Gå til indhold
Skotland

Skotske havvindsprojekter på udkig efter underleverandører

I Skotland kigger man efter underleverandører til udviklingen af 17 havvindsparker. Både den skotske og britiske regering forventes at afsætte milliarder til projekterne.

Under ScotWind-programmet er der blevet leaset havbund omkring Skotland, som skal huse 17 offshore havvindsparker. Projektudviklerne står nu over for at skulle udbygge værdikæder og infrastruktur til de 17 havvindsprojekter, hvilket kræver både markante investeringer og under-leverandører til havvindparkerne.

Ud over projektudviklerne har regeringerne i Storbritannien og Skotland også en del indflydelse på rammerne for eksekveringen af projekterne samt på etableringen af et attraktivt forretningsmiljø, også for udenlandske leverandører. I Skotland er der stor politisk vilje til at støtte op omkring udbygningen af national værdikæder og infrastruktur, hvilket giver gode rammer for internationale spillere.

Crown Estate Scotland forventer, at der investeres ca. GBP 1.5 mia pr. projekt baseret på planerne for værdikæderne fra projektudviklerne, hvilket vil resultere i en samlet investering i GBP 25 mia.

Stor politisk opmærksomhed på især flydende havvind

Omkring 10 af de 17 projekter i ScotWind forventes at være flydende havvind. Dette adskiller sig fra konventionel havvind ved flydende fundamenter, der ofte produceres direkte på havnen. Det kræver andre produktionsforhold, afskibning og installationsmetoder end konventionel havvind, samtidig med at de konventionelle komponenter i værdikæden, såsom vindmøller (WTG), substations og de øvrige komponenter langs infrastrukturens rammer, stadig skal være til stede. Det åbner dermed op for mange nye markedsmuligheder for f.eks. danske underleverandører.

For at understøtte udviklingen af en national klynge for flydende havvind, har forskellige enheder af den skotske regering i juni 2022 indgået et partnerskab for at tiltrække internationale spillere. Regeringen håber på den måde at skabe en klynge for havne til flydende havvind.

Samtidig arbejder regeringen i Storbritannien med at skabe de overordnede rammer og forudsætninger, der gør investeringer i Storbritannien attraktivt på området, blandt andet via en investeringsfond til flydende havvind og havneinfrastruktur.

Ligeledes er der blevet etableret et ”Collaborative Framework Charter”, der er et partnerskab med SOWEC (The Scottish Offshore Wind Energy Council) og 24 virksomheder/konsortier inden for havvind. Hovedformålet med samarbejdet er at koordinere projektplaner af hensyn til værdikæder og infrastruktur såsom havne. Dette skal sætte turbo på udviklingen sammen med allerede etablerede hubs i Skotland såsom Deep Wind og Forth & Tay Clusters.

Et andet vigtigt aspekt i forhold til udviklingen af ScotWind-projekterne er CfD (Contracts for Difference) runde 4-publiceringeni juli 2022. CfD betyder at projektejerne får tildelt et varierende tillæg på havparkens elproduktion, der afhænger af elprisen. Staten kan dermed garantere producenten en stabil afregningspris. I CfD runde 4 for Storbritannien har flydende havvind fået særlige vilkår sammen med andre mindre etablerede grønne teknologier, som skal sikre implementering og opstart af markedet. En pulje på GBP 24 mio. pr. år er afsat udelukkende til flydende havvindsprojekter. Ligeledes er der i denne CfD-runde fokus på projekternes planer for værdikæder, hvilket har til formål at sikre lokalt indhold og derigennem national videnopbygning, vækst og opbygning af arbejdskraft.

Der handles nu på alle niveauer

Overordnet set er det tiden, hvor der handles på alle niveauer. Ansvaret for at sikre hovedparten af et projekts værdikæder ligger hos projektudviklerne selv, i form af leverandør- og investeringsbeslutninger. The Trade Council arbejder frem mod efteråret på at etablere et samarbejde omkring UK Offshore Wind for at skabe kontakt mellem vindindustrien i Danmark og projektudviklerene i Storbritannien, herunder ScotWind. Hensigten er at bygge bro mellem dansk ekspertise inden for området og markedet, for dermed at bidrage til etablering af projekternes værdikæder.

Formålet med at etablere sådan et samarbejde er også at dele viden på områder som f.eks. flydende havvind og at kickstarte den innovation, flydende havvind kræver på lang sigt.

vil du vide mere?

Kontakt gerne vores rådgivere.

Loading...