Gå til indhold
Case

Appetit på Japan: Smagfulde frugtis fra Popseco i Solens Rige

The Trade Council i Tokyo og Landbrug & Fødevarer har i samarbejde hjulpet 11 danske fødevarevirksomheder med et fem-dages eksportprogram i Japan, hvor dagene bød på B2C, B2B og andre netværks-opbyggende aktiviteter. Popseco, en dansk producent af 100% frugtis, er en af succeshistorierne fra Tokyo.

B2B succes ved Sarugaku Festival

Den danske ambassade i Tokyo ligger i Daikanyama området, som hvert år er kulisse til den velbesøgte Sarugaku festival. Ambassaden åbner under festivalendørene til feststemte japanere under initiativet ”Danish Days in Daikanyama”, hvilket giver en platform til danske virksomheder for at interagere med potentielle kunder. Popseco udnyttede denne mulighed fuldt ud og oplevede en eksplosiv interesse for deres frugtis. På blot to timer lørdag var beholdningen udsolgt, og kunsten blev gjort efter søndag på tre timer.
quote ikon
”Det var virkelig skønt at opleve, hvordan Japanerne elskede isene. Vi havde været meget spændte på om smagene passede til Japan, men det viste sig hurtigt, at det gjorde de og f.eks æble/ingefær var foretrukket af mange børn, hvor den i andre lande er en lidt mere voksen is. Frugt er jo en luksus i Japan, så vores 100% frugtindhold og friske smag var et stort plus”
August Nørgaard Salgsdirektør, Popseco
Popseco's 100% økologiske og veganske frys-selv is uden tilsat sukker med forskellige smagsvarianter appellerede bredt til både børn og voksne. Herudover var det praktiske aspekt i at kunne transportere og opbevare produktet i ikke-frossen tilstand yderst attraktivt for japanerne.

B2B aftaler og styrkelse af netværk

Efter vellykkede B2C-dage havde The Trade Council i Tokyo arrangeret virksomhedsbesøg, seminarer samt B2B-møder. Popseco deltog også i Danish Days in Daikanyama og eksportfremstød i 2022 og byggede videre på netværk og interesse fra året før.
quote ikon
”Vi var meget spændte på igen at møde de store retailere, som vi havde fået kontakt med sidste år, da de har en volumen, vi aldrig kunne drømme om i Europa. Et varmt ”good to see you again” og gode konstruktive møder, så var de klar til at lave aftaler – Bio c’bon bestilte med det samme og får leveret fra vores distributør. Ud over det havde en række nye spændende kunder ønsket at møde os, og disse møder gik også rigtig godt – så alt i alt nogen fantastisk arrangerede og hektiske dage i Japan. Også sjovt at opleve hvor positivt de tager, at vi er et familiefirma med mor og søn.”
Sanne Nørgaard Founder, Popseco
Founder Sanne Nørgaard og salgsdirektør August Nørgaard

Popseco havde under besøget til Japan i 2022 sikret en importør, men processen med at få fødevaregodkendelse i Japan er udfordrende. Ambassadens eksportrådgiver for fødevarer og landbrug Miho Matsumoto har været kontaktpunkt for Popseco’s japanske importør og understøttet kommunikationen med de japanske myndigheder.

Fødevaregodkendelse kom sikkert i hus. Popseco står nu over for at skalere op og levere dansk frugtis til det japanske marked i primo 2024.

vejen banet fpr Popseco i Japan

Popsecos deltagelse i eksportfremstødet har ikke kun øget forbrugernes længsel, men har også åbnet døren til det japanske marked.

Virksomheden har markeret sig som en succeshistorie ved en kombineret indsats på B2C- og B2B-aktiviteter. Med en innovativ tilgang til frugtis og lidt hjælp til at etablere forretningsforbindelser er Popseco godt positioneret til at erobre smagsløgene og hjerterne hos de japanske forbrugere.

quote ikon
”Dansk oprindelse er i Japan en kvalitet i sig selv og har produktet derudover ”en kant”, eksempelvis som i Popsecos tilfælde et sundt, velsmagende og bæredygtigt produkt, betaler den japanske forbruger gerne en merpris. Det kræver dog, at man får kontakt til de rigtige folk, og at Japan prioriteres på en længere bane tilsvarende potentialet.”
Jesper Vibe-Hansen Statskonsulent

Kontakt

Vil du høre mere om Danish Days in Daikanyama eller andre initiativer fra The Trade Council i Tokyo på fødevarer- og landbrugsområdet. Ræk ud til vores rådgivere her:
Loading...