Gå til indhold
Magasinet indsigter

Intelligent brug af sundhedsdata skal løse globale udfordringer

Blikket er stift rettet mod vores lille land, når det gælder løsninger på de globale sundhedsudfordringer. Ifølge en ekspert ligger fremtiden særligt i de datadrevne teknologier, og Danmarks viden og fremskridt på området gør os til relevante partnere på den internationale scene.
Det er ikke svært at spå om fremtiden, når det kommer til udfordringer på sundhedsfronten. Flere ældre, flere aldersrelaterede sygdomme og penge, der skal række til flere. Derfor skal vi som samfund være i stand til at nytænke vores sundhedssystem, så vi er klar til mødet med fremtiden. Det siger Peter Julius, der er CEO hos Public Intelligence:
 
“Det teknologiske indtog på danske hospitaler har de seneste år haft til formål at effektivisere basale kerneopgaver og forbedre den personlige pleje. Men når det kommer til intelligent brug af data i sundhedssektoren, er vi kun begyndt at ridse i overfladen.”
 
Store dele af sundhedssektoren er allerede digitaliseret og koblet til internettet gennem fx IoT, hvor der indsamles store mængder data. Det har accelereret de teknologiske fremskridt inden for særligt kunstig intelligens og big data.
 
“Vi er klar til runde to inden for den teknologiske udvikling, hvor særligt datadreven sundhed vil bane vejen for forebyggelse og bedre behandling af den enkelte patient,” siger Peter Julius og tilføjer: “De helt store game changers venter lige om hjørnet. Der er bare nogen, der skal gribe chancen.”

Datadreven sundhed og stærke OPI-samarbejder

Public Intelligence er et konsulenthus, der hjælper private virksomheder med at komme i dialog med det offentlige om samarbejdsmuligheder og innovation – både herhjemme og i udlandet. Ifølge dem er det netop gennem stærke OPI-samarbejder, at sundhedsdata for alvor kan systematiseres.
 
“Der investeres langt mere end hidtil i afprøvning af ny teknologi i sundhedsvæsenet, og hvis de danske virksomheder formår at udnytte den værdifulde data og ekspertise, som det offentlige ligger inde med, kan vi nå rigtig langt,” siger Peter Julius.
 
De ambitiøse investeringer kommer blandt andet fra Danske Regioner, der i tæt samarbejde med danske virksomheder tester nye datadrevne teknologier gennem forskellige projekter:

3 tech-drevet sundhedsprojekter

Kunstig intelligens skal opfange hjertestop:

Den danske virksomhed Corti samarbejder med Region Hovedstadens Akutberedskab om en teknologi, der kan opfange tegn på hjertestop gennem lyden af fx åndedræt og stemmeføring ved opkald til 112.
 

Virtual reality mod angst:

Telepsykiatrisk Center afprøver i samarbejde med Region Syddanmark VR-briller i behandling af patienter, der lider af angst, hvor man forsøger at snyde sanserne og genskabe et socialt miljø, der ligner virkeligheden.
 

Intelligent planlægning:

Aalborg Universitet har sammen med Region Nordjylland sat gang i en intelligent planlægning af arbejdsgange, hvor man gennem machine learning analyserer udskrivelser og indlæggelser og dermed kan forudsige kapaciteten på hospitaler.

 

Ifølge Peter Julius kommer brugen af sundhedsdata også til at infiltrere vores hjem, hvor vi måske inden længe ser toiletter, der fortæller, om du er ved at blive syg, køleskabe, der fortæller, når du bør drikke mere vand eller smart-watches, der opfanger uregelmæssig hjerterytme og automatisk ringer efter hjælp. Der er allerede eksempler på sidstnævnte, hvor et Apple Watch har reddet menneskeliv.

Internationale partnerskaber

I implementering af de nye teknologier spiller OPI-samarbejdet også en afgørende rolle. For teknologi er kun interessant, hvis den opleves som værdifuld for brugeren. Det gælder medarbejdere såvel som borgere, som alle bør inddrages, når nye produkter skal testes, fortæller Peter Julius:
 
“Der eksisterer et højt niveau af tillid i Danmark, som gør, at vi er gode til at arbejde sammen på tværs af sektorer – noget mange andre lande har store problemer med. Det giver os en fordel, når det kommer til vidensdeling og implementering af nye teknologier i Danmark, men det giver også virksomheder, der ønsker at øge deres internationale aktiviteter, et forspring.”
 
På den baggrund har Public Intelligence selv taget springet og åbnet kontor i Kobe, Japan, der med verdens ældste befolkning møder store udfordringer. Den japanske industri er derfor på jagt efter partnere, der kan hjælpe dem med udvikling af bæredygtige løsninger inden for sundhed og velfærd. Og der bliver lagt massive investeringer i teknologien.
 
Ifølge Peter Julius er der dog også behov for, at teknologien udvikles med mennesket for øje, hvis de skal indgå naturligt i fremtidens arbejdsgange. Her er Danmark særligt konkurrencedygtig.
 
“Danmark har gennem sundhedsdata opnået en stor forståelse for vores borgere og deres behov. Set udefra er det en unik kompetence. Samspillet mellem japanske teknologier og dansk viden vil skabe acceleration i udviklingen af nye løsninger,“ fastslår Peter Julius.
 
Public Intelligence, der selv står bag en række testcentre, oplever også flere europæiske virksomheder, der rejser til Danmark for at teste produkter og samarbejde med danske eksperter. Ifølge Peter Julius er USA også en potentiel samarbejdspartner for danske virksomheder.
 
“Der er behov for virksomheder, som tænker brugen af data ind i deres forretning fra starten, og som tør tænke stort. For dem er alle døre åbne,” siger Peter Julius.

Er du interesseret i at vide mere om teknologi der kan forandre din virksomhed? Bliv inspireret her

Loading...

Vil du have seneste nyt fra The Trade Council direkte i din indbakke?