Gå til indhold
Indien

Få del i væksten på det indiske marked for vindenergi

Indien har afsat 181 millioner US dollars til vindenergi i 2020 og 2021 – og lanceret tiltag, som skal fremme udenlandske investeringer på området. Landets største konference for vedvarende energi afholdes online i oktober 2020.
Indien er i gang med en kæmpe omstilling fra fossile brændsler til vedvarende energi. Målet er at opnå en kapacitet af vedvarende energi i landets elforsyning på 175 GW inden udgangen af 2022 – og 450 GW inden udgangen af 2030 (1; 2). Dette sker som led i Indiens implementering af landets forpligtelser fra Paris-aftalen. Samlet set kræver dette investeringer for omkring 250 milliarder US dollars (1).
 
Vindenergi spiller en central rolle i omstillingen. Det indiske marked for vindenergi er derfor i enorm vækst. På nuværende tidspunkt har Indien en vindkapacitet på 36 GW, hvilket gør landet til verdens fjerdestørste producent af vindenergi. Indiens mål er at øge kapaciteten til 60 GW inden udgangen af 2022 – og 140 GW inden udgangen af 2030 (3, 4). 
 
Til at realisere dette har det indiske Ministry of New and Renewable Energy (MNRE) alene i 2020-2021 afsat 181 millioner US dollars til vindenergi (5). Indien kan ikke realisere disse mål alene, og der er brug for udenlandske investeringer. MNRE har derfor lanceret to større tiltag, som skal fremme mulighederne og incitamentet for udenlandske investeringer:
 
  • Afskaffelse af tolden på udenlandske investeringer i vindenergi (6).
  • Oprettelsen af Industry and Investors’ Facilitation Centre under det indiske MNRE (7). Formålet med centret er at løse de problemer og udfordringer, som investorer måtte opleve i forbindelse med investeringer i vedvarende energi.
quote ikon

De indiske ambitioner inden for vindenergi er tårnhøje, men samtidig er det klart, at der er behov for udenlandsk ekspertise til at nå i mål. Dette skaber enorme muligheder for danske eksportører, til gavn for både Danmark og Indien

Suresh Subramaniam Handelsrådgiver og chef for energiområdet ved det danske generalkonsulat i Bangalore

kontakt til kommende projekter

Med de erfaringer og den ekspertise, som danske virksomheder besidder inden for vindenergi, har Danmark meget at bidrage med i denne udvikling. The Trade Council i New Delhi kan hjælpe danske virksomheder ind på det indiske marked – og bistå med at skabe kontakt til kommende projekter. Derudover er der gode muligheder for at oprette et samarbejde med potentielle indiske partnere inden for hele vindsektoren. 

Den 14.-17. oktober 2020 vil Indiens største konference for vedvarende energi, Global RE-INVEST, blive afholdt online. Deltagelse heri er en særdeles god mulighed for at komme i dialog med indiske aktører samt udforske det enorme indiske marked for vedvarende energi. 

Den nuværende COVID-19-krise har medført et midlertidigt stop i opførelsen af flere vindprojekter samt produktionen af vindmøller. Vindenergi bliver dog fortsat set som værende en essentiel service for den indiske regering, som derfor har erklæret denne sektor som værende en ”must run”-sektor (8). Det indiske marked for vindenergi vil derfor med stor sandsynlighed fortsætte væksttendenserne fra før krisen. 

Vil du være med til at styrke og transformere det indiske marked for vindenergi?

Så kontakt os:

Loading...

    Er du interesseret i at læse mere om markedsmuligheder i indien?  Se relateret indhold

    Loading...