Gå til indhold
Indien

Indisk fokus på mejerisektoren åbner store muligheder for dansk eksport

Den indiske regering ønsker at fordoble den årlige forarbejdningskapacitet i mejerisektoren over de kommende fem år. Der er brug for blandt andet forarbejdningsmaskiner og kølings- og opbevaringsstationer.

Indien er verdens største producent af mælk – med en produktion på 187,7 millioner tons i 2019 (1). Desværre har landet kun kapacitet til at forarbejde 53 millioner tons ordentligt. Meget af mælken i Indien bliver således forarbejdet under uhygiejniske forhold, samtidig med at store mængder går til spilde. 

Derudover er en begrænset og gammel kølekædeinfrastruktur skyld i, at store mængder af forarbejdede mælkeprodukter bliver fordærvet, inden de når ud til forbrugeren.

Derfor ønsker den indiske regering med finansloven for 2020 at fordoble den årlige forarbejdningskapacitet i mejerisektoren til 106 millioner tons over de kommende fem år (2).

For at opnå dette kræves investeringer for et beløb svarende til minimum omkring 60 milliarder danske kroner, fortæller R S Sodhi, administrerende direktør i Gujarat Cooperative Milk Marketing Federation, ifølge avisen Business Standard.

Gujarat Cooperative Milk Marketing Federation er en større indisk mejerivirksomhed, der blandt andet står bag mærket Amul.

Kontakt til kommende projekter

Det indiske fokus på mejerisektoren skaber store eksportmuligheder for danske virksomheder.

”Med den indiske regerings ønske står mejerisektoren i Indien over for en enorm udvikling. Danske virksomheder kan eksportere viden og teknologi til at hjælpe med denne udvikling, til fordel for både os og dem,” siger Ashish Paliwal, handelsrådgiver på den danske ambassade i New Delhi.

The Trade Council i New Delhi kan hjælpe danske virksomheder ind på markedet og bistå med at skabe kontakt til kommende projekter – fx inden for:

  • Forarbejdningsprocessen: Produktingredienser, forarbejdningsmaskiner og uddannelse samt oplæring af medarbejdere.
  • Efter forarbejdning: Kølings- og opbevaringsstationer, emballage og pakningsfaciliteter.

Derudover er der mulighed for samarbejde med potentielle indiske partnere, hvilket kan omfatte alt fra ejendomsselskaber og landbrugs- og fødevareorganisationer til NGO’er og statslige institutioner mm.

Den indiske mejerisektor er påvirket af den nuværende COVID-19-krise, hvor der særligt er udfordringer med leveringen af råmælken samt efterspørgslen fra hoteller og restauranter. Samtidig ses der dog en stigende efterspørgsel efter mejeriprodukter i de indiske husholdninger. Det vurderes, at situationen i sektoren normaliseres, i takt med at den indiske lockdown løftes.

Vil du bidrage til at styrke Indiens mejerisektor?

Så kontakt den danske ambassade i New Delhi og hør mere om mulighederne:

Loading...

    Er du interesseret i at læse mere om markedet for fødevarer eller mulighederne i Indien? Se relateret indhold

    Loading...