Gå til indhold
NORGE

Medlemssystem løfter GroupCare ind på det norske marked

Gennem en målrettet indsats hjalp The Trade Council den danske virksomhed Groupcare med at få kontakt til udvalgte medlemsorganisationer i Norge.
Norge har gennem en lang årrække været Danmarks 5. største eksportmarked, hvilket gør, at mange SMV-virksomheder ser på det norske marked som et naturligt første eksportmarked. Alene i løbet af de første 9 måneder af 2021 udgjorde eksporten fra Danmark til Norge godt 34 milliarder danske kroner ifølge tal fra Danmarks Statistik.
Også virksomheder, der allerede er på markedet, understøtter denne trend ved at styrke og udbygge deres eksport til Norge. Blandt de virksomheder, der har eksport til Norge, men som har haft et ønske om at yderligere forstærke deres position på markedet, er Groupcare A/S. 

Groupcare har specialiseret sig i digitalisering, der sætter medlemmerne i centrum for alle typer af organisationer, og derved er med til at styrke udviklingen i nordiske medlemsorganisationer. Og gennem videnbaseret brug af medlemsdata, sætter medlemssystemet skub i intelligent brug af data, således at medlemsorganisationerne får nyt overskud i alle deres relationer med medlemmerne.

Med foreninger som specifikt brancheområde har Groupcare gennem de sidste 20 år hjulpet flere af Nordens mest kompetente medlemsorganisationer – store som små – med at løfte sig til et nyt niveau. Dette gælder også på det norske marked, hvor både politiske partier og andre typer af medlemsorganisationer allerede bruger løsningen til at løfte arbejdet med deres medlemmer. Men Groupcare havde ambitioner om at vokse, og de tog derfor kontakt til Danmarks Ambassade i Oslo med henblik på at blive introduceret for relevante medlemsorganisationer, såsom patientforeninger, faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationer. 

Totalt fire events, to digitale og to fysiske, blev gennemført i en tid hvor CORONA-situationen med nedlukninger og rejserestriktioner satte sine helt naturlige begrænsninger på bevægelsesfriheden, men som på samme tid viste, at interessenter gerne afsætter tid til at deltage online i møder. Det betød, at Ambassaden sammen med Groupcare i april måned 2021, afholdt to online seminarer om effektiv anvendelse af medlemssystemer til at løfte værdien for medlemmer og foreninger med deltagelse af en bred vifte af organisationer fra de tre primære målgrupper for Groupcare. 
”Den menneskelige kontakt er ofte helt central, når vi hos Groupcare introducerer og præsenterer vores løsning, men givet nedlukningen af samfundene i april 2021 i både Danmark og Norge, var dette ikke muligt. Det gjorde, at vi sammen med Ambassaden så på nye muligheder for at nå interessenterne. Her var Ambassadens neutrale rolle vigtig for at skabe den troværdighed, der må til for at få interessenter til at tilmelde sig til et online webinar.”
Lisbeth Bekker CEO, Groupcare A/S

I sensommeren 2021 var det blevet muligt igen at afholde fysiske møder, hvorfor der blev arrangeret to seminarer med forskellige forudsætninger. Det ene var eksklusivt for Norges største medlemsorganisation for virksomheder inden for en bred vifte af brancher og industrier. Dette seminar har siden ført til både en lukket workshop med fokus på organisationens udfordringer og ønsker, ligesom der også har været besøg hos en dansk søsterorganisation for at få et førstehåndsindtryk af deres daglige brug af Groupcare.

”Muligheden for at introducere ligesindede organisationer for hinanden er med til at nedbryde barrierer og opbygge tillid, hvilket er noget, vi aktivt bruger i vores bearbejdning af markeder,” siger Lisbeth Bekker, CEO i Groupcare.

Det andet seminar, i form af et dialogmøde, var bredere og havde deltagelse af flere typer af foreninger, hvor det i løbet af seminaret viste sig, at flere af dem aktivt så efter nyt medlemshåndteringssystem. På dialogmødet var der stor spørgelyst og interesse for at høre mere på efterfølgende møder. 

”At rådgive og arbejde med danske eksportvirksomheder betyder, at du må turde stille de vanskelige hv-spørgsmål; altså hvorfor, hvordan og ikke mindst hvad for at kunne rådgive og vejlede. Og når virksomheden er så klar i mælet om sine ønsker og mål som Groupcare, er det faktisk ikke rocket science at finde de gode løsninger sammen. At de også har modet til at kaste sig ind i ekspansion på eksportmarkederne i en svær tid, siger meget om den målsætning, de har som virksomhed”
Kalle Bartholin Nielsen  Sektorekspert, Danmarks ambassade i Oslo

KONTAKT OS

Er du interesseret i at få din virksomhed ind på det norske marked?

Kontakt vores handelsrådgivere på ambassaden i Oslo.

Loading...