Mangel på arbejdskraft får amerikanske griseproducenter til at investere i automatisering
USA oplever massive udfordringer med at finde kvalificeret arbejdskraft til produktion af grise. Branchen efterspørger i stigende grad kvalitetsudstyr og løsninger, der kan automatisere arbejdstunge opgaver. The Trade Council i Nordamerika har styrket eksportindsatsen på området for at skabe adgang for innovative udstyrsleverandører fra Danmark.
Danske udstyrsleverandører til griseproduktion kan igen rette blinket mod USA. På trods af et turbulent år præget af stor volatilitet i noteringerne for grise, kan de fleste bønder i USA forvente sorte tal på bundlinjen, når de gør året op. Det er især eksport og stigende efterspørgsel på det amerikanske hjemmemarked, som har gjort det profitabelt at producere grise.
Det forventede positive resultat for bønderne betyder, at der kigges mod nye investeringer igen. I USA er det især løsninger, der kan automatisere arbejdstunge opgaver, der har interesse. Det kan for eksempel være vaskerobotter og staldautomatisering. Det skyldes en alvorlig mangel på arbejdskraft inden for landbruget.
Det er primært to faktorer, som har bidraget til manglen på arbejdskraft. For det første er reglerne for gæstearbejdere i landbruget blevet strammet, og for det andet er der stadig færre mennesker bosat i landområder i USA og derfor færre til at arbejde på bedrifterne. Lønningerne er som konsekvens steget, eller der er givet andre medarbejdergoder for at holde på kompetente folk. Resultatet er, at effektivisering af arbejdsgange og automatisering på grisebedrifter er blevet oplagte og profitable investeringer for langt flere bønder.
I takt med at færre medarbejdere har deres gang i grisestaldene, så er efterspørgslen på overbliks- og datadrevene management-systemer vokset. Der er behov for at kunne fokusere ens ressourcer til de dele af besætningen, der har behov for ekstra opmærksomhed, hvilket nemmere kan identificeres med intelligente IT-systemer. Her spiller stigende foderomkostninger og større fokus på dyrevelfærd (fx løsdrift af søer) også en rolle, da management-systemer kan optimere foderforbrug og hjælpe med at overskue løsdrift.
Markedet for udstyr til griseproduktion i USA har tidligere været kendetegnet ved et stærk fokus på pris og i mindre grad på kvalitet. Denne tendens er også påvirket af den manglende arbejdskraft. Manglen har gjort grisebønder opmærksomme på kvaliteten af deres udstyr og de mange timer, der bruges på at reparere udstyr, der er billigt konstrueret. Det er gået op for flere, at den større omkostning, der er forbundet med kvalitet, betaler sig på sigt.
COVID-19 medførte, at flere nødvendige investeringer på grisebedrifter blev udskudt. Senest har investeringslysten været udfordret af stigende byggeomkostninger til bl.a. stål, træ og lønninger. I takt med effekterne af COVID-19 aftager, forventes der at blive investeret med fornyet kraft for at opveje de nødvendige forbedringer, der er blevet forsømt det sidste halvandet års tid. Det er med andre ord nu, at frøene skal sås for innovative danske virksomheder med ambitioner på det amerikanske marked.
Af samme grund, og som del af styrket indsat for dansk eksport, har The Trade Council i Nordamerika dedikeret et ekstra årsværk til fødevare- og landbrugsområdet. Der arbejdes specialiseret med tre segmenter inden for landbrug (grise, mælk og akvakultur), hvilket sikrer sektorspecifik viden og et relevant netværk.