Lokal viden hjalp Orshade Europe ind på det finske marked
Finland burde være et oplagt eksportmarked for mange danske virksomheder grundet dets mange ligheder og tætte geografiske placering til Danmark. På trods af dette udgør dansk eksport til Finland kun 1,9 % af Danmarks samlede eksportindtægter, hvilket gør Finland til Danmarks 12. største eksportmarked. Men det kan dog ændre sig i fremtiden, COVID-19 har blandt andet fået flere danske virksomheder til at kigge mod nærmarkederne, samtidig med, at flere offentlige investeringer og øget fokus på den grønne omstilling i Finland har skabt nye muligheder i flere sektorer, herunder energieffektivisering af bygninger. En af de danske virksomheder, som har grebet denne mulighed er danske Orshade Europe.
Orshade producerer integreret solafskærmning i form af persienner, som er installeret direkte ind i enten to- eller trelags termoruder. Den integrerede installation sikrer, at persiennerne forbliver rene og vedligeholdelsesfrie samt giver forbrugeren kontrol over solafskærmningen. Virksomheden har et særligt fokus på elektronisk styrede persienner, men tilbyder også manuelt styrede persienner. En af produktfordelene er, at persiennerne er energi- og omkostningsbesparende og derfor yderst bæredygtige.
Orshades integrerede persienner holder varmen ude og mindsker derved energiomkostningerne i forbindelse med køling af et rum. Derudover er der lave vedligeholdelsesomkostninger forbundet med produkterne, da de er installeret direkte ind i glasenheden, hvorfor det dermed ikke påvirkes af snavs, vind og andre eksterne faktorer. En af Orshades primære kundesegmenter er hospitaler, og det var også dette segment, som de ønskede at fokusere på i Finland.
Orshade havde på daværende tidspunkt ikke et særligt kendskab til markedet eller det finske sprog, hvorfor de valgte at kontakte The Trade Council i Finland. Opgaven omfattede blandt andet markedsundersøgelser af afsætningsmuligheder, værdikædeanalyser, kundesegmentering og at arrangere møder med potentielle kunder. Især sidstnævnte var ekstra værdifuldt for Orshade, da det finske sprog ofte kan være en større udfordring at overkomme. The Trace Council kunne derfor hjælpe med at facilitere kommunikationen med de potentielle kunder.
The Trade Councils rådgivning hjalp Orshade med at åbne markedet op for deres produkter og identificere relevante kunder. Dette resulterede direkte i, at virksomheden fik et møde, som resulterede i en aftale med en kunde på det finske marked. Mødet var starten på et endnu tættere samarbejde end blot kunde-til-leverandør. Virksomhedens CEO udviste blandt andet stor interesse i, at Orshade skulle hjælpe med at uddanne hans ansatte i Orshades produkter. Som Orshade selv udtalte medførte dette, at de frem for en underleverandør i højere grad ville agere som en reel partner for virksomheden.
“The Trade Council udviste hurtigt forståelse for, hvad vores behov var. Derudover var der god service, tæt dialog, og vi følte, at opgaven blev taget meget seriøst lige fra starten”
The Trade Councils eksportrådgiver, Daniel Johannes Mickos, i Helsinki arbejder primært med kunder inden for Urban Development and Sustainable Renovation, og hjalp Orshade fra start til slut.
Daniel J. Mickos fremhæver også, at markedspotentialet for løsninger til særligt byudvikling og bæredygtig renovation, herunder energieffektivisering, vil blive endnu større i fremtiden. Derfor har den danske ambassade i henholdsvis Helsinki og Stockholm de sidste to år samarbejdet om projektet Nordic Renovation Wave med et særligt fokus på energieffektivisering og bæredygtig renovation.
I Finland er der eksempelvis et særligt fokus på en bæredygtighed, hvor målet er opnå CO2-neutralitet i 2035. Projektet finansieres af EUs genopretningsfond, hvor EUR 822 mio. ud af EUR 2,9 mia. er blevet allokeret til at understøtte dette projekt økonomisk. Derudover fokuserer projektet, foruden den grønne omstilling af energisektoren, også på bæredygtig renovering for at sikre mere energieffektive bygninger. Dette har blandt har skabt et større incitament for bæredygtig renovation. Desuden medfører de fortsat stigende energipriser og større efterspørgsel på energieffektive løsninger.
Det er altid dejligt at arbejde med kunder, som leverer løsninger, der er i overensstemmelse med de lokale ambitioner om den grønne omstilling og kulstofsneutralitet. Dette resulterer også i et stort markedspotentiale for deres produkter, og at vores arbejde og lokale ekspertise skaber betydelig værdi for dem. Orshade er et godt eksempel på dette
Er du interesseret i at vide mere om sustainable renovation og urban development?
Kontakt gerne The Trade Councils rådgiver i Finland