Gå til indhold
Portugal

Danske SMV'ere får indblik i Portugals IT-talentmasse

Seks danske SMV’er og start-ups fik mulighed for at finde inspiration og dele erfaringer via deltagelse i programmet Innovate Now, som blev afholdt i Lissabon parallelt med tech-konferencen Web Summit.

Innovate Now er et delvist statsfinansieret innovationsprogram, der har til formål at give danske start-ups og SMV’er mulighed for at deltage i specielt arrangerede aktiviteter, organiseret af The Trade Council i samarbejde med Innovation Centre Denmark og evt. en lokal partner. Programmerne har til formål at udvide deltagernes viden og netværk f.eks. gennem workshops, seminarer og lignende aktiviteter parallelt med, at de promoverer danske kompetencer i lande, hvor The Trade Council er repræsenteret.

Innovate Now i Lissabon blev arrangeret parallelt med Web Summit, således at deltagerne kunne introduceres til både markedsrelevante områder kombineret med deltagelse i konferencen. Deltagernes forskellige baggrunde og interesseområder krævede et individuelt tilpasset program, med henblik på at give hver enkelt virksomhed mulighed for at forfølge egne interesser på konferencen kombineret med fælles arrangementer, hvor gruppen bl.a. fik indsigt i følgende områder:

Den interessante IT-talentmasse der er til rådighed i Portugal. Arrangementer med hhv. INSCALE og Startup Lisboa introducerede virksomhederne til det portugisiske marked og den økonomiske situation, samt hvordan man kan arbejde med remote tech-talent både i forhold til ansættelsesformer og støtteprogrammer – herunder eksempelvis typer af arbejdsvisum. Endvidere mødte deltagerne to iværksættere, som delte deres værdifulde erfaringer i forhold til opstart, investeringer samt arbejdsforhold i Portugal.

Mulighed for at møde virksomheder, myndigheder, institutioner, investorer og andre  start-ups gennem ambassadens business mixer med 150 gæster. Business mixeren gav derudover også deltagerne indblik i de danske og portugisiske politiske prioriteter inden for digitalisering, præsenteret af Danmarks minister for digitalisering og ligestilling, Marie Bjerre, og den portugisiske handelsminister, Bernardo Ivo Cruz. Der var derudover indlæg fra hovedsponsorerne Novo Nordisk, Mærsk og Digital Hub Denmark.

Tak til de seks danske tech start-ups og for deres engagement under besøget: Cyberjuice, Sustainability Software, Neuronkraft, Home.Earth, Zafehouze og Cortrium. Ligeledes tak til vores partner Digital Lead og til The Danish Sound Cluster som deltog i aktiviteterne relateret til Innovate Now med en delegation af deres medlemmer.

Her er, hvad nogle af deltagerne fortæller om værdien af deltagelsen i Innovate Now i Portugal:

quote ikon
”Vi har været meget positivt overrasket – både med teamet og med arrangementerne, og selvfølgelig Web Summit. (..) Vi har haft en masse interessante dialoger med folk om, hvad vi laver. Det bliver ikke sidste gang, vi er her.”
- Niels Anqvist, Zafehouze
quote ikon
”Det var alt sammen meget velorganiseret med at samle folk i økosystemet.”
- Mia Negru, 2030 Builders
quote ikon
“Netværksmuligheder har været virkelig fantastiske med de her arrangementer faciliteret af Innovate Now.”
- Bodil Biering, Cyberjuice
Afholdelsen af Web Summits har styrket Portugals aktiviteter inden for tech-industrien, hvorfor internationale tech virksomheder, digitale nomader og tech-professionelle har etableret sig i Portugal. Den portugisiske IT-sektor beskæftiger omkring 75.000 IT-professionelle, af hvilke 19% fjernarbejder, hovedsageligt for virksomheder i EU og USA. Dette kombineret med det store antal ingeniører og forskere, der årligt uddannes i Portugal, har ført til en stor pulje af tilgængelig og højtuddannet IT-talent.

Kontakt

Kunne du tænke dig at deltage i tilsvarende aktiviteter, og vil du vide mere om tech-markedet i Portugal eller Web Summit 2024, så er du velkommen til uforpligtende at kontakte ambassaden i Lissabon for at høre nærmere om mulighederne.
Loading...