Gå til indhold
Portugal

Portugal investerer stort i vandsektoren

Portugal vil modernisere landets vandsektor og investerer stort i projektet. Det betyder, at der er planlagt konkrete projekter til opgraderinger og vedligeholdelse af spildevands- og vandbehandlingsanlæg, hvor danske virksomheder oplagt kan komme i spil.

I de sidste 20 år har Portugal i samarbejde med EU gjort en kæmpe indsats for at forbedre sin vandsektor. Her har store investeringer blandt andet resulteret i, at 95 procent af landet i dag har adgang til vandforsyninger, mens 90 procent af landets spildevand bliver indsamlet igen. Samtidig betegnes 98,2 procent af landets postevand som ”godt drikkevand”.

 

Nu har man imidlertid sat sig nye - og endnu mere ambitiøse - mål om at gøre landets vandsektor endnu mere effektiv og bæredygtig. Portugal planlægger derfor at øge investeringerne i den urbane vandcyklus, hvor der er et estimeret marked på 2,9 milliarder euro i de kommende år frem til 2023.  

 

Regeringens store ambitioner kræver dog ekspertise og hjælp fra en række virksomheder, der er eksperter i feltet. Dette skaber en oplagt forretningsmulighed for danske virksomheder inden for vandsektoren, som internationalt set har et ry for at være innovative og tilbyde løsninger af høj kvalitet. Der er således gode muligheder for, at danske virksomheder kan komme i spil og nyde godt af den positive, portugisiske markedsudvikling.


Ekspert: Her ligger mulighederne for danske virksomheder

Med danske virksomheders ekspertise i tankerne nævner en af Portugals førende eksperter på vandområdet, Pedro Cunha Serra, i sit aktuelle studie ’Identification of Commercial Opportunities for Danish solutions within the Portuguese urban water cycle’, fem kommercielle områder, hvor der vil opstå forretningsmuligheder for de danske virksomheder i de kommende år:


  • Førstegenerationsinvesteringer:
    Udvidelse af service til mindre landsbyer og landdistrikter, opførelse af rensningsanlæg for spildevand inden for byerne og fornyelse af gammelt udstyr samt vandnet og lækagekontrol.

  • Effektivisering af små, ineffektive og ubæredygtige vandtjenesteoperatører:  
    En tredjedel af det vand, der bliver indvundet i Portugal, går tabt. Portugals kommuner, der er ansvarlige for levering til slutkunderne, opfordres nu kraftigt til at begynde at investere mere i en opgradering af vandinfrastrukturen og udbyde tjenester i regioner, der endnu ikke er betjent.

  • Energieffektivitet og anvendelse af biogas fra udrådning af slam til energiproduktion:
    Portugal har sat ambitiøse nationale mål om reduktion af drivhusgasser og om bekæmpelse af klimaforandringer. Højere energieffektivitet og -produktion i vandsektoren betragtes som et relevant bidrag til landets generelle bestræbelser på klimaområdet.

  • Genbrug af vand:
    Genbrug af behandlet spildevand vil være en hovedprioritet de næste fem år. Dette vil kræve en opgradering af spildevandsanlæg i hele landet for at overholde strengere kvalitetsstandarder.

  • Digital fornyelse af systemer:
    En opgradering af vandmarkedet med fokus på ”smart water”, som forventes at fordobles i værdi fra omkring 50 til 100 millioner euro om året inden 2024. Her vil man skulle prioritere at etablere intelligente målere og vandnetværk (DMA), vandmodellering og realtidsstyring af spildevandssystemer samt en digital transformation af forretningsprocesser i vandforsyningsselskaberne.

Inden for de næste fem år vil den mest relevante aktør på det portugisiske vandmarked fortsat være landets største vandforsyningsselskab, Aguas de Portugal (AdP), der i dag dækker omkring 80 procent af vandmarkedet. Firmaet har lavet en investeringsplan på 820 millioner euro og satser på en modernisering af sektoren. De portugisiske kommuner forventes imidlertid også at blive relevante kunder for danske virksomheder i takt med, at kommunerne optrapper investeringerne i udvikling og rehabiliteringen af vand- og spildevandsinfrastrukturen.

The Trade Council kan hjælpe din virksomhed på vej

The Trade Council i Lissabon tilbyder hjælp til planlægning af netværksmøder med AdP-beslutningstagere og relevante portugisiske virksomheder, fact-finding studieture, koordinering og opfølgning. Ambassaden har arbejdet strategisk med at identificere åbninger på markedet og har gennem Pedro Cunha Serras aktuelle studie ’Identification of Commercial Opportunities for Danish solutions within the Portuguese urban water cycle’ identificeret præcist, hvor og med hvad danske virksomheder kan byde ind på markedet.

”Pedro Cunha Serras rapport identificerer konkrete projekter til opgraderinger og vedligeholdelse af spildevands- og vandbehandlingsanlæg til en samlet værdi af 140 millioner euro,” fortæller Cátia Martinho, der er Trade & Political Officer på den danske ambassade i Portugal og fortsætter: 

”Lige nu er et oplagt tidspunkt for danske virksomheder i vandsektoren at begynde at kigge mod Portugal. Vi tilbyder vores ekspertise og netværksforbindelser, så alle interesserede virksomheder har muligheden for at kunne indfri det store forretningspotentiale, som udviklingen i den portugisiske vandsektor fører med sig.” 

The Trade Council i Lissabon opfordrer derfor danske virksomheder med erfaring fra vandsektoren til at tage direkte kontakt med henblik på at få del i de mange investeringer på det portugisiske marked.

vil du optimere den portugisiske vandsektor?

Kontakt os og hør mere om mulighederne:

Loading...

    vil du læse om flere globale markedsmuligheder inden for vand- og miljøsektoren? se vores relateret indhold

    Loading...