Gå til indhold
Storbritannien

Alliance slår hul på det britiske fjernvarmemarked

The Trade Council har lavet en fjernvarmealliance for danske virksomheder, med henblik på at åbne døren til markedsindsigt og centrale kontakter. 

Et marked med muligheder

I Danmark bliver to ud af tre husstande opvarmet ved fjernvarme, og det er der en god grund til, da fjernvarme gennemsnitligt er den billigste og mest miljøvenlige måde at opvarme vores boliger på. Det betyder også, at Danmark har en lang række virksomheder inden for fjernvarmesektoren, som er klar til at udvide deres ekspertise til andre markeder. Storbritannien rummer et hav af muligheder for disse virksomheder, og det forventes, at landet inden for de kommende år vil repræsentere Europas største investeringsmuligheder for fjernvarme.

Det er dette potentiale, The Trade Council i Storbritannien vil hjælpe danske virksomheder med at udnytte. Derfor har The Trade Council på den danske ambassade i London skabt en fjernvarmealliance for danske virksomheder, der sælger produkter og services til det britiske fjernvarmemarked. The Trade Council har arrangeret møder for medlemmer af alliancen, som har bestået af oplæg fra aktører fra den britiske regering og ansatte ved de største britiske energiselskaber. Oplæggene har haft til formål at klæde danske virksomheder bedre på til at indtage det britiske fjernvarmemarked samt at facilitere direkte kontakt mellem de danske virksomheder og deres potentielle kunder. 

Et marked med udfordringer

Et britisk eksporteventyr er dog ikke uden sine udfordringer. De store investeringsmuligheder stammer blandet andet fra den britiske regerings ambitiøse klimapolitik. Storbritannien investerer kraftigt i den grønne omstilling, hvilket medfører, at regulering og markedsadfærd på det britiske marked ændres hurtigt. Det udfordrer danske virksomheders mulighed for at planlægge langsigtet.

Yderligere har COVID-pandemien gjort det svært eller helt umuligt for virksomheder at mødes. Derfor er det vanskeligt for danske virksomheder at få foden indenfor hospotentielle kunder eller interessenter, som ville kunne give dem mere indsigt i, hvilken retning markedet går. 

quote ikon

Alliancen har givet os et godt netværk og mulighed for at møde nogle interessante mennesker

Odessa Ahmed Business Development Manager for Sycous

Hjælp til at få foden indenfor 

Formålet med fjernvarmealliancen har været at imødekomme de udfordringer, som danske virksomheder står overfor. Indtil videre har The Trade Council draget nytte af netværk og kontakter til at arrangere tre møder. Ved disse møder har der været oplæg med ansatte fra de største britiske energiselskaber, som har fortalt om deres udfordringer, behov, planlagte projekter og hvordan de danske alliancemedlemmer kan levere produkter eller services til dem. Udover at lære mere om deres kunders behov, har ansatte fra den skotske regering holdt oplæg om det nuværende skotske marked samt fremlagt deres planer for, hvordan deres varmesystemer skal udvikles. Endeligt, i forlængelse af en generel dybere markedsindsigt, har møderne haft til formål at hjælpe virksomhederne med skabe kontakt og dialog med deres potentielle kunder og andre relevante personer inden for den britiske fjernvarmebranche.  

Vil du vide mere?

Kontakt gerne vores rådgiver.

Loading...