Vær med til at udvikle sundhedssektoren i Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater
I 2019 brugte Saudi-Arabien 15,6 procent af statsbudgettet på sundhedssektoren, svarende til cirka 305,1 milliarder danske kroner. I 2020 forventes budgettet i sundhedssektoren at være på omkring 296,2 milliarder danske kroner, svarende til 16,4 procent af statsbudgettet. Det er således en stigning i procent, selvom beløbet er mindre end i 2019, hvilket skyldes, at statsbudgettet er lavere på grund af faldende oliepriser.
I FAE blev der i 2019 brugt omkring 95,7 milliarder danske kroner på sundhed. Landets regering planlægger de kommende år støt stigende tildelinger til sundhedssektoren – svarende til cirka 172,9 milliarder danske kroner i 2028.
En sundhedssektor i udvikling
Saudi-Arabiens areal er omkring 50 gange større end Danmarks. Ud over de tre største byer – Riyadh, Jeddah og Dammam – består en stor del af Saudi-Arabien af landområder. Saudi-Arabien ønsker at øge adgangen til sundhedsydelser ved at udvide og udvikle sundhedssektoren i landområderne.
Derudover bygger Saudi-Arabien de kommende år 36 nye hospitaler med en kapacitet på i alt 8.950 sengepladser samt to nye sundhedsbyer – dvs. en samling af hospitaler med en stor grad af specialisering – med en samlet kapacitet på 2.350 sengepladser. Desuden bliver landets eksisterende hospitaler opgraderet med et fokus på digitalisering.
FAE har planlagt investeringer for cirka 405 milliarder danske kroner i hospitalsudvikling. Denne investering vil resultere i 1.320 ekstra sengepladser samt i digitalisering og opgradering af eksisterende hospitaler og sundhedscentre.
Muligheder for danske virksomheder
Det giver muligheder for danske virksomheder med ekspertise inden for sundhedsteknologi, hospitalsbyggeri, medicinsk udstyr og sundheds-it. Mange danske virksomheder er allerede etableret i regionen og har deltaget i flere projekter i Saudi-Arabien og FAE.
”The Trade Council Riyadh og The Trade Council Dubai har i mange år arbejdet inden for sundhedssektoren og har herigennem opbygget en god og stærk relation til sundhedsministerierne i Saudi-Arabien og FAE. Vi følger løbende med i sektorens udvikling for at klarlægge muligheder for danske virksomheder,”
Vil du bidrage til udviklingen af sundhedssektoren i Saudi-Arabien og FAE?
Så kontakt de danske ambassader i Riyadh og Dubai: