Gå til indhold
Kina

Dansk aftryk på kinesiske hospitalsbyggerier – The Trade Council i Kina baner vejen

Takket være en fælles nordisk indsats kigger Kina nu til Danmark og resten af Norden efter erfaring, innovation og teknologi til de mange kinesiske hospitaler, der skal bygges de næste fem år.

Der er flere grunde til, at det kinesiske sundhedsvæsen længe har været under pres. For eksempel er 24% af befolkningen over 55, 2020 bød på en rekordlav fødselsrate på 1,3 per kvinde og 60% af befolkningen bosat i byerne. Derfor skal der investeres massivt i det kinesiske sundhedsvæsnet. 

Centralregeringen har fokus på ”kvalitativ vækst”. Da Kina kun har 10 millioner ansatte i deres sundhedsvæsen, som skal tjene 1,4 milliarder mennesker, skal løsningen findes i både flere hospitaler og arbejdsbesparende innovation.

Den nordiske model med fri og lige adgang til sundhed er en unik platform for at få adgang til de store hospitalsprojekter, hvor vi kan bidrage med teknologi og knowhow skabt af erfaring fra det danske sundhedsvæsen. Vores bærende principper som effektivitet, grønne løsninger og bæredygtighed taler direkte til kinesiske prioriteringer for deres fremtidige sundhedsvæsen.

The Trade Council har i samarbejde med Business Finland, Embassy of Iceland, Business Sweden og Innovation Norway lanceret ”Nordic Healthy Cities – China” med finansiering fra Nordic Innovation. Her danner fem kinesiske byer; Beijing, Wuhan, Shanghai, Changchun og Chongqing, rammen om markedsføring af nordiske sundhedsteknologier og -løsninger med fokus på forbedring og udbygning af sundhedsvæsnet, ældrepleje og lige muligheder for folk med handicap.

De fem kinesiske udstillingsbyer er udvalgt på grund af deres imødekommenhed overfor nordiske løsninger samt økonomiske styrke. 

quote ikon
”Med strategiplanen Healthy China 2030 og den nye fem-årsplan (2021-2025) har centralregeringen i Kina sat fokus på en markant forbedring af sundhedsvæsenet. Baseret på de første arrangementer i Chongqing, ser vi et stort behov samt aktiv efterspørgsel på danske løsninger fra de kinesiske beslutningstagere, særligt inden for innovative løsninger, der kan bidrage til den nødvendige effektivisering af den kinesiske sundhedssektor. Med Danmarks erfaring for offentlige og private partnerskaber inden for sundhedsbyggeri har dansk industri store muligheder for at bidrage til udbygningen af Kinas fremtidige hospitaler.” 
Niklas Feilberg Nielsen Head of the Health and Life Science team at the Embassy in Beijing
Med ”Nordic Healthy Cities – China” som platform har The Trade Council i Kina derfor banet vejen for danske virksomheder til at levere til nogle af de største sundhedsprojekter i Kina i de kommende år. 

vil du vide merE?

Kontakt gerne vores rådgiver i Beijing.

Loading...