Gå til indhold
Indien

Indiens fremtidige transport er elektrisk

Indien skal være et hub for produktion af elektriske køretøjer inden for de næste fem år. Sådan lyder den ambitiøse fremtidsvision fremsat af den indiske regering, der med svimlende 8,3 milliarder danske kroner sætter turbo på den elektriske fremtid. Det skaber store muligheder for danske virksomheder, der har teknologi og viden om elektrisk mobilitet.
Der har i de senere år været meget store forureningsproblemer i Indien, som bl.a. skyldes de mange biler på de indiske landeveje, der kører på fossilt brændstof. For at nedsætte udledningen af CO2 i bilindustrien satser Indien nu på at gøre transportsektoren mere bæredygtig og grøn –  det skal ske ved hjælp af ”elektrisk mobilitet” (EM). Med andre ord vil man vil gøre transporten elektrisk. Derfor vedtog den indiske regering for nyligt at afsætte 8,3 mia. danske kroner til et projekt, der skal transformere den indiske bilsektor og sætte gang i udviklingen af nye grønne transportteknologier. 
Det storstilede projekt har fået navnet FAME og skal sørge for, at hybrid- og elektriske køretøjer bliver fremstillet og udbredt hurtigere på det indiske marked bl.a. ved at fokusere på teknologiudvikling, pilotprojekter og oprettelsen af en enorm opladningsinfrastruktur. Det betyder helt konkret, at væksten i EM-sektoren bliver fremskyndet samtidig med, at det vil være muligt for indisk industri at lære den bedste praksis og tekniske knowhow, således at Indien inden for de kommende fem år bliver en af verdens førende produktionslande inden for EM. 

Behov for dansk know-how

Overgangen til elektrisk mobilitet kræver både know-how og specialiseret ekspertise. Derfor får Indien i de kommende år et stigende behov for at importere ny viden og teknologi inden for grønne transportteknologier, hvis visionen om at blive centrum for elektriske biler og grøn transport skal blive til virkelighed. Det vurderer handelsafdelingen i New Delhi, der ser store eksportmuligheder for danske virksomheder, der leverer udstyr og løsninger til denne sektor.
 
quote ikon
Danmark og Indien har en fælles ambition om at udvikle et grønt strategisk partnerskab, og mulighederne inden for elektrisk mobilitet spiller perfekt ind i denne ambition. Vi kan allerede nu se en høj indisk efterspørgsel efter dansk viden og teknologi inden for denne sektor, hvilket skaber en bred vifte af eksport- og partnerskabsmuligheder gennem eksport af avancerede teknologiprodukter til opladningsinfrastruktur, joint ventures med startups, produktion af elektriske køretøjer, teknologiudvikling og licenser inden for EM osv.
Papas Gupta Handelsrådgiver og ansvarlig for transport, infrastruktur og elektrisk mobilitet ved den danske ambassade i New Delhi
Indien tillader på nuværende tidspunkt direkte udenlandske investeringer (FDI) på 100 procent i bilbranchen. Det betyder, at danske virksomheder kan have den samlede ejerandel over et indisk selskab. Dette skaber gode muligheder for danske virksomheder, som eks. ønsker at samarbejde med indiske virksomheder om at udvikle avancerede teknologier og tilbyde økonomisk overkommelige og miljøvenlige transportformer. 

Prognose for den indiske EM-sektor 

  • Den indiske regering ønsker at investere 8,3 mia. danske kroner i grøn mobilitet via FAME-projektet.
  • FAME-projektet: 1 mio. elektriske tohjulede køretøjer, 0,5 mio. elektriske trehjulede køretøjer, 50.000 el-biler, 7.000 el-busser inden marts 2022.
  • I 2030 skal 30 procent af indiske køretøjer være elektriske, hvilket vil reducere CO2-udledningen fra køretøjer med 37 procent.
For at udnytte denne mulighed har handelsafdelingen på ambassaden i New Delhi lanceret en række initiativer, der skal placere danske løsninger inden for EM som et stærkt brand i Indien. Dette inkluderer markedsundersøgelser, formulering af markedsstrategier, kortlægning af interessenter, adgang til relevante B2G- og B2B-beslutningstagere osv.
 

VIL DU VÆRE MED TIL AT SÆTTE FART PÅ INDIENS ELEKTRIFICERING?

Så kontakt os:
Loading...

    Vil du vide mere? Se vores relaterede indhold

    Loading...