Tag på business-safari i den kenyanske mejerisektor
Et stigende antal kenyanere i middelklassen efterspørger flere forarbejdede produkter såsom fløde, ost, yoghurt, smør, is og fedtfattige mejeriprodukter. Den stigende efterspørgsel i den kenyanske mejerisektor skaber et oplagt markedspotentiale, der kan komme danske virksomheder til gavn.
Danmark og Kenya har et godt og langt samarbejde i mejerisektoren, og danske virksomheder står derfor stærkt i forhold til at kunne indfri det store markedspotentiale inden for den kenyanske mejerisektor. De mange eksportmuligheder for danske mejerivirksomheder tæller bl.a. maskiner og produktionsudstyr, automation, ingredienser, pakkemaskiner og -materialer, produktudvikling, konsulentydelser, arkitektur og design, samt kvægavl, foder, mælkeindsamling, -køling og –opbevaring.
Behov for danske løsninger til hele værdikæden
Kenya er stort set selvforsynende med mælk, og med bedre kontrol med mælkekvaliteten vil deres mulighed for at eksportere mælk stige. Mejerisektoren i Kenya har imidlertid en række udfordringer. Størstedelen af mælken kommer fra over én million små landbrug, der hver har 2-5 malkekøer. Konsekvensen er en meget uensartet og ofte ringe mælkekvalitet, som udgør en betydelig sundhedsrisiko for befolkningen. Der er store udfordringer i hele værdikæden, som danske virksomheder kan være med til at løse.
Først og fremmest er der brug for en større indsats i forhold til indsamling og transport af mælk, kølecentre og produktionsforhold på både små og større mejerier. Danmark har et strategisk sektorprogram på mejeriområdet, der bl.a. støtter en omlægning af Kenyas fødevarekontrol, så alle virksomheder, der håndterer fødevarer, i fremtiden kommer til at være ansvarlige for dokumentation af egne sikkerhedsprocedurer på linje med lovgivningen i EU. Det kommer til at åbne nye muligheder for danske virksomheder, som har erfaring med håndtering af mejeriprodukter og -produktion.
fakta om mejerisektoren i kenya
Mejerisektoren i Kenya producerer 5,2 mia. liter mælk om året og beskæftiger godt to millioner mennesker. Der forarbejdes omkring 650 mil. liter mælk årligt. Frisk mælk udgør størstedelen af produktionen med en andel på 60-70 pct. og en markedsværdi på omkring USD 1,8 mia. (2015).
Den kenyanske mejeriindustri er i øjeblikket karakteriseret ved en række små og mellemstore mejerier og blot fire rigtig store mejerier: Brookside Dairy, New Kenya Co-operative Creameries, Sameer Agriculture & Livestock Ltd og Githunguri Dairy Co-operative Society, men flere af de mellemstore har vækstplaner for at møde den stigende lokale efterspørgsel efter mejeriprodukter.
En anden stor udfordring er sæsonudsving i mælkeproduktionen. I tørkeperioder opstår der et underskud af mælk på grund af mangel på græsning, mens der i regnsæsonen er et overskud af mælk, som ofte går til spilde på grund af vanskelige transportforhold for landmændene, som så mister en betragtelig indtjening. Også her kan danske virksomheder byde ind med løsninger.
Kvæg og foderkvalitet er et tredje område, hvor der er behov for forbedringer for at sikre et højere mælkeudbytte og sikker mælk. Mælkeydelsen i Kenya er i dag kun på 4-7 liter pr. dag, og den kenyanske mejeriindustri har derfor brug for hjælp til at højne niveauet uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Samarbejde om fødevaresikkerhed
Forbedret fødevaresikkerhed har høj prioritet hos de kenyanske myndigheder. Både af hensyn til det kenyanske marked, men også fordi det vil gøre kenyanske produkter mere attraktive på eksportmarkederne. De kenyanske myndigheder startede derfor et sektorsamarbejde med Fødevarestyrelsen i Danmark i 2016, hvor en af hovedopgaverne er at udvikle et nationalt kvalitetssystem for fødevaresikkerhed. Et resultat af dette samarbejde er, at relevante kenyanske myndigheder nu samarbejder om at forbedre kvalitetssikringssystemet baseret på EU-regler, samt overgå fra kontrol af fødevarer til kontrol af fødevareoperatørerne i alle led af værdikæden, som vi kender det fra Danmark. Sektorsamarbejde gør det således nemmere for danske virksomheder at eksportere til Kenya.
Deltag i konferencen med fokus på den kenyanske mejerisektor
Den danske ambassade i Nairobi planlægger en konference med fokus på forretningsmulighederne hos den kenyanske mejerisektor i Nairobi den 23. oktober i år og opfordrer danske virksomheder i mejerisektoren til at tilmelde sig.
Som et follow-up på konferencen arrangeres der dagen efter, den 24. oktober, besøg på to kenyanske mejerier for, at de danske virksomheder kan få hands on information om mulighederne og udfordringerne på markedet – og efter behov tilbyder ambassaden også individuel assistance til interesserede deltagere i markedsbesøget.
The Trade Council Kenya opfordrer danske virksomheder med erfaring fra mejeriindustrien til at tage kontakt til ambassaden i Nairobi for yderligere information eller tilmelding. Der kan også findes yderligere information her.