Gå til indhold
Indien

Det indiske vindmarked er under opsejling

Der er et stort potentiale for både on- og offshore vind i Indien for danske virksomheder, da det indiske marked for vindenergi står over for en kraftig vækst, blandt andet hjulpet på vej af ventede udbud samt nye tiltag, der skal fremme udenlandske investeringer.
Det indiske marked for on- og offshore vind står over for en rivende udvikling, og der er offentliggjort planer for at annoncere tenders for 8 GW onshore vind per år indtil 2030, hvor der samtidig skal være installeret i alt 30 GW offshore vind. Danmark anses som førende inden for vindenergi, og det åbner op for muligheder for danske virksomheder. Det royale besøg til Indien den 26. februar til 1. marts 2023 og tilbuddet om et nyt ’Wind Energy Transition Partnership’ udarbejdet af The Trade Council giver en unik platform for danske aktører, der ønsker at være en del af den indiske grønne omstilling. 

Stort dansk potentiale for on- og offshore vindenergi

Indien har i dag verdens fjerdestørste installerede kapacitet for vindenergi på 41,66 GW og det indiske Ministry of New and Renewable Energy planlægger at nå et samlet mål på 140 GW i 2030. Indiens regering har ved flere lejligheder, derunder COP 26 og 27, understreget landets forpligtelse til at fremskynde landets grønne energiomstilling. I 2023 udgør grøn energi ligeledes en helt central søjle og prioritet i Indiens G20 formandskab. Landets største private aktører deler regeringens ambitioner og går forrest i indsatsen for at opskalere og udbrede vedvarende energiløsninger til hele Indien i en rivende fart. Men erkendelsen er samtidig, at de store ambitioner ikke kan realiseres alene. Der er brug for udenlandske investeringer, teknologi og erfaring.

I september 2020 lancerede Indien og Danmark et grønt strategisk partnerskab og har opbygget et strategisk myndighedssamarbejde inden for vedvarende energi med titlen Indo-Danish Energy Partnership (INDEP). Men faktisk kan vindenergisamarbejdet spores helt tilbage til 1980’ernes udviklingsbistand og det er indgroet, at Danmark med teknologi og ekspertise er frontløbere inden for blandt andet on- og offshore vind. INDEP har blandt andet resulteret i en plan for opførelse af de første 15 indiske offshore vindmølleparker, samt identificering af strategisk velplacerede havne til udbygning med offshore for øje. Det stærke samarbejde tydeligøres af et indisk-dansk Center of Excellence for offshore vind, der drives af Ministry of New and Renewable Energy og Energistyrelsen. 

En stærk fremtidig platform

MNRE forventes snart at lancere Indiens første udbud af offshore vind i Tamil Nadu. En betydelig milepæl, som Danmark har ydet støtte og ekspertise til gennem det tætte myndighedssamarbejde. Danske virksomheder står forrest i feltet og har muligheden for at byde ind på en milliardforretning med solidt grønt aftryk. 

For at understøtte udviklingen lancerer The Trade Council og Innovation Centre Denmark i Indien tilbuddet ’Wind Energy Transition Partnership’, som henvender sig til danske developers, OEMs og underleverandører inden for vindenergisektoren. Medlemmer vil blandt andet få adgang til eksklusiv briefing sessioner med nøgleinteressenter, adgang til særlige VIP-arrangementer, og early bird invitationer til delegationer og events, foruden 3 skræddersyede møder pr. år. 

En af aktiviteterne i 2023 er Windergy India, Indiens eneste omfattende internationale messe og konference for vindsektoren, der afholdes i Chennai den 4.-6. oktober. Deltagelse heri er en særdeles god mulighed for at komme i dialog med relevante indiske aktører, samt positionere Danmark som den naturlige strategiske partner for vedvarende energi.

quote ikon
Der har gennem længere tid været store, men måske lidt uforløste forventninger til det indiske vindmarked. 2023 ser dog ud til at blive et afgørende år, og vi håber med ’Wind Energy Transition Partnership’ at tilbyde både etablerede og nye danske virksomheder en eksklusiv platform at stå på i de kommende år, hvor det handler om at finde de rigtige partnere og være klar, når potentialet omsættes til konkrete forretningsmuligheder. Den danske vindsektor har et særdeles stærkt brand i Indien og med et royalt besøg, hvor vind og P2X udgør størstedelen af den medrejsende erhvervsdelegation, kunne danske virksomheder ikke være bedre placeret i feltet.
Eske Bo Rosenberg, Generelkonsul - Chef for handelsafdelingen og innovationscenteret i Bangalore
Fra den 26. februar til 1. marts 2023 besøger DKH Kronprisen og Kronprinsessen Indien med en dansk erhvervsdelegation på 36 virksomheder. Hovedfokusset er grønne partnerskaber med fokus på energi og vand. 

Indien Dine kontakter på det indiske marked

Vil du være med til at styrke og transformere det indiske marked for vindenergi? Kontakt os og hør nærmere om vores tilbud om ’Wind Energy Transition Partnership’ og dine muligheder i Indien. 
Loading...