Gå til indhold
Case

CIP og Mulilo giver unge sydafrikanere mulighed for erhvervsuddannelse i Danmark

Den danske kapitalfond, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), og dennes sydafrikanske datterselskab, Mulilo Energy, støtter et uddannelsesprogram, der skal styrke kompetencerne i nøglesektorer og løfte udsatte sydafrikanske studerende fra de regioner, hvor selskabet selv er aktivt. Formålet er at klæde de unge på med tekniske færdigheder og praktisk erfaring, så de både kan udvikle deres egne karrierer og bidrage til vækst og velstand i deres lokalsamfund i Sydafrika.

Februar 2025 markerede en spændende milepæl, hvor de første 17 sydafrikanske studerende begyndte et intensivt ti-måneders træningsprogram i Danmark på Aalborg Techcollege. Uddannelsesforløbet fokuserer på sektorer som vindmølleteknologi, kompositmaterialer, vedligeholdelse og VVS. Senere på året vil endnu en gruppe af 15 studerende rejse til Danmark for at påbegynde deres uddannelse på Dalum Landbrugsskole, hvor de vil blive oplært i husdyr- og fjerkræproduktion. 

Initiativet udspringer af et stærkt partnerskab mellem CIP, Mulilo Energy, den danske ambassade i Pretoria og danske uddannelsesinstitutioner. Programmet er finansieret af Mulilo med støtte fra den danske ambassade, der samtidig spiller en central rolle i at koordinere og facilitere samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og erhvervspartnerne.

quote ikon
På baggrund af det tætte samarbejde mellem CIP og Trade Council på den danske ambassade i Pretoria kan Mulilo nu tilbyde et banebrydende program i de lokalsamfund hvor vi er aktive. Med fokus på lokal jobskabelse og ’skills transfer’ tilbyder programmet en verdensklasse praktisk uddannelse fra Danmark da samme kvalitet af uddannelse ikke er tilgængeligt lokalt. Trade Council faciliterede at programmet kunne tilbydes og arbejdede tæt sammen med Mulilo’s team for at strømline implementeringen. CIP vil kigge på at implementerer lignende programmer i fremtiden sammen med ambassadernes Trade Council rundt omkring i verden.
- Frederik Thoring Flagstad Investeringsdirektør, Copenhagen Infrastructure Partners

Når de ti måneder i Danmark er afsluttet, rejser de studerende tilbage til Sydafrika for skræddersyede praktikophold på vindmølleparker, energiselskaber og andre relevante arbejdspladser. Trade Council i Sydafrika og Mulilo vil forsøge at matche hver studerende med virksomheder, hvor der er potentiale for fastansættelse efter praktikopholdet.

Uddannelsesprogrammet skal over de næste fem år uddanne omkring 500 unge sydafrikanere. På sigt er målet at flytte hele forløbet til Sydafrika for at nå endnu flere studerende, skabe vækst i lokalsamfundet og sikre, at alle kandidater har et job på hånden, når de består forløbet. Allerede i løbet af 2025 vil 32 studerende være blevet sendt til to danske erhvervsskoler for otte-til-ti måneders træning.

Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) vil behovet for drift og vedligehold af vedvarende energianlæg stige eksplosivt frem mod 2030. Investering i teknisk uddannelse er derfor vigtigere end nogensinde, og dette første sydafrikanske hold udgør spidsen af den nye generation af talenter, der skal holde Sydafrikas grønne infrastruktur kørende.

quote ikon
Dette initiativ viser med al tydelighed, hvordan handel, bæredygtighed og uddannelse kan gå hånd i hånd og skabe synergier. I Trade Council i Pretoria er vi stolte af at bidrage til et projekt, der ikke blot løfter unge sydafrikaneres kompetencer, men også styrker landets grønne omstilling og udbygger det dansk-sydafrikanske samarbejde. Samtidig bidrager initiativet til at åbne nye markedsmuligheder og styrke danske virksomheders markedsposition i en sektor med stort vækstpotentiale.
- Jens Thomsen Head of Trade, den danske ambassade i Pretoria
Partnerskabet mellem CIP og Mulilo skal ikke blot uddanne nye specialister, men også styrke virksomhedernes fælles forretningsplatform, udvide deres netværk af interessenter og cementere en endnu stærkere markedsposition på Sydafrikas energiscene. Med CIP’s finansielle muskler og globale erfaring inden for vedvarende energi, kombineret med Mulilo’s lokale ekspertise og omfattende projektportefølje, skabes et solidt fundament til at udbygge Sydafrikas forsyning af sol- og vindenergi. Målet er at levere stabil, grøn strøm til millioner af sydafrikanere, accelerere landets samlede grønne omstilling og samtidig åbne nye markedsmuligheder for danske virksomheder i hele værdikæden. I 2027 forventes CIP’s projekter at levere 8 pct. af Sydafrikas samlede elproduktion, hvilket understreger både den strategiske betydning af partnerskabet og dets potentiale for at bidrage til dansk eksport, beskæftigelse og vækst inden for grøn teknologi.

kontakt

Hvis du ønsker at høre mere om uddannelsesprogrammet, er du velkommen til at kontakte os for yderligere information.
Loading...