Vær med til at modernisere et af verdens maritime knudepunkter
Indiens regering investerer i disse år massivt i at øge effektiviteten af landets infrastruktur gennem optimering af den maritime sektor. Det sker under programmet SagarMala.
SagarMala betyder “streng af havne”. Programmet omfatter modernisering og optimering af landets eksisterende havne – samt etablering af nye havne og integrering af disse i det eksisterende havnesystem. Som led i programmet skal de nye havne desuden integreres med transport via luft, veje, indre vandveje og godstog.
På den måde kan Indien bedre udnytte potentialet langs landets 7.000 kilometer kystlinje og 14.000 kilometer indre vandveje – og den favorable placering på vigtige internationale søfartsruter.
Fire udviklingsområder
SagarMala omfatter i alt 577 projekter, på tværs af 19 delstater og til en samlet værdi på omtrent 900 milliarder danske kroner.
Eksekveringen af den konkrete udviklingsplan har været i gang siden 2016.
Programmet er bygget op omkring fire overordnede udviklingsområder:
-
Modernisering og udvikling af havne gennem nedbrydning af flaskehalse – samt kapacitetsudvidelse af eksisterende havne og udvikling af nye “greenfield” havne.
-
Havneforbundet, industrialisering gennem udvikling af industrielle klynger og CEZer (Coastal Economic Zone) for at reducere omkostninger og tid forbundet med udenrigshandel og indenrigsgods.
-
Bæredygtig udvikling af kystsamfund gennem udvikling af erhvervsfærdigheder, kystturisme, fiskeri mv.
-
Forbedring af havnenes tilslutning til baglandet. Formålet er at optimere tid og omkostninger forbundet med multimodale logistiske løsninger, herunder transport via indre vandveje og kystfart.
Stor interesse for danske løsninger
Mere end 200 projekter under SagarMala er i implementeringsfasen eller allerede afsluttede. En stor del af de resterende projekter er i udbud – eller kommer det i den nærmeste fremtid. Virksomheder skal derfor rykke nu, hvis de ønsker at tage del i udviklingen af et af verdens maritime knudepunkter.
SagarMala-programmet skaber efterspørgsel og muligheder inden for blandt andet:
- Modernisering og nyetablering af havne
- Bygning og genvinding af skibe
-
Udvikling af indre vandveje og vandtransport
-
Udvikling af smarte havnebyer og CEZer
-
Forbindelse til baglandet og effektivisering af multimodal logistik
-
Grønne initiativer
Danmark har en stærk profilering som en af verdens førende maritime nationer. Eksempelvis er danske havne rangeret blandt verdens bedste, hvad angår effektivitet. I Indien er der stor interesse for danske løsninger og teknologier – og danske virksomheder har potentialet til at imødekomme de udfordringer, inderne står overfor.
SagarMala er et vigtigt tiltag fra den indiske regering, og optimeringen af den maritime sektor skaber muligheder inden for både eksport, direkte investeringer (FDI) samt bilaterale samarbejder vores lande imellem. The Trade Council på ambassaden i New Delhi kan bistå med essentielle kontakter og rådgivning til at gribe denne spændende mulighed bedst muligt
Vil du bidrage til at forbedre Indiens maritime sektor?
Så kontakt den danske ambassade i New Delhi og hør mere om SagarMala-programmet: