Med regional hjælp fra The Trade Council i Sydkorea, Vietnam og Thailand modtog LINAK ikke kun dybdegående markedsanalyser fra de tre lande, men også lokal assistance til at håndtere den komplekse lovgivning for udenlandske virksomheder, efter Thailand blev valgt som hjemsted for LINAKs nyeste asiatiske investering.
I Chonburi-provinsen, som ligger 100 kilometer sydøst for Bangkok, glimter en komplet ny 12.000 m² stor fabrik og distributionscentral i den bagende thailandske sol. Fabrikken er LINAKs nyeste investering på det asiatiske marked og skal imødekomme den voksende efterspørgsel i regionen efter aktuatorløsninger af høj kvalitet samt øge LINAKs globale tilstedeværelse.
Fabrikkens placering er nøje udvalgt i en region med flere højteknologiske industrier og en arbejdsstyrke med højt teknisk kompetenceniveau. Ligeledes ligger regionen nær Thailands største industrihavn og Bangkoks internationale lufthavn.
På trods af det imponerede faktum, at de første leveringer forlod den nye LINAK fabrik i første halvdel af 2021, efter at LINAK i slutningen af 2019 havde valgt Thailand som nyt produktionsmarked, krævede vejen hertil lokal ekspertise og assistance fra The Trade Council i regionen.
Vejen til Thailand
I 2018 kontaktede LINAK The Trade Council med ønsket om at udforske mulighederne for at oprette produktionsfaciliteter i Sydkorea, Vietnam eller Thailand for at øge virksomhedens fleksibilitet og tilstedeværelse i regionen.
Gennem regionalt samarbejde mellem The Trade Council i de tre lande blev LINAK præsenteret for en samlet analyse af de 3 markeder og efterfølgende inviteret på lokalt besøg. Det lokale besøg i Thailand, kombineret med The Trade Councils dybdegående markedsanalyse, skulle vise sig at blive startskuddet til LINAKs næste store investering i Asien – en fabrik i Thailand placeret i Chonburi-provinsen.
”Der er hård konkurrence de asiatiske lande imellem og det at udvælge et nyt produktionsmarked er ingen nem opgave. Samarbejdet med LINAK i denne henseende har været fantastisk, og vi er glade over, at vi ved vores lokale viden, har kunnet guide LINAK mod den rigtige beslutning for dem”
Kompleks lovgivning kalder på lokal ekspertise
Af de mindre attraktive forretningsincitamenter i Thailand, er de lovmæssige udfordringer og barrierer i forbindelse med etableringen af udenlandsk virksomhed i landet. Med dette i baghovedet var LINAK hurtigt klar over, at lokal ekspertise fra The Trade Council i Bangkok var afgørende for at kunne navigere i og overholde den omfattende og komplekse lovgivning i forbindelse med deres nye ekspansionseventyr.”Vi har været utrolig glade for det tætte samarbejde med The Trade Council på ambassaden i Bangkok gennem hele processen omkring registrering af virksomhed og etablering af fabrik. Hvad end opgaven har været udvælgelse af lokation, firmaregistrering, anskaffelse af relevante licenser fra de thailandske myndigheder, arbejdstilladelser eller diverse certificeringer, har den løbende assistance og dialog været afgørende for, at vi nu har en velfungerede LINAK fabrik i Thailand.”
Kurt Lorenzen
Adm. Direktør i LINAK Apac
”Det er blandt andet her, at vi føler, at nogle af vores rigtig stærke kompetencer ligger. At kunne hjælpe danske virksomheder med at navigere i en kompleks thailandsk kontekst fra et lokalt udgangspunkt”
Nantima Angkatavanich
Senior Trade Advisor, The Trade Council Bangkok
Samarbejdet fortsætter
Den succesfulde etablering af LINAKs nye fabrik i Thailand understreger de fordele danske virksomheder kan opnå gennem et tæt samarbejde med det lokale Trade Council.
Som resultat af det succesfulde samarbejde i Thailand, har LINAKs regionale salgskontor i Malaysia efterfølgende også søgt assistance hos The Trade Council i Bangkok for sammen at udforske mulighederne for at nå ud til flere potentielle nye kunder i Thailand.