Gå til indhold
Tyskland

Vil du være med på digitaliseringsbølgen i de tyske skoler? Så er det nu, du skal i gang! 

Coronakrisen har øget fokus på behovet for digitalisering i tyske skoler. I landet er der stor interesse for den danske uddannelsessektor og danske EdTech-løsninger. Deltag i virtuelt informationsmøde om eksportmulighederne den 18. juni 2020.
Et momentum er opstået.
 
I tyske nyhedsmagasiner berettes der under coronakrisen ofte om Danmark, når snakken falder på digitalisering af de tyske skoler. Danmark har efterhånden opnået status som foregangsland, og der skrives med begejstring om, hvordan de danske elever i deres daglige skolegang udstyres med hver deres bærbare computer og problemløst bevæger sig rundt på onlineplatforme på tværs af skoleskemaets fag. Dette ønsker man også for de tyske skoler. Det får i øjeblikket skoler over hele landet til at tage spæde skridt mod en mere digital undervisning og et mere digitalt klasseværelse. 
 
Dertil kommer, at der i disse år investeres massivt i uddannelsessektoren i Tyskland. Det skete først med investeringsprogrammet ’DigitalPakt Schule’ på 5,5 milliarder euro fra henholdsvis forbundsstaten og delstaterne. Denne investering skal hjælpe skolerne med at komme online og til at opbygge en digital uddannelsesinfrastruktur (læs: hardware-orienteret). 
 
Seneste nyt er, at der er kommet et yderligere finansielt hjælpeprogram: ’Sofortausstattung’. Dette hjælpeprogram, som er på 500 millioner euro, er softwareorienteret og skal kickstarte digital undervisning og læring fra hjemmet under coronakrisen.
 
Den aktuelle situation i Tyskland er kendetegnet ved, at:
  • Kapital er øremærket til en øget digital udvikling i uddannelsessektoren.
  • Villigheden er stor i de tyske delstater til at investere i mere digitale løsninger inden for uddannelsessektoren.
  • Danmark betragtes som en frontløber inden for digitalisering i uddannelsessektoren og har generelt et godt ry.
 
Dette gør det tyske marked særligt attraktivt for danske leverandører af læringsteknologi og services. I landet er der stor interesse for den danske uddannelsessektor og danske EdTech-løsninger. 
 
Der er især gode muligheder inden for:
  • Udvikling af digitale undervisningsmidler.
  • Styring af administrative og uddannelsesmæssige processer – fx digitale programmer, som styrker en samarbejdsbaseret undervisning samt den interne kommunikation på skolerne.
  • Oprettelse af digitale læringsmiljøer. 

Hvor skal man starte? 

I Tyskland er uddannelse et område, hvor delstaterne er autonome og dermed selvbestemmende. De 16 delstater har således hver deres uddannelsessystem – med hver deres mærkesager og hver deres tilgange. Beslutningsprocesserne i den tyske uddannelsessektor kan derfor være langsommelige.
 
Coronakrisen har dog sat betydeligt skub i tingene, og der tages nu øjeblikkelige afgørelser på landets skoler om alt fra valget af digitale undervisningsmidler i fagene tysk og matematik, til hvordan administrative og uddannelsesmæssige processer fremadrettet kan styres digitalt. 
 
Særligt i Sydtyskland har man besluttet sig for at reagere hurtigt på krisen. 
 
De to sydtyske delstater Bayern og Baden-Württemberg er særlig kendte for:
 
  • Deres robuste uddannelsessystemer af høj kvalitet.
  • At hovedparten af deres skoler er online.
  • At have et stærkt regionalt fokus på at drive digitalisering af uddannelsessektoren frem hurtigst muligt.
  • Sidst, men ikke mindst: At have afsat de nødvendige finansielle ressourcer til at kunne løfte opgaverne på området.
Sydtyskland er derfor et oplagt sted at starte for danske EdTech-virksomheder, som er interesseret i at udbrede deres løsninger til Tyskland.   

Informationsmøde om EdTech i Tyskland

Ønsker du et uddybende indblik i den tyske uddannelsessektor og det tyske marked inden for EdTech? Og er du interesseret i at møde sektoreksperter og rådgivere, som kan assistere dig og skræddersy forløb, så din virksomhed kan udfolde sit eksportpotentiale i Tyskland?

Så kom til virtuelt informationsmøde om mulighederne for eksport til den tyske EdTech-sektor.

Arrangementet finder sted torsdag d. 18. juni 2020 kl. 9.30-12.00 og er henvendt til danske leverandører af læringsteknologi og services. Eftersom flere af sektoreksperterne ikke er dansktalende, vil arrangementet blive afholdt på engelsk.

Informationsmødet arrangeres – i samarbejde med EdTech Denmark – af det danske generalkonsulat i München og The Trade Council i DACH-regionen (Tyskland, Østrig, Schweiz og Liechtenstein).

Du tilmelder dig ved at sende en e-mail til vores rådgiver i München, Ann Andersen: [email protected]. Du kan tilmelde dig frem til onsdag d. 17. juni 2020.
 

Har du brug for assistance eller sparring?

Eftersom uddannelsessektoren i Tyskland kan være kompleks at navigere i, er det oplagt at trække på den sektorekspertise, som The Trade Council har i landet. 

På det danske generalkonsulat i München sidder to rådgivere klar til at guide danske virksomheder ind på det tyske EdTech-marked. De kan hjælpe din virksomhed med at få overblik over de seneste regionale markedsændringer.

Vil du ind på EdTech-markedet i Tyskland?

Så kontakt det danske generalkonsulat i München:
Loading...

    Er du interesseret at læse mere om det tyske marked? Se relateret indhold

    Loading...