Gå til indhold
Tyskland

Danske varer på tyske hylder

Branchekendskab og viden om tysk regulering hos The Trade Council i Tyskland har guidet Scandinavian Biolabs ind på det tyske apoteker- og kosmetikmarked – både fysiske og digitale.

Scandinavian Biolabs er en dansk virksomhed, der har specialiseret sig i produkter mod hårtab og som arbejder ud fra visionen om at skabe kosmetiske produkter med reel effekt. Produkterne er naturlige og består udelukkende af plantebaserede ingredienser og ligger i grænseområdet mellem kosmetik og lægemidler. Alle produkter er både udviklet, testet og produceret i Danmark.

Den danske virksomhed havde et ønske om at etablere en fysisk tilstedeværelse i Tyskland – et ønske der nu er ved at blive opfyldt. Virksomheden fra København tager lige nu de sidste skridt mod at etablere en fysisk og digital tilstedeværelse i Europas folkerigeste land. Snart vil Scandinavian Biolabs’ produkter blive forhandlet af to ud af de fem største lægemiddelsdistributører i Tyskland, med adgang til 13.500 apoteker og online forhandlere i hele landet. 

Det er resultatet af et tæt samarbejde med The Trade Council i Tyskland. The Trade Councils Market Entry-team har, på baggrund af stort lokalt kendskab til det tyske marked, rådgivet Scandinavian Biolabs igennem hele processen. 

market entry-teamet

The Trade Council i Tysklands Market Entry-team er specialiseret i at assistere danske SMV’er med at komme ind på det tyske marked. Teamet supporterer danske virksomhederes første kontakt, initiativer og aktiviteter på det tyske marked, og hjælper med at skabe nye vækstmuligheder gennem eksport. Du kan læs mere og møde teamet her.

kompetent sparring og stor markedsindsigt

Scandinavian Biolabs samarbejde med The Trade Council begyndte i efteråret af 2021. Den bio-kosmetiske virksomhed kontaktede The Trade Council i Tyskland, hvorefter Market Entry-teamet lavede en markedsanalyse og -kategorisering af relevante afsætningskanaler.

Markedsanalysen viste, at Tyskland har flere store kæder inden for skønheds- og kosmetikbranchen og mere end 18.000 apoteker. I Tyskland er apoteker omfattet af en lokal lovgivning, der dikterer, at der ikke må eksistere store kæder på samme måde, som vi kender det fra Danmark. Derfor skal man som virksomhed i stedet skabe kontakt til apotekerdistributørerne.

Market Entry-teamet fik gennem kontakter i brancheorganisationer og lokale netværk klargjort hvilke reglementer og certifikater, der skal være styr på, inden man tager kontakt til disse distributører. 

quote ikon
”Scandinavian Biolabs har haft stor glæde af samarbejdet med teamet fra The Trade Council. Som betroede entry-advisors har de været i stand til ikke blot at sætte os i kontakt med relevante distributionspartnere, men har fulgt hele processen gennem forhandlinger til de første ordre.”
Niels Konradi COO, Scandinavian Biolabs

Scandinavian Biolabs har også gennem hele projektet kunnet trække på Market Entry-teamets store erfaring med andre danske virksomheders entré på det tyske marked.

Market Entry-teamet har erfaring med effektiv og succesfuld kontakt til store, tyske forhandlere – og kan forberede danske virksomheder til det afgørende første møde. Teamet har i dette tilfælde givet Scandinavian Biolabs sparring på, hvordan præsentation af koncept og produkt bedst ville blive modtaget i tysk kontekst. 

Der har gennem hele projektet været godt samarbejde mellem Scandinavian Biolabs og Market Entry-teamet, der har kunne åbne døre for den velforberedte danske virksomhed. Næste skridt er yderligere tilstedeværelse hos fysiske forhandlere i Tyskland, og her bistår The Trade Councils handelsrådgiver Jan-Lewe i møder og forhandlinger med potentielle nye handelsagenter. 

Danske virksomheder, der kigger mod Tyskland og gerne vil have adgang og den rigtige placering til f.eks. det enorme apoteks- eller kosmetikmarked, kan drage fordel af The Trade Councils branchekontakter og lokale viden om trends, markedsstruktur, regler, certifikater, processer og andre krav, og derved spare både tid og arbejde.

kontakt

Vil du gerne vide mere om det tyske marked, og potentielt have assistance fra The Trade Councils Market Entry-team i Tyskland? Så kontakt vores rådgivere.

Loading...