Gå til indhold
Vietnam

Vietnam jagter ressourceeffektiv svineproduktion

Vietnams svineindustri er i hastig vækst, og virksomheder efterspørger innovative løsninger, der kan sætte skub i omstillingen frem mod en ressourceeffektiv og bæredygtig produktion.

Svineindustri i vækst

Vietnameserne efterspørger i stigende grad svinekød, og den vietnamesiske svineproduktion vokser tilsvarende. Det åbner op for store eksportmuligheder for danske virksomheder, der sidder inde med innovative løsninger og know-how inden for svineindustrien.

Vietnam er med sine næsten 100 millioner indbyggere et kæmpe marked for svinekød, der har en anslået værdi på cirka USD 15 milliarder. Markedet forventes kun at vokse yderligere de næste år i takt med stigende indkomster, og frem mod 2026 forventes kødforbruget pr. indbygger at stige med 9 pct. til 51 kg om året, hvoraf svinekød vil udgøre 31 kg. 

På vej mod en ressourceeffektiv og bæredygtig omstilling

Svineproduktionen i Vietnam har historisk set foregået på små, primært familiedrevne, landbrug. Men i de senere år er det blevet mere udbredt for nationale og multinationale firmaer at drive store svinefarme i landet.

Og med et svinemarked der kun forventes at stige i værdi de næste mange år, vil man på den korte bane sandsynligvis se en stigning i virksomheder, der investerer store millionbeløb i at omstille, udvikle og modernisere deres svineproduktion.

Store indenlandske og udenlandske virksomheder som eksempelvis DABACO, Masan Group, C.P. Vietnam og Japfa Comfeed er begyndt at investere millionbeløb i at etablere store svinefarme rundt i landet. De indgår som led i de såkaldte integrated farming systems samt farm-to-food strategier, hvor virksomhederne kontrollerer flere dele af værdikæden i svine- og fødevareproduktionen.

quote ikon
”Vi forventer at de store virksomheder, der er begyndt at interessere sig for vietnamesisk svineproduktion, i de kommende år vil investere stort i ny teknologi og know-how på deres svinefarme. Det åbner for store eksport- og forretningsmuligheder for danske virksomheder, der er nogle af verdens bedste til at producere innovative landbrugsløsninger.”
Ms. Ngyen Thi Thu Hang Senior handelsrådgiver ved The Trade Council i Vietnam

Tendensen med store svinefarme ejet af ressourcestærke virksomheder skal ses som en del af en større, gradvis omstilling og modernisering af svineindustrien i Vietnam. Hvor de mindre familieejede landbrug oftest har mellem 1-5 svin og bruger traditionelle metoder på deres gårde, anvender de store svinefarme, der holder flere tusinde svin, moderne, professionelt og ressourceeffektiv udstyr og viden.

Ud over optimering af produktionen ønsker de store virksomheder at øge bæredygtigheden, hygiejnen og smittebeskyttelsen på gårdene. Det er især blevet et ønske efter flere år med voldsomme udbrud af afrikansk svinepest (ASF). 

Konkrete foretningsmuligheder

Med en svineindustri der er i gang med en større omstilling til mere en mere moderne, ressourceeffektiv og bæredygtig produktion, opstår der en række konkrete eksport- og forretningsmuligheder for danske virksomheder i Vietnam. Det gælder især for virksomheder, der sidder med innovative løsninger, state-of-the-art teknologi og anden værdifuld viden inden for ressourceeffektiv, bæredygtig og sikker svineproduktion.

Relevante danske løsninger kunne f.eks. bestå af:

  • Ekspertise inden for innovative foderingredienser og –sammensætninger
  • Moderne løsninger inden for foderstyring
  • Klimakontrol og ventilationsanlæg til svinestalde
  • Bæredygtige løsninger inden for affaldsbehandling (gylle og spildevand)
  • Innovativ teknologi eller totalløsninger til svineslagterier

Fremtidige udfordringer skaber muligheder

Omstillingen forventes at blive accelereret af en række markante udfordringer, som Vietnams svineproducenter står overfor. Blandt andet presser de stigende priser på dyrefoder mange producenter hårdt, da foder udgør omkring 65-70 pct. af produktionsomkostningerne for svin. Derudover har lokale udbrud af ASF haft store konsekvenser for mange svineproducenter, da smitte oftest tvinger dem til at nedlægge deres besætninger.

Udfordringerne har medført skarpe fald i indtjeningen hos mange producenter, der som konsekvens er på udkig efter innovative løsninger inden for eksempelvis fodersammensætning, foderstyring og smittebeskyttelse. Omstillingen støttes også af regeringen, der gennem en række initiativer og målsætninger aktivt forsøger at promovere innovative og moderne løsninger for at øge ressourceeffektiviteten, produktionen, bæredygtigheden og smittebeskyttelsen hos svineproducenter. Regeringen fokuserer også på nye strategier og produktionsmodeller, som dækker over en længere del af værdikæden – eksempelvis integrated farming systems og farm-to-food strategier.

VIL DU VIDE MERE?

Kontakt vores handelsrådgiver på ambassaden i Hanoi.

Loading...