor ved Trade Council i Toronto:

”Grundet lighederne mellem canadiske og danske værdier, valgte CCO Arkitekter at gå ind i Canada. CCO Arkitekter er kendt i Danmark og i Europa for design af universitets- og kulturbygninger. The Trade Councils stærke forbindelser og rådgivning inden for sektoren hjalp CCO Arkitekter med at navigere the canadiske marked og skabe forbindelser med uddannelsesinstitutioner, hvilket har gjort det muligt for CCO Arkitekter at blive en del af den canadiske byudviklingssektor.”

Ifølge CCO Arkitektur ønsker virksomheden fortsat at udvide arbejdet inden for studieboliger samt læringsmiljøer i Canada. Dette har forsat samarbejdet med The Trade Council, som har udarbejdet markeds- og sektoranalyser samt bistået med udvikling af strategier med fokus på bæredygtige studieboliger og universitetsområder i Ontario-provinsen. Dette har blandt andet ført til markedsbesøg til over 15 uddannelsesinstitutioner i Ontario og nye forretningsmuligheder for det danske arkitektfirma.

Vil du vide mere? kontakt os

Loading...