Irland kan være genvej til samarbejde med internationale techgiganter
Små danske virksomheder, der ønsker at etablere internationale samarbejder, kan med fordel se mod Irland og Storbritannien fremfor over Atlanten til USA eller mod Asien.
For mindre danske tech-virksomheder, der arbejder med banebrydende teknologi som for eksempel kunstig intelligens, cybersikkerhed eller kvantecomputerteknologi kan vejen til vækst og internationalisering være gennem samarbejde med store etablerede spillere. Samarbejdet kan tage mange former, som for eksempel teknologisamarbejder kaldet corporate venture eller indlicensiering, hvilket er køb af teknologi.
Opfattelsen hos mange danske virksomheder er dog, at de fleste store tech-virksomheders hovedkvarterer ligger i USA eller Asien. Dette er til dels også sandt, men mange af de relevante internationale tech-selskaber har imidlertid europæisk eller ligefrem EMEA (Europe, the Middle East and Africa) hovedkontorer på de britiske øer – især i Irland, der har fordelagtige skatteregler. Eksempelvis beskæftiger den irske tech-sektor alene over 37.000 personer trods et meget begrænset hjemmemarked.
Denne placering her i Europa kan være en fordel for danske virksomheder. Den kortere distance til de britiske øer betyder også kortere rejser, mindre forskel i tidszoner og til dels også færre kulturforskelle forud for at etablere et samarbejde.
Åbne for samarbejde
I en undersøgelse fra sommeren 2020 fandt The Trade Council frem til en række faktorer, der er relevante for danske tech-virksomheder, der gerne vil ekspandere med internationale samarbejder i Irland og Storbritannien.
For det første viste resultaterne af undersøgelsen, at de store globale tech-giganter holder til i Irland, mens der i Storbritannien i højere grad er tale om selskaber, der har vokset sig store i landet for så eventuelt senere at blive opkøbt af internationale selskaber.
For det andet viste undersøgelsen, at nogle virksomheder er mere relevante end andre. Der er dem, der udelukkende har flyttet hele eller dele af deres salg, support og administration til Irland, for eksempel LinkedIn, mens andre har opbygget en forsknings- og udviklingsafdeling, hvorfra der også samarbejdes med for eksempel danske start-ups. Et eksempel er Microsoft i Irland, som har et struktureret start-up program. Og et andet eksempel er IBM, der eksempelvis har samarbejder fokuseret på blockchain-teknologi og allerede samarbejder med danske virksomheder fra deres kontor i Dublin.
Andre store tech-virksomheder er først for nylig begyndt at kigge i denne retning – for eksempel har Fujitsu i år etableret en deres første inkubatorer på de britiske øer: Hvor de før udelukkende har fokuseret på salg og support, er der nu åbnet for samarbejde med start-ups.
Endeligt viser undersøgelsen fra sommeren 2020 altså, at et kig til Storbritannien og Irland kan være relevant for flere slags danske tech-virksomheder, da der er efterspørgsel efter danske tech-start-ups, uanset om man har AI, cybersikkerhed, kvantecomputerteknologi eller noget fjerde som sit fokusområde.