Gå til indhold
Kina

Danske varer hitter i Kinas e-handelsboom

Danske varer er blandt de bedst sælgende på førende kinesiske e-handelsplatforme takket være et godt omdømme og effektiv markedsføring. Gennem The Trade Council i Kina kan du blive en del af succeshistorien og deltage i særlige danske markedsføringsaktiviteter, som trækker millioner af kinesiske seere.

Det digitale marked i Kina er nu verdens største e-handelsmarked og vokser med stadig stor hast. Det stigende fokus på sikkerhed og kvalitet gør danske varer attraktive, og der er derfor gode muligheder for, at danske virksomheder kan indtage en endnu større del af verdens største e-handelsmarked i fremtiden. The Trade Council i Kina kan hjælpe din virksomhed ind på markedet.

The Trade Council i Kinas team af e-handelseksperter har nemlig gennem en årrække opbygget et tæt samarbejde med de ledende kinesiske e-handelsplatforme såsom Alibaba og JD.com, der tilsammen står for 75% af Kinas e-handel. For to år siden kunne udenrigsministeren derfor indvie en såkaldt dansk online "pavillon" på Alibabas side for importerede varer, Tmall Global. Pavillonen samler danske produkter ét sted og sender et stærkt signal om dansk kvalitet. Pavillonen danner desuden rammen om danske fælles fremstød i forbindelse med store salgsdage, som eksempelvis Singles Day den 11. november. Det har indtil videre været en ubetinget succes.

"Danmark er et ekstremt værdifuldt brand, og den danske pavillon er derfor blevet stedet, mange kinesiske forbrugere søger hen. Varer fra Danmark - som samlet kategori - lå omsætningsmæssigt nummer 7 på Alibabas platform 'Tmall Classic' og nummer 15 på 'Tmall Global' på årets største omsætningsdag den 11. november – også kaldet 11/11 - sidste år. Det tror jeg, de fleste vil give mig ret i, er et helt fantastisk resultat Danmarks størrelse taget i betragtning - og det er naturligvis noget, som vi er meget stolte af!", fortæller Jesper Halle, der til dagligt leder e-commerce-indsatsen i The Trade Council i Kina.

Danmark er synonym med kvalitet

Mange danske virksomheder nyder allerede godt af væksten i kinesisk e-handel og med liberaliseringen af såkaldt cross-border e-handel, er mulighederne åbnet op for virksomheder, der endnu ikke er etablerede i Kina. E-handelsplatforme som Tmall, JD.com og Little Red Book giver danske virksomheder mulighed for at sælge varer direkte fra eget lager i Danmark til de kinesiske forbrugere. Det stigende fokus på især sikkerhed og kvalitet gør, at mange købedygtige kinesere foretrækker at købe direkte fra udenlandske leverandører.

Danske varer bliver regelmæssigt præsenteret ved særlige danske online live events, hvor millioner af kinesiske forbrugere ser med, når danske produkter præsenteres.

"Det vil komme bag på mange, at det er muligt, men under vores seneste online streaming kampagne i forbindelse med 11/11 havde vi et stabilt seertal på omkring 5 millioner, der købte løs. Det giver en ide om interessen for danske produkter og Danmark generelt. De kinesiske forbrugere er nysgerrige efter nye produkter og ved at Danmark er synonym med kvalitet," fortæller Leo Lu, der er Senior Commercial Officer og ekspert i e-handel hos The Trade Council i Kina.

Alibaba Group omsatte den 11/11 for 230 mia. DKK og gennemførte efterfølgende en milliard leveringer. Kina har i de seneste år oplevet en rivende udvikling inden for mobil e-handel og står i dag for 40% af verdens samlede online omsætning. Til trods for kun halvdelen af Kinas befolkning har internetadgang, er der tre gange så mange smartphone-brugere som i USA og ni gange så mange brugere af elektronisk betaling. Kina er et kæmpe land med langt mellem byerne, men med 440 millioner forbrugere med adgang til mobilbetaling, når e-handel ud til selv de fjerneste afkroge af 'Riget i Midten'.

The Trade Council i Kina sidder på det danske generalkonsulat i Shanghai og assisterer herfra danske virksomheder med alt fra e-handelsstrategi, udvælgelse af salgsplatform, analyser af produktkategorier, sociale medier samt unikke online salgsfremstød.

2019 er allerede i fuld gang med nye spændende online-samarbejder og tilmeldinger fra danske virksomheder til de danske pavilloner samt online live-streaming aktiviteter. Skal din virksomhed have del i verdens største e-handelsmarked? Så tag kontakt til The Trade Councils e-handelsteam i Shanghai.

vil du vide mere om din virksomheds muligheder i Kina?                                 

Så kontakt os og hør nærmere.
Loading...

    Vil du vide mere om det kinesiske marked? se vores relaterede indhold

    Loading...