Gå til indhold
Saudi-arabien

Deltag i udviklingen af akvakulturindustrien i Saudi-Arabien

Udviklingen af akvakulturindustrien i Saudi-Arabien skaber interesse for ekspertise inden for byggeri, infrastruktur, fødevareforarbejdning og emballering. Det åbner muligheder for danske virksomheder.
Som en del af reformprogrammet Vision 2030 ønsker Saudi-Arabien at diversificere landets økonomi for at mindske afhængigheden af olie. Som et led i udviklingen ønsker Saudi-Arabien at øge produktionen af fisk og skaldyr ved hjælp af akvakultur. 

For at understøtte udviklingen af produktionen er 15 lokaliteter langs Saudi-Arabiens 1.800 kilometer lange kystlinje blevet udpeget af den saudiske regering som værende egnet til akvakultur. Der er blandt andet tale om områder i Tabuk, Medina, Mekka, Asir og Jizan.

Saudi-Arabien investerer i nye højteknologiske produktionsfaciliteter til akvakultur, der dækker den fulde værdikæde. Landet vil i alt bruge USD 3,5 milliarder på at udvikle akvakulturindustrien.

Investeringerne forventes at kunne øge produktionen af fisk og skaldyr markant. I 2018 producerede Saudi-Arabien 61.000 tons fisk og skaldyr fra akvakultur. Målet er at øge produktionen, så der i 2030 kan produceres 530.000 tons fisk og skaldyr fra akvakultur.

Stigende efterspørgsel

Efterspørgslen på fisk og skaldyr i Saudi-Arabien forventes at stige i de kommende år som følge af øgede indkomster i befolkningen, befolkningstilvækst, øget fokus på sund livsstil samt marketingkampagner. 

Forventningen er, at den saudiske befolkning vil forbruge 841.000 tons fisk og skaldyr i 2030, hvilket er en betydelig stigning fra de nuværende 300.000 tons. 

Muligheder for danske virksomheder

Saudi-Arabien ønsker at tiltrække udenlandsk ekspertise, og landet inviterer udenlandske virksomheder til at investere i den voksende akvakulturindustri.

Dette gælder særligt virksomheder, der: 

  • udbyder bygningsrådgivning.
  • leverer infrastruktur, så som proces- og fryseanlæg.
  • leverer slagterudstyr.
  • designer og producerer produktionsudstyr til faciliteter til forarbejdning af fødevarer.
  • tilbyder emballering til forarbejdede fødevarer.

Danmark er blandt de 10 lande i verden, der eksporterer mest fisk og skaldyr i faktiske tal opgjort i US dollars. Danmark har derfor en stor ekspertise inden for fiskeindustrien, hvilket er et godt match i forhold til den efterspørgsel, som opleves i Saudi-Arabien. 

The Trade Council Riyadh står klar til at hjælpe danske virksomheder med at komme ind på det saudiske marked for akvakultur: 

”The Trade Council Riyadh er i løbende dialog med National Fisheries Development Programme og Ministry of Environment, Water and Agriculture for at klarlægge muligheder for danske virksomheder,” siger Ture Munksgaard, leder af The Trade Council Riyadh.

Vil du bidrage til udviklingen af akvakultur i Saudi-Arabien?

Så kontakt The Trade Council Riyadh ved den danske ambassade i Saudi-Arabien.

Loading...

    Er du interesseret i at læse mere om markedet i Saudi-Arabien? Se relateret indhold

    Loading...