Modebranchen er en verdensomspændende industri, og derfor stod det danske modebrand UTZON med en udfordring, da corona fejede over markederne og gjorde vanskeligt for dem at opretholde relationerne til deres indkøbere.
Grundet de mange rejserestriktioner og nedlukkede markeder, kunne deres sydkoreanske kunder ikke længere komme til Europa for at se og købe kollektionerne, og hvad gør man så? UTZON valgte at tage kontakt til den danske ambassade i Seoul.
En dansk succeshistorie
UTZON blev stiftet helt tilbage i 1990 af Pernille Utzon og har i dag hovedsæde i det fashionable Klampenborg nord for København. UTZON er et high-end modebrand, der designer unikke pels- og læderkollektioner til kvinder i hele verden. Virksomheden har fokus på den voksende asiatiske modeindustri og sælger blandt andet sine kollektioner i Sydkoreas mest eksklusive butikker.
Under normale omstændigheder ville de sydkoreanske forhandlere valfarte til Frankrig eller Danmark for at besigtige og indkøbe de nyeste kollektioner, men da COVID-19 pandemien vendte verden på hovedet, var dette ikke længere muligt. Gode råd syntes dyre. UTZON måtte tænke i nye baner og tog derfor kontakt til den danske ambassade i Seoul.
Fremvisning på ambassaden
“Vi har oplevet stor støtte og entusiasme fra ambassaden og dens ansatte i forbindelse med udstillingen af vores UTZON AW21 kollektion på ambassaden,” fortæller ejer og direktør Pernille Utzon om samarbejdet.
Fremvisningen af UTZON’s kollektion på ambassaden resulterede i salg til det sydkoreanske marked på omkring DKK 7 mio. Det sydkoreanske marked er dermed blevet et af UTZONs vigtigste eksportmarkeder.