Gå til indhold

Nye kræfter i The Trade Council skal styrke eksportrådgivningen

Covid-19 satte en kæp i hjulet for mange danske virksomheders eksportindsatser. For at få eksporten tilbage på sporet, har 28 af Udenrigsministeriets repræsentationer fået tilført nye ressourcer.

Covid-19 satte en kæp i hjulet for mange danske virksomheders eksportindsatser. For at få eksporten tilbage på sporet og udnytte de muligheder, der opstår i takt med genåbningen og de store stimulipakker i bl.a. USA og Europa, har 28 af Udenrigsministeriets repræsentationer fået tilført nye ressourcer. Over 65 nye sektorrådgivere med faglig ballast inden for bl.a. vand og miljø, energieffektivitet, sundhed samt landbrug og fødevarer. Det betyder nye kræfter til at understøtte danske virksomheders eksportindsatser i de næste to år.

Efter Covid-19s indtog på de globale markeder har Udenrigsministeriets bistand på eksportmarkederne været meget efterspurgt. Pandemien har udfordret markederne og gjort dem yderligere komplekse for virksomhederne at navigere i. Vi oplever derfor særlig høj efterspørgsel efter vores rådgivning og vores rådgivere på markederne løber ekstra stærkt i øjeblikket.

Geografisk er halvdelen af de nye rådgivere placeret i europæiske storbyer. Mange af dem skal arbejde for at sikre danske virksomheders andel i de projekter, der med finansiering fra EU’s 750 mia. store genopretningsfond bl.a. skal øge digitaliseringen, forbedre vandinfrastruktur og øge energieffektiviteten på de europæiske markeder. Særligt store muligheder ses på flere af markederne i Østeuropa og i Sydvesteuropa, hvorfor netop disse regioner har fået et boost af nye sektorrådgivere. 

Omkring en fjerdedel af de ny rådgivere placeres på det amerikanske marked, hvor der med den nuværende Biden administration blæser grønne vinde.  Ressourcerne bliver en central del af den danske grønne eksportfremmeindsats i USA, der i tæt samarbejde med erhvervslivet er i fuld gang. Med de ny ressourcer styrkes både myndighedssamarbejdet inden for energi på føderalt og delstatsniveau, samt den direkte eksportindsats inden for en række af de grønne sektorer.

På markederne i Østasien og Sydøstasien, hvis fortsat høje vækstrater ikke er til at overse, er der også blevet tilført nye rådgivermuskler. Mange danske virksomheder søger mod disse markeder for at få andel i væksten, hvorfor der også er behov for styrket rådgivning. Samtidig er det regioner, som særligt for SMV’er kan være udfordrende at navigere i. Her kan The Trade Councils tilstedeværelse hjælpe med at sparke døre ind på nye markeder. 

Erhvervslivet har gennem anbefalingerne fra regeringens genstartsteams haft stor indflydelse på de nye indsatsområder. Det er blandt andet med afsæt i genstartsteamsenes anbefalinger, at omkring 15 nye rådgivere med fokus på SMV’ers digitale salg er startet op på en række nøglemarkeder for dansk eksport globalt. 

Ligeledes har erhvervslivet også anbefalet styrket fokus på områder, som bidrager til den grønne omstilling, herunder inden for særligt vand og energi. På globalt plan er der tilført ca. 15 nye rådgivere både på energi– og vandområdet. Blandt de nye, stærke kræfter er Hans Peter Nielsen Kyk. Han er en af de nye vandrådgivere på ambassaden i New Delhi og skal arbejde med at rådgive danske virksomheder med særligt udgangspunkt i det grønne strategiske partnerskab mellem Indien og Danmark. Han siger om det spændende arbejde, der ligger forud: 

quote ikon
Mit team og jeg skal nu i gang med at realisere og skabe nogle aktuelle forretningsmuligheder for danske virksomheder i Indien, samt være med til at vise vandsektoren i Indien, at der er en vej frem – bl.a. med udgangspunkt i de resultater den danske vandsektor har formået at skabe. Jeg ved af erfaring, hvilket sejt træk der skal til for at opdyrke nye markeder og igangsætte forretninger – og det er det, vi står over for her. Et sejt træk og en målrettet indsats, hvor det kræver samarbejde mellem alle de involverede parter – både myndigheder, organisationer og virksomheder – og tålmodighed!”
Hans Peter Kyk Vandspecialist, Danmarks ambassade i New Delhi, Indien
En del af ressourcerne er på samme vis målrettet fødevarer og landbrug, hvor nye rådgivere skal være med til at opbygge samarbejder med myndigheder på vigtige eksportmarkeder. Formålet er at arbejde sammen med de lokale myndigheder om rammevilkårene og samtidig skabe en platform for at fremme danske fødevarer og agritech med fokus på grønne og bæredygtige løsninger. 

Der er også nye kræfter til at fremme eksporten inden for life science industrien, hvor der trods støt stigende vækst inden for sektoren de sidste ti år fortsat er et uudnyttet potentiale på det globale marked. I 2020 udgjorde life science industri 22 pct. af den samlede danske eksport, men der er udsigter til, at sektoren kan nå endnu større højder. Eksportfremmeindsatsen har fået en særlig saltvandsindsprøjtning med tilførslen af otte nye rådgivere, der bl.a. skal hjælpe de danske virksomheder i en tid med øget konkurrence, forøget lovgivningskompleksitet og markedsbarrierer. Life science området er typisk også et felt med stram regulering, hvor det kan være svært for virksomhederne at komme i dialog med beslutningstagerne – her kan de nye sundhedsrådgivere altså påtage sig en faciliterende rolle for de danske virksomheder.

Også de relevante fagministerier har fået tilført ekstra ressourcer. Det er nemlig helt afgørende, at myndighedsarbejdet ude understøttes af gode kræfter herhjemme, der kan gå i dialog med deres udenlandske kolleger for eksempel inden for vand, energieffektivitet, sundhed og fødevarer. Det skaber troværdighed og gode, dybe relationer - til gavn for værtslandet og for dansk eksport. 

Covid-19 har tydeliggjort de danske virksomheders afhængighed af de globale forsyningskæder. Derfor styrkes indsatsen for at fremme en åben, fair og bæredygtig handelspolitik i EU, der skal være med til at skabe globale regler for en fair og bæredygtig globalisering. Samtidig styrkes det handelspolitiske område med nye ressourcer i USA og Indien, ligesom rådgivningen inden for værdikædeindsatser styrkes bredt globalt gennem en række initiativer. 

Alt i alt stiller Udenrigsministeriet ude på eksportmarkederne med et styrket hold, som i et tæt samarbejde med erhvervslivet og fagministerierne skal bidrage til at følge med virksomhedernes stigende efterspørgsel på rådgivning og dermed løfte den danske eksport til nye højder og udnytte de globale markedsmuligheder bedst muligt.