Gå til indhold
Italien

Danske løsninger er i høj kurs i Italien

Det italienske marked er fortsat et yderst attraktivt marked for danske virksomheder på tværs af brancher, ikke mindst det velhavende Norditalien, hvor købekraften ligger over EU-gennemsnittet.


Italien er måske ikke lige det marked, de fleste først kommer i tanke om, når vi taler dansk eksport - men faktisk er støvlelandet en stor spiller på det europæiske handelsmarked.
Italien er nemlig den tredjestørste økonomi i EU og er særligt kendt for høj kvalitet inden for sundhedsvæsenet, mad og drikkevarer og design -  sektorer, som også Danmark står stærkt på. Italienerne har desuden en ambitiøs plan for innovation og industri 4.0 samt energieffektivisering og grønne løsninger og med landet tilbage i vækstsporet og en stigende tillid til fremtid, er der mange gode muligheder for danske virksomheder på det italienske marked.

Italien er da også i top ti over Danmarks største eksportmarkeder - eksporten til Italien endte i 2017 på en samlet værdi af 16,5 mia. kroner, mens vores import fra Italien lå på 21 mia. kroner samme år.

 

"Italiens virksomheder og institutioner er meget positive over for danske løsninger og vil meget gerne udforske, hvilke muligheder der er for at købe danske løsninger – særligt på områder hvor fx store italienske virksomheder som Enel kan arbejde sammen med danske virksomheder og vinde markedsandele på 3. markeder som Latinamerika og Afrika med videre," fortæller Jørn Bang Andersen, Head of Trade fra Trade Council i Italien.

quote ikon

Italien er et attraktivt marked for danske virksomheder på tværs af brancher. Inden for føde- og drikkevarer er Italien det land i Europa, hvor den enkelte husholdning bruger flest penge på mad og ikke-alkoholiske drikkevarer. Et andet eksempel er gourmetturisme - her er omsætningen på 15 mia. euro om året, dvs. et marked på omkring 100 mia. danske kroner.

Jørn Bang Andersen Head of Trade, The Trade Council i Italien

Eksportfremstød gav aftaler på stedet

De mange, gode muligheder, der er for danske virksomheder på det store italienske marked blev for nyligt bekræftet, da en delegation bestående af 36 af de største danske virksomheder var samlet i den italienske hovedstad Rom til et stort eksportfremstød ledet af HKH Kronprins Frederik og HKH Kronprinsesse Mary sammen med udenrigsminister Anders Samuelsen og sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Eksportfremstødet havde til formål at promovere danske løsninger inden for tre vigtige sektorgrupper - Healthcare, Food & Beverages og Urban & Cleantech  - og yderligere styrke forretningsforbindelserne de to lande imellem.


De danske virksomheder havde chancen for at netværke og tilbyde deres løsninger til mere end 200 repræsentanter fra det italienske erhvervsliv, hvor nogle danske virksomheder sågar fik lavet aftaler på stedet! 

 

Mange penge i omløb 

I Italien er der mange penge i omløb - inden for føde – og drikkevarer bruger de eksempelvis et hav af penge sammenlignet med andre lande. Det betyder, at det er et marked fuld af muligheder for danske virksomheder, fortæller Jørn Bang Andersen.  

 

”Italien er et attraktivt marked for danske virksomheder på tværs af brancher. Inden for føde-og drikkevarer er Italien det land i Europa, hvor den enkelte husholdning bruger flest penge på mad og ikke-alkoholiske drikkevarer. Et andet eksempel er gourmetturisme - her er omsætningen på 15 mia. euro om året, dvs. et marked på omkring 100 mia. danske kroner,” siger han.  

 

Det er ikke kun inden for føde- og drikkevarer, at italienerne bruger mange penge. Italien er det fjerdestørste farmaceutiske marked i Europa og køber ind for 80 mia. kroner årligt af medicinsk udstyr og for over 200 mia. kroner medicin og farmaceutiske produkter. Italien betragter de danske løsninger som innovative og kvalitetssikrede, så også her er der markedsmuligheder for danske virksomheder.  

 

Efterspørgsel på energi og cleantech

Danske energi- og cleantech-virksomheder bør desuden også være bevidste om mulighederne på det italienske marked.  

 ’’Inden for området energieffektivisering og grøn omstilling vil Italien frem til 2021 investere op mod 100 mia. kroner i fornybar energi og andre bæredygtige løsninger. Investeringerne sker via auktioner, som går i gang i begyndelsen af 2019. Derudover har The Trade Council i Rom etableret tætte relationer til globalt førende energivirksomheder som Enel, der med en årlig omsætning på 85 mia. EUR i sig selv er et stort marked for danske energivirksomheder.’’   

 

The Trade Council og ambassaden vil i de følgende måneder følge intensivt op på de gode relationer og markedsmuligheder, som eksportfremstødet har givet, og opfordrer interesserede danske virksomheder af alle størrelser til at tage kontakt for at og høre mere om markedsmulighederne i Italien.

vil du vide mere om det italienske marked? se vores relaterede indhold

Loading...

vil du vide mere om din virksomheds muligheder på det italienske marked?

Så kontakt os og hør nærmere.

Loading...