Gå til indhold
USA

Stor succes på kort tid for danske Gain & Co i USA

Danske Gain & Cos uvildig rådgivning i investeringer i robotter og automation har skabt stor efterspørgsel og succes i USA.  

Som de eneste i verden tilbyder danske Gain & Co uvildig rådgivning og hjælper kunder med at investere i robotter og automation. Det har skabt stor efterspørgsel i USA, hvor virksomheden ser frem til en tocifret millionomsætning og 50 nye ansatte på deres første år i USA.

Eksport har været en udfordring for virksomheder i hele verden under coronapandemien. Grænser har været lukkede og den økonomiske aktivitet reduceret. Gain & Cos entré på det amerikanske marked var ingen undtagelse, men med hjælp fra The Trade Council har virksomheden overkommet udfordringerne og etableret to datterselskaber samt et lokalt kontor i Chicago med stor succes.

quote ikon
"Under corona kunne vi ikke komme til USA, så vi har stået og ventet ved startlinjen på, at grænserne blev åbnet. Derfor har The Trade Council været vores mand i marken, der har hjulpet os med at etablere datterselskaberne Gain & Co og HowToRobot i USA. Med hjælp fra The Trade Council har vi fået skabt det nødvendige netværk."
Lasse Borup Andersen Ansvarlig for ekspansionen til det amerikanske marked for Gain & Co
Gain & Co er rådgivende ingeniører inden for robotteknologi og automatisering. I dag er de repræsenteret flere steder i Europa og Asien, hvor de hjælper kunder med at automatisere fysiske processer, optimere eksisterende robotløsninger og rådgiver i, hvordan man løser fejlslagne projekter. Ifølge Lasse Borup Andersen er det en stor fordel, at virksomheden ikke sælger robotter direkte, da de kan tilbyde kunderne uvildig rådgivning, som er nødvendig for at få succes. 
quote ikon
"Med Gain & Co udpeger vi, hvor potentialet er, og hvor det er mindst teknologisk udfordrende at implementere noget. Derudover fortæller vi vores kunder, hvor de får mest muligt for pengene."
Lasse Borup Andersen Ansvarlig for ekspansionen til det amerikanske marked for Gain & Co
Gain & Cos Robot & Automation rådgivere, Mikkel Viagar og Lukas Wyon, i gang med at foretage en undersøgelse af en offentlig kundes websted og lede efter processer, der viser automatiseringspotentiale. 

Digital rådgivning for virksomheder med begrænset kapital

Det er ikke kun Gain & Co, der har klaret sig godt på det amerikanske marked. HowToRobot, Gain & Cos digitale pendant, er nemlig også efterspurgt blandt virksomheder, der anvender robotteknologi. Selskabet leverer verdens største matchmaking-platform til robotkøbere og –sælgere, og øger dermed rådgivningsmulighederne for Gain & Co’s kunder. 

Den digitale version har især vist sig at være nyttig for små og mellemstore virksomheder, da platformen reducerer omkostningerne for producenter over hele verden.

HowToRobot er ligesom Gain & Co udviklet af uafhængige rådgivere. Firmaet sælger ikke robotter, men formidler blot kontakten til leverandørerne.

quote ikon
"Vi lærte i Gain & Co, at rigtig mange små og mellemstore virksomheder, som har brug for hjælp til at adoptere robotter, og som vi gerne vil hjælpe, ikke har lyst til at købe konsulenter. Derfor stiftede vi den digitale platform HowToRobot. En digital platform hvor virksomheder selv kan kortlægge deres potentiale for robotter, beregne business cases og modtage skræddersyede tilbud til konkurrencedygtige markedspriser fra vores mere end 16.000 robotleverandører."
Lasse Borup Andersen Ansvarlig for ekspansionen til det amerikanske marked for Gain & Co.

Kan se frem til at tredoble antallet af ansatte på rekordtid

Den store interesse for at bruge Gain & Co og HowToRobot’s platform i USA har givet så stor travlhed, at 17 lokale kræfter nu arbejder fra virksomhedens kontor i Chicago med støtte fra hovedkontoret i Danmark. Da kundemøderne går hurtigere end normalt for Gain & Co, forventer Lasse Borup Andersen, at medarbejderstaben tredobles i løbet af året, og at virksomheden omsætter for et tocifret millionbeløb i danske kroner ved årets udgang. 
quote ikon
"Interessen, Gain & Co er blevet mødt af, er helt overvældende. I konsulentverdenen, er vi vant til, at der normalt går seks til ni måneder fra man har første kundemøde, til man lukker et salg. I USA har vi været helt nede på seks minutter, fra vi har holdt mødet, til at aftalen var i hus. Det understreger det massive behov, der er i USA nu lige nu."
Lasse Borup Andersen Ansvarlig for ekspansionen til det amerikanske marked for Gain & Co

For at kunne servicere kunder i fremstillingsindustrien, er det altafgørende for Gain & Co, at de er placeret det rette sted i landet, og at de rette fagfolk kan rekrutteres. Der er nemlig både behov for robotleverandører og robotingeniører, juniorer som seniorer. Ifølge Lasse Borup Andersen, er det derfor helt bevidst, at de har placeret sig i Chicago. Byen har en stor talentmasse med et højt fagligt niveau, blandt andet på grund af de omkringliggende universiteter. 

Næste skridt for Gain & Co er at få nogle danske medarbejdere til USA, heriblandt Group CEO Søren Peters, så de kan styrke samarbejdet med amerikanerne og få overført så meget viden som muligt.

Gain & Cos CEO Søren Juhl Rantorp og medarbejdere til teammøde. 

Gain & Co og HowToRobot

  • Søsterselskaberne blev grundlagt i Danmark. Gain & Co blev grundlagt i 2017, HowToRobot i 2020.
  • Gain & Co blev grundlagt med ambitionen om at hjælpe fremstillingsindustrien med at gøre mere ud af robotteknologi i praksis. Gain & Co-kunder omfatter topproducenter, fødevare- og drikkevarevirksomheder.
  • HowToRobot betjener små og mellemstore virksomheder globalt.
  • Koncernen har i øjeblikket hovedkontor i København samt kontorer i Odense, Chicago (USA) og London (Storbritannien).
  • Tilsammen har virksomheden 50 ansatte.

Boots on the ground 

Konkurrencen er stor på det amerikanske marked, og selv små detaljer som tidsforskel kan være afgørende, når virksomhederne herovre beslutter, hvem de vil arbejde sammen med. I USA er det helt essentielt at få fat i de rigtige eksperter fra begyndelsen. Derfor var samarbejdet med The Trade Council helt oplagt for Gain & Co.

Oliver Harling Hede er handelsrådgiver i The Trade Councils Market Entry Advisory og har hjulpet Gain & Co med deres opstart i USA, ligesom teamet har hjulpet mange andre virksomheder inden for vidt forskellige brancher.

quote ikon
"At have adgang til relevante ressourcer gennem The Trade Council har været meget værdifuldt. Det har forkortet hele den research proces, vi skulle igennem, før vi kunne rykke ind i USA."
Lasse Borup Andersen Ansvarlig for ekspansionen til det amerikanske marked for Gain & Co
quote ikon
"Vi holder virksomhederne i hånden fra start til slut, og vi er der for at rådgive og være der for dem, når de skal eksportere fra distancen. Derudover sikrer vi os, at deres virksomhed får oprettet et datterselskab, en amerikansk bankkonto og adgang til revisorer, advokater og andre nødvendige eksperter."
Oliver Harling Hede Handelsrådgiver i The Trade Council.
Lasse Borup Andersen havde ikke regnet med, at Gain & Co ville vokse så hurtigt på det amerikanske marked. De ville i første omgang ind på markedet på grund af den store produktionsindustri i USA, men også fordi de mente, det var oplagt for dem at handle nu, hvor markedet ændrer sig markant: 
quote ikon
"På verdensplan er der problemer med forsyningskæder blandt andet på grund af Covid. Derfor er man begyndt at trække mere og mere produktion hjem til USA, hvilket gør det til et oplagt marked for os."
Lasse Borup Andersen Ansvarlig for ekspansionen til det amerikanske marked for Gain & Co

FÅ DEN BEDSTE START PÅ DET AMERIKANSKE MARKED – 3 RÅD FRA HANDELSRÅDGIVEREN

Hvis du gerne vil etablere dig på det amerikanske marked, så giver Oliver Harling Hede her sine bedste råd til at komme sikkert og godt fra start.

  1. Vær opmærksom på regionale forhold: 

    USA har verdens største økonomi, men der er 50 forskellige stater og dermed 50 forskellige markeder. Find den region, der passer til din forretning. 
  2. En god plan er vejen til succes: 

    USA er et af de absolut mest lukrative markeder at gøre forretning, hvis man opnår succes. Det er derfor altafgørende, at du udarbejder en god og gennemtænkt plan. Har du succes herovre, kan det hurtigt blive dit største marked. 
  3. Vær forberedt på høje omkostninger: 

    Vær opmærksom på, at der er mange omkostninger forbundet med en entre på det amerikanske marked. Dette skyldes blandt andet højere krav til produktgodkendelser. Derfor bør du være sikker på, at du har kapitalen til det. 
 

Vil du vide mere?

Kontakt vores kompetente team af rådgivere, hvis du vil vide mere.

Loading...