Gå til indhold
Nordamerika

Nordamerikas brintindustri giver mulighed for dansk brinteventyr 

Brint er energisektorens fremtid – sådan lyder det i hvert fald fra USA og Canada. Derfor satser The Trade Council i Nordamerika stort på at blive en del af den rivende udvikling i den nordamerikanske brintbranche.

The Trade Council i Nordamerika har sat alle sejl ind på at udnytte mulighederne inden for eksport af brintteknologier i Nordamerika. USA og Canada har fremsat ambitiøse bæredygtige strategier for at imødekomme diverse klimamål, og her kan brint - og særligt grøn brint - komme til at spille en vigtig rolle.

Brint har nemlig potentialet til at blive et godt CO2-frit brændstofalternativ til især transport og elektricitet. Derfor er der opstået et massivt fokus på at udvikle brintproduktionen i Nordamerika.

Beslutningstagere fra både industri og politik har skærpet fokusset på at skabe nye markedsmuligheder inden for brint, politikker bliver implementeret, alliancer indgås og projekter bliver offentliggjort. Man kan nærmest tale om et decideret boom af muligheder på det nordamerikanske brintmarked – muligheder som The Trade Council i Nordamerikas Energy Transition Advisory vil hjælpe danske virksomheder med at få del i.

Energy Transition Advisory 

The Trade Council i Nordamerikas Energy Transition Advisory er specialiseret i at assistere danske virksomheder med at komme ind på det nordamerikanske energimarked. Teamet har særligt fokus på at skabe muligheder for danske virksomheder inden for vedvarende energi og udvikling af brint. 

Brintalliance mellem Danmark og USA

I september underskrev ledende danske og amerikanske energiinteressenter en brintalliance under titlen the U.S.-Denmark Green Hydrogen Alliance. Alliancen skal skabe rum for vidensdeling mellem danske og amerikanske brintinteressenter og er et skridt på vejen mod at få danske brintløsninger til USA og bidrage til den amerikanske grønne omstilling.

I sommer lancerede USA’s pendant til Energistyrelsen, Department of Energy, en national strategi. Den inkluderer bl.a. en investering på otte mia. USD i udviklingen af regionale brint-hubs. Få uger efter underskrev præsident Joe Biden hjælpepakken ’the Inflation Reduction Act’ (IRA), som vil skyde omkring 369 mia. USD i grønne energiprojekter i USA. Det er en af landets største investeringer i vedvarende energi- og brintproduktion.

Hjælpepakken inkluderer et massivt skattefradrag, det såkaldte Clean Hydrogen Production Tax Credit (H2PTC), som forventes dels at blive omdrejningspunktet for føderale bestemmelser af brint, dels at skabe en forhøjet værdi af brint på tværs af industrien på omkring 14 mia. USD i løbet af det næste årti.

Det betyder, at de kommende år vil være skelsættende for den amerikanske energi- og brintsektor, hvilket også kan mærkes hos The Trade Council i Nordamerika, som allerede har haft gavn af the U.S.-Denmark Green Hydrogen Alliance. I starten af oktober kunne the Energy Transition Advisory nemlig byde velkommen til en delegation af amerikanske energiinteressenter, da de sammen drog mod Danmark for at besøge danske energivirksomheder og myndigheder. Delegation bød på produktive diskussioner om grøn brint, og hvordan Danmark og USA kan hjælpe hinanden med at udvide den internationale brintenergi, og det forventes at flere nye partnerskaber er spirende.

The U.s.-Denmark Green Hydrogen Alliance

The U.S.-Denmark Green Hydrogen Alliance er en partnerskabsaftale underskrevet af Dansk Industri, Danske Rederier, Dansk Erhverv, Green Power Denmark, Hydrogen Denmark, Green Hydrogen Coalition og Greater Houston Partnership. Underskriftsceremonien foregik i den amerikanske kongres i Washington, D.C., hvor den blev overværet af amerikanske senatorer og statsminister Mette Frederiksen. Alliancens formål er at drive udviklingen og produktion af grøn brint i både USA og Danmark. Det er Danmarks ambassade i Washington, D.C., og TCNA, som skal facilitere alliancens aktiviteter. 

Canadas brintforpligtelse giver danske muligheder

USA’s nabo mod nord har også fået øjnene op for brints potentiale. Canada satser på at blive en del af verdens top-tre brintudbydere. Landets myndigheder arbejder ud fra en målsætning om at omlægge 30 pct. af landets energikilder til at komme direkte fra brint i 2050.

Derfor udvidede The Trade Council i Nordamerika i år deres team med en ny rådgiver i Toronto; Kelly Tai. Kelly har tidligere arbejdet med brint og energi i diverse canadiske myndigheder og for The International Renewable Energy Agency. Med afsæt i Toronto vil det være Kellys opgave at understøtte The Trade Councils indsats på det nordamerikanske energimarked, hvor hun vil have fokus på at fremme danske løsninger inden for grøn brint og andre alternative brændstoffer. 

Kelly ser et stort potentiale for danske virksomheder i det nordlige Canada, fordi området er særligt velplaceret til at huse store grønne brintprojekter. I september i år annoncerede den nordcanadiske provins Nova Scotia et ambitiøst mål om at sælge 5 GW havvindenergi inden 2030. Formålet med denne målsætning er at støtte grøn brintproduktion. Den nordlige provins er i øjeblikket i gang med at udvikle en handlingsplan for grøn brint, som skal skitsere grøn brints rolle i områdets grønne energiomstilling. Planen forventes at blive fremlagt i 2023 med potentielle investeringer i nye brintprojekter - noget som vores rådgivere vil have for øje med blik for danske virksomheder. 

Det nordamerikanske potentiale

Med stor efterspørgsel på alternative brændstoffer og grønne energiløsninger er der ingen tvivl om, at brint er fremtiden for energi, og mulighederne er mange. Det anslås, at det globale brintmarked i 2020 nåede en værdi på omkring 9.800 mio. USD, og denne værdi vil unægtelig nå nye højder inden for få år.

En hovedingrediens for at realisere potentialet for brint er samarbejde. For at udvikle industrien og opbygge solide værdikæder kræver det målrettet koordinering blandt politiske beslutningstagere, virksomhedsaktører og investorer på tværs af landegrænser. The U.S.-Denmark Green Hydrogen Alliance og The Trade Council i Nordamerikas arbejde er et godt skridt på vejen mod en grønnere og mere brintfokuseret energisektor. Gennem samarbejde på tværs af landegrænser og lokal markedsindsigt er der chance for at handle på Nordamerikas store muligheder inden for brint. Forsætter denne positive kurve, har Danmark chancen for at spille en stor rolle i kontinentets grønne omstilling og udviklingen af brint som en væsentlig del af den internationale energisektor. 

Kontakt

Loading...