Gå til indhold
tyskland

Baden-Württemberg: Unikt økosystem med internationalt udsyn

Hvor tager man hen i verden, hvis man som virksomhed vil have mest ud af de muligheder, som industri 4.0 tilbyder? Mange vil nok først og fremmest tænke på økosystemer i storbyer. Men for SMV’er og agile start-ups er den tyske delstat Baden-Württemberg et overraskende godt bud.

Read English version

 

I Baden-Württemberg er innovation ikke noget nyt.
Delstaten i det syd-vestligste hjørne af Tyskland har en lang historie for det, vi i dag kalder innovation: I 1611 opfandt Johannes Kepler teleskopet, i 1623 kom den mekaniske lommereger til og selv det første firhjulede motordrevne køretøj fra 1886 har sit arnested i Baden-Württemberg.

I dag er regionen blevet centrum for industri 4.0. Udviklingen drives ikke kun af de store koncerner, men også af en exceptionel stærk Mittelstand.
Det bugner med såkaldte Hidden Champions - mellemstore virksomheder, som ofte opererer på globalt plan og gennem mange år har været markedsførende inden for deres felt dog uden at de genererer samme buzz som virksomheder fra Silicon Valley.

 

Gennem de seneste år er Baden-Württembergs økonomiske landskab blevet boostet yderligere. Et startup-økosystem med et særligt fokus på B2B er groet frem.
Tallene lyver ikke: Omkring 70-80% af alle regionale start-ups sigter efter B2B-markedet, mens “German Start-Up Monitor 2016” udpeger den geografiske akse omkring Stuttgart og Karlsruhe som det bedste sted i Tyskland for start-ups netop med en B2B-model. Hertil kommer en bred vifte af regionale klynger og accelerator-initiativer. For at samle alle startup-aktiviteter under én paraply har lokalregeringen oprettet Startup-BW, som tilbyder subsidieringsmuligheder og rådgivning til alle regionale start-ups.

AI i Karlsruhe, grøn teknologi i Freiburg og biotech i Heidelberg

Det unikke ved Baden-Württembergs startupkultur er, at den ikke samler sig om ét enkelt hotspot. Det betyder, at regionen ikke markerer sig selv på startup-verdenskortet som London eller Barcelona. Tværtimod så blomstrer startup-mentaliteten i hver afkrog af delstaten, forklarer Arndt Upfold fra økonomi- og arbejdsministeriet i Baden-Württemberg:

“Naturligvis finder du en masse aktivitet i store byer som Stuttgart, Karlsruhe og Mannheim, men innovations- og startupkulturen er unik her i den forstand, at aktiviteten er spredt ud over hele regionen og dens landområder. For eksempel er der flere venture capital-funds nær Heilbronn [med 123.000 indbyggere, red]. I Freiburg vokser scenen for grøn teknologi meget hurtigt,” siger han og peger på delstatens officielle Smart Green Accelerator i Freiburg, ikke langt fra grænsen til Frankrig.

“Vi ser den spredte aktivitet som en styrke, fordi det betyder, at vi har et mangfoldigt, bæredygtigt og gennem hele regionen jævnt fordelt økosystem med mange scener, der specialiserer sig inden for forskellige områder. Stuttgart, hvor bilen blev opfundet, er et centrum for mobilitet og i Karlsruhe finder du CyberForum, som er Europas største forretningsnetværk for high-tech,” forklarer Upfold.

Selv The Financial Times har skrevet om “Cyber Valley”, området omkring Tübingen og Stuttgart, som trækker studerende og unge professionelle fra Silicon Valley til regionen.

Studerer man Baden-Württembergs startup-geografi nærmere kan man se, at den er god nok. Under den tyske regerings “Digital Hub Initiative” er Stuttgart udpeget som centrum for fremtidens teknologier. Karlsruhe er centrum for kunstig intelligens.
Tübingen og Heidelberg, klassiske universitetsbyer, huser en international talentmasse inden for biotech og life science.

I Heilbronn, Ulm, det østlige Württemberg og området omkring søen Bodensee er ingeniør-videnskab og nanoteknologi i højsæde, hvilket har ført til en luftfartsindustri med 15.000 ansatte.

Hvor tradition og innovation går hånd i hånd

Baden-Württembergs økonomiske rygrad udgøres traditionelt set af store koncerner som Bosch, Daimler AG, Porsche og SAP samt mange familieejede virksomheder, der udgør den stærke Mittelstand

Men i teknologisk disruptive tider er mange af de store koncerner og virksomheder fra Mittelstand begyndt at se fordelene ved at samarbejde med start-ups og mindre virksomheder. Det er dem, der tilbyder morgendagens digitale løsninger, forklarer Arndt Upfold:

“Digitaliseringen påvirker stort set alle eksisterende virksomhedsstrukturer og forretningsmodeller, som bliver udfordret af nye teknologier og nye spillere på markedet. I den digitale tidsalder har unge og agile start-ups ofte deres afsæt i netop disruptive miljøer. Dette gør samarbejde mellem start-ups og etablerede virksomheder utrolig vigtigt,” siger han.

Tilstedeværelsen af globale koncerner, en eksportorienteret Mittelstand og flere blomstrende startupmiljøer har ført til et omlægning af det industrielle landskab i Baden-Württemberg. Start-ups er nu en integreret del af dynamikken i delstatens fortsat voksende økonomi (2,2% vækst i 2016, red.), forklarer Arndt Upfold:

“En af Baden-Württembergs styrker er den økonomiske præstationsevne. Økonomien er eksportorienteret og det har ført til et højt antal investeringer i R&D og innovation, især inden for mobilitet, maskin- og robotteknologi. I denne kontekst viser innovative forretningsideer med vækstpotentiale vejen fremad. For den langsigtede økonomiske vækst er det ikke antallet af nye virksomheder, som er vigtigst, men deres stabilitet og evne til at levere, som er afgørende,” siger han.

Globalt udsyn

Fremtiden er international i Baden-Württemberg. På lokalt plan er der igangsat flere projekter med henblik på at skabe internationale samarbejder.
Delstatens egen regering har oprettet en afdeling dedikeret til internationale samarbejdsaftaler og lokale virksomheder gør deres del af arbejdet.
Et godt eksempel er projektet Startup Autobahn, som Daimler AG kører sammen med Plug and Play, hvor start-ups fra hele verden kan ansøge og få chancen for at udvikle fremtidens teknologiske løsninger sammen med Daimlers underleverandører.

Mens storbyer over hele verden kæmper om titlen som mest attraktive hotspots, så tilbyder Baden-Württemberg et anderledes startup-landskab. En stærk økonomi, et internationalt udsyn, innovative forskningsmiljøer, en imponerende industriel infrastruktur og Hidden Champions bør tale for sig selv.

vil du vide mere om mulighederne for din virsomhed i baden-württemberg?

Så kontakt os og hør nærmere.

Loading...

    vil du læse mere? se vores relaterede indhold

    Loading...