Gå til indhold
Frankrig

Weibel Scientific er en af bannerførerne for den danske forsvarsindustri på det franske marked

I efteråret 2021 indgik den danske radarproducent Weibel Scientific en samarbejdsaftale med den franske teknologigigant Thales. Det betyder, at Thales inkluderer Weibels nyeste højtspecialiserede radar i sin egen velrenommerede produktportefølje inden for forsvar og luftfart.

 

En aftale som den er ret uhørt i forsvarsindustrien, hvor konkurrencen er hård, interesserne er stærke, og produktudviklingen normalt foregår bag hermetisk lukkede døre. Derfor har det også givet global genlyd, at så stor en virksomhed som Thales har indgået den første af den slags aftaler i sin 129 år lange historie.


Aftalen blev underskrevet i forbindelse med et erhvervsfremstød for forsvarsindustrien arrangeret af DI Forsvar og Sikkerhed sammen med Den Danske Ambassade i Paris og var et foreløbigt højdepunkt for flere måneders samarbejde mellem ambassaden og Weibel. Et samarbejde, som i øvrigt er fortsat efter underskriften og nu også fokuserer på andre markeder end forsvarsmarkedet.

quote ikon
"Thales producerer radarsystemer, vi producerer radarsystemer. Men Thales har bare set, at vores system er noget helt unikt, som de vil være en del af. Det er jo bare et helt enormt klap på skulderen til vores virksomhed."
Lars Krogh Vammen Business development manager i Weibel

Det største marked efter USA

Radarproducenten Weibel blev grundlagt i 1977. Dengang var – og er stadig – det primære marked USA, hvor Weibels nytænkende radarer baseret på doppler-teknologi relativt hurtigt blev meget udbredt på landets mange militære testområder. Her bruger det amerikanske militær Weibel-radarerne til at teste og udvikle sine egne våbensystemer.

Siden da er Weibels radarer efterhånden blevet installeret i næsten 50 lande rundt omkring i hele verden. Heriblandt Frankrig, hvor Weibels radarer også bliver brugt i bl.a. militære testområder. Men Weibel har flere ambitioner på det franske marked:

Frankrig er et stort land med nogle enorme forsvarsbudgetter, og når man tager alle faktorer med, er det franske marked det største for os, næstefter USA. Så hvis vi først kommer gennem nåleøjet her og bliver foretrukken leverandør, så vil det virkelig rykke noget for os,” siger Lars Krogh Vammen, Business Development Director i Weibel.

Radarproducenten har nu specifikt fokus på at blive leverandør til bl.a. luftværn, droneovervågning af kritisk infrastruktur og spaceindustrien i Frankrig, og lige netop på det franske forsvarsmarked tyder noget lige nu på, at mulighederne er blevet forbedret betragteligt:

I forsvarsindustrien har fortællingen altid været, at man i Frankrig kun køber fransk. Men igennem de seneste år har vi mødt en helt anden åbenhed, som virkelig får os til at tro på dette marked. Og det er i høj grad ambassadens fortjeneste,” fortsætter Lars Krogh Vammen.

Forsvarsindustri som politisk fokuspunkt

Den danske forsvarsindustri er over de seneste år blevet en meget klar eksportprioritet for Danmark. Omtrent samtidig med fremstødet udkom den danske regerings ”Strategi for dansk forsvarsindustri”, hvilket betød, at det nu også står sort på hvidt, at ambassaden i Paris har til opgave at arbejde for at fremme netop dén del af dansk eksport.

Derfor er samarbejdet på tværs af handels- og forsvarsafdelingen på ambassaden i Paris også blevet intensiveret betragteligt.

Danmark har en hel række virksomheder som Weibel, der producerer nogle unikke og meget nytænkende løsninger, som der er enormt stor interesse for og efterspørgsel på hos de store franske forsvarsindustrivirksomheder. Så på mange måder er det et helt oplagt fokusområde – både for os og for forsvarsafdelingen,” siger handelschef ved ambassaden i Paris David Schjerlund.

En del af succesen i Frankrig skal ifølge Weibels Lars Krogh Vammen derfor også tilskrives netop de muligheder, som samarbejdet med forsvarsafdelingen i Paris har givet:

Det har spillet en ret afgørende rolle for os i forhold til at udvikle vores forretning i Frankrig, at forsvarsafdelingen har kunnet åbne nogle døre og arrangere møder med personer, som har vist sig at være de helt rigtige for os.”

Weibel omsatte sidste år for 367 mio. kr., men allerede i 2025 forventer den danske radarvirksomhed at kunne omsætte for mere end en milliard.

Vil du vide mere?

Kontakt vores rådgivere i Paris.

Loading...