Gå til indhold
Tyskland

Offentlig digitalisering i Tyskland er nu eller aldrig

Offentlig digitalisering er hot i Tyskland. Alle taler om det, ikke mindst kansler Merkel. Det giver danske virksomheder, der fokuserer på digitale løsninger, unikke muligheder for at slå igennem på det tyske marked de kommende år.

Digitalisering af den offentlige sektor er populært som aldrig før i Tyskland. Offentlig digitalisering er nævnt eksplicit i regeringsgrundlaget, flere delstater har nu vedtaget en decideret eGovernment-lovgivning, og digitaliseringsprojekter bliver sat i gang som aldrig før i alle hjørner af forbundsrepublikken. Men de tyske borgere venter endnu i spænding på den store effekt. For papirarbejde hører stadig til den offentlige sektors grundlag i Tyskland. Det samme gør personlig betjening. Borgere har derfor vænnet sig til at stå i kø i flere timer på kommunen blot for at flytte adresse eller få udleveret en fødselsattest.

Så hvordan skal de komme i gang med at digitalisere den offentlige sektor? Gerne i fællesskab, på tværs af delstaterne og skridt for skridt i løbet af de kommende år, lyder den tyske løsning. Dertil har man oprettet et såkaldt ”IT Planungsrat” (planlægningsråd for IT), som er det organ, der skal koordinere digitaliseringsindsatsen på tværs af delstaterne og forbundsregeringen. Det er planlægningsrådet, som sætter ambitionerne og tempoet for digitaliseringen af den offentlige sektor i Tyskland.

Danmark med på råd
I april afholdt planlægningsrådet sin årlige konference i Weimar, og her var Danmark inviteret til at give inspiration udefra. Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, fortalte den danske historie om 15 års tværoffentligt samarbejde, om de nationale byggesten og om de danske borgere og virksomheder, som er digital-by-default. Den danske historie gør indtryk, og i tyske øjne virker Danmark på mange måder som en digital utopi.

Men Tyskland er også på vej. Til samme konference holdt Dr. Hagen, digitaliseringschef i bystaten Bremen, et oplæg. Han uddelte et seks sider langt papirskema til ansøgning om barselsorlov og bad publikum om at forsøge at udfylde det, hvilket viste sig at være meget lettere sagt end gjort. Han gjorde blandt andet opmærksom på en rubrik, som ofte vækker stor forvirring hos ansøgeren, fordi man kan sætte kryds, såfremt man IKKE ønsker at søge om barselsorlov. 

Samtidig viste han en betaversion af en app, som er ved at blive udviklet. Ved at bruge app’en giver borgeren tilladelse til, at de informationer, som skatteforvaltningen har om vedkommende, må genbruges til barselsansøgningen. Efter dette samtykke handler det blot om at angive, hvor længe man gerne vil være på barsel – nemt og simpelt.

Det er lige netop sådanne digitale løsninger, som tyskerne drømmer om, og barselsansøgningen er bare én ud af ca. 500 ydelser, som den tyske regering har sat sig som mål at digitalisere inden for fem år.

Digital portal er på vej
I tillæg til en grundlovsændring vedtog det tyske parlament i sommeren 2017 den såkaldte ”lov om online adgang”, der foreskriver, at de vigtigste offentlige services skal være tilgængelige online for borgere og virksomheder via en national portal. Her har man identificeret i alt 574 services lige fra barselsdagpenge til ansøgning om parkeringstilladelse og selvangivelse, som skal være digitalt tilgængelige i 2022 via en fælles og national portal. De digitale byggesten, som vi kender fra Danmark, f.eks. en sikker digital postkasse og et personligt login, bliver leveret med den nationale portal, som efter forventningerne bliver i slutningen af 2018.

Den nationale portal kommer kun til at skabe rammerne for den offentlige digitalisering. Størstedelen af Tysklands enorme digitaliseringsopgave skal løftes i alle ministerier, i alle 16 delstater og i alle 11.000 kommuner, på alle kontorer og i alle klasseværelser.

Tyskere omfavner digitalisering i deres hverdag
Selvom den offentlige digitalisering halter efter, er tyskerne ikke fremmede over for digitalisering i deres hverdag. 84 procent bruger internettet regelmæssigt, og ca. 70 procent bruger smartphones - bare ikke til at kommunikere med det offentlige. Kritiske stemmer mener, at digitaliseringen af offentlige ydelser er for usikker, fordi man som borger bliver nødt til at give myndighederne indsigt i personlige data. Dette lyder - blandt andet af historiske grunde - i nogle tyskeres ører for meget som ’overvågning’.

I Tyskland handler offentlig digitalisering derfor ikke kun om udvikling og implementering af nye løsninger. Digitalisering er ikke kun en teknologisk proces. Det er også en mental og kulturel proces, hvor det handler om borgernes tillid til, at det offentlige forvalter deres data på en ordentlig og sikker måde.

Men samtidig er der en stigende bevidsthed hos de fleste tyskere om, at digitalisering kan gøre livet meget lettere for både borgere og virksomheder, så f.eks. en forælder ikke længere behøver at tage fri fra arbejde eller sætte fritid af til at udfylde og aflevere en kompliceret ansøgning om en børnehaveplads på kommunen. Det vil i stedet kunne klares sikkert og effektivt hjemme fra sofaen med nogle få klik, mens børnene leger i haven.

Generation Digital kræver deres ret
På et gymnasium i Berlin er der sågar elever, anført af den unge iværksætter og tidligere elev Dennis Friebe, der kræver deres ret til en digital skoleundervisning, der forbereder dem på fremtidens arbejdsmarked, hvor nye teknologier vil ændre arbejdslivet markant. Eleverne kræver, at computer og internet bliver en integreret del af undervisningen, uanset om lærerne har lyst til at arbejde med digitale medier eller ej.

Dette illustrerer meget godt den tyske situation. For de unge kan digitaliseringen ikke gå hurtigt nok, hvilket blandt andet afspejles i det høje antal af digitale startup-virksomheder rundt omkring i Tyskland. For de ældre generationer er indstillingen ofte mere konservativ, selvom de godt ved, at den offentlige digitalisering skal finde sted før eller siden.

Lige nu bliver der kigget mod Danmark for inspiration, og der er et unikt window of opportunity i disse år for danske virksomheder med digitale løsninger til både det offentlige og skolesystemet. Her er Smart Country Convention i Berlin til november, hvor Danmark er officielt partnerland, en oplagt mulighed for at bringe danskes virksomheders erfaringer, successer og udfordringer i spil.


Vil du vide mere om din virksomheds muligheder i Tyskland?

Så kontakt os og hør nærmere

Loading...

    Vil du læse mere? Se vores relaterede indhold

    Loading...