Gå til indhold
Kina og singapore

Danske maritime virksomheder får ny indgang til værfter i Kina og Singapore

Sammen med EKF - Danmarks Eksportkredit er The Trade Council i gang med at etablere en strategisk alliance for danske virksomheder med interesse for at levere maritim teknologi til værfter i Kina og Singapore. Værfterne får adgang til kredit fra EKF, når de køber løsninger fra de deltagende virksomheder. Kom til seminar om alliancen den 11. marts 2020 i København.

The Trade Council i Kina og Singapore er i færd med at skabe en strategisk virksomhedsalliance under navnet ”Maritime Shopping Line Alliance”. Alliancen er for danske virksomheder med interesse for at levere maritim teknologi til værfter i Kina og Singapore.

Målet med alliancen er at bringe danske underleverandører sammen med henblik på at:

  • præsentere deres teknologier og løsninger inden for rammerne af en fælles dansk fortælling til relevante værfter og skibsejere
  • understøtte hinanden og sikre troværdighed hos kunderne
  • opnå indsigt i lokale markedsvilkår, regler og krav

Dertil understøttes alliancen som noget helt nyt af EKF, der vil tilbyde kinesiske og singaporeanske skibsejere og -værfter adgang til forhåndsgodkendt kredit, så de nemt og bekvemt kan købe løsninger fra de deltagende danske virksomheder.

Samarbejdet med EKF er med til at sikre en bredere og mere værdiskabende platform for de deltagende danske virksomheder og de potentielle kinesiske kunder:

”Ved at arbejde i virksomhedsalliancer får de danske virksomheder mulighed for at få finansieret ordrer, som ellers ville være for små for bankerne at finansiere. Dermed skabes der altså eksportmuligheder, som ellers ikke var tilgængelige,” fortæller Marek Zandberg, Chief Underwriter hos EKF.

Forudsat deltagelse af et antal små og mellemstore virksomheder kan The Trade Council tilbyde 35 procent nedslag i udgiften til rådgivning forbundet med deltage i alliancen.

Seminar i København

Den 11. marts 2020 kan du deltage i et seminar, hvor projektet bag virksomhedsalliancen vil blive præsenteret og drøftet. Arrangementet finder sted i Eigtveds Pakhus, Strandgade 25G i København.

Som medlem af alliancen vil du deltage i en screening af relevante kinesiske skibsværfter, udvikling af et fælles dansk eksportkatalog og forberedelse af delegationsrejser til de udvalgte værfter, herunder et seminar med Keppel Shipyard i Singapore.

Keppel Shipyard er Singapores største havn og værft – og et knudepunkt for den globale shipping- og maritime industri. Keppel Shipyard er en af verdens største og mest anerkendte aktører inden for reparation, ombygning og opgradering af diverse skibsfartøjer. Deres deltagelse i Maritime Shopping Line Alliance giver danske leverandører gode muligheder for yderligere diversificering og globalisering.

Kina efterspørger nye løsninger

Kina er verdens største skibsbyggende nation og ønsker at bevare en ledende position på området. Landet har i sin “Made in China 2025”-strategi fremhævet, at 81 procent af alle højteknologiske skibskomponenter inden 2025 skal produceres i Kina, men kritiske komponenter og teknologier til kinesisk skibsbyggeri vil fortsat komme fra andre lande, særligt i de kommende år.

De kinesiske værfters fortsatte afhængighed af udenlandske high end-produkter og knowhow skaber et vindue af muligheder for danske maritime virksomheder – ikke mindst i en tid, hvor verdens største skibsbyggende nation, Kina, står over for et kursskifte som følge af nye regulativer, der skal fremme den grønne omstilling.

Den internationale maritime organisation IMO har vedtaget, at skibsfarten skal nedbringe globale CO2-emissioner med 50 procent inden 2050. Det stiller større krav til den anvendte teknologi i nye skibe og sætter øget pres på markedet for retrofit af eksisterende skibe. Danske maritime virksomheder har længe haft en stærk rolle i denne industri, ligesom de gode bilaterale relationer mellem Danmark og Kina kan sætte de danske løsninger i en endnu stærkere position.

Læs mere om de strategiske alliancer, The Trade Councils rådgivere skaber på deres respektive markeder for eksport:
https://thetradecouncil.dk/services/eksport/sba

Vil du være en del af "maritime shopping line alliance"?

Så kontakt den danske ambassade i Beijing eller Singapore og hør mere om planerne for alliancen og introduktionsseminaret den 11. marts:

Loading...

    Er du interesseret i at læse mere om den maritime sektor eller det asiatiske marked? Se relateret indhold

    Loading...