Indiske banker er begejstret for dansk innovation
Det lå ellers ikke i kortene, at Calcabis skulle rette sit fokus mod Indien. Virksomhedens direktør og grundlægger Kasper W. Rost havde end overvejet det indiske marked:
”Det er så langt væk. Vi havde ingen kontakter og vidste ikke, hvordan man skulle navigere i økosystemet. Vi frygtede, at vi ville lande i et gedemarked. Men vi blev meget positivt overraskede,” fortæller Kasper W. Rost knap fem måneder efter turen til Indien.
Calcabis arbejder med kunstig intelligens i banksektoren, hvor virksomheden skaber et hold af virtuelle specialister til sine kunder. Udgangspunktet er altid kundens egne processer og medarbejdere. Ifølge Kasper W. Rost kan en computer gøre præcis det samme som mennesker. Den skal bare lære det: ”Vi interviewer de bedste ansatte i banken og får deres viden, deres erfaringer og deres arbejdsgange. Ud fra det skræddersyr vi en platform, der kan udføre præcis det samme stykke arbejde som dem.”
"Vi nåede op på omkring 50 møder på de tre dage. Innovation Centre Denmark i Indien havde sat møderne op. Det er helt klart deres fortjeneste."
Området Calcabis arbejder med bliver kaldt RegTech. Det dækker over regulatorisk teknologi. Calcabis’ kunstige intelligens kan blandt andet lære at læse og forstå dokumenter, som fx lovtekster og regulativer. Det kan være med til at sikre, at man som bank overholder regler og krav. Men platformen kan, ifølge Kasper W. Rost, også hjælpe med at afsløre svindel: ”Vores computer kan se mønstre, trends og tendenser, som mennesker ikke kan se med det blotte øje, fordi den kan analysere mange flere kilder og store datasæt”
Stor indisk interesse for Calcabis’ kunstige intelligens
I november 2017, få måneder efter invitationen til Indien var landet i indbakken hos Calcabis, ankom de sammen med seks andre danske start-ups til Bangalore. Her startede den såkaldte FinTech Mission – en Innovation Camp arrangeret af det danske innovationscenter i Indien. Missionen var at give deltagerne et indblik i hele det indiske økosystem inden for finansiel teknologi.
Bangalore er med mere end seks millioner indbyggere Indiens tredjestørste by. Byen er kendt som et IT-mekka, og mange af verdens største virksomheder, som fx eBay og Microsoft, har placeret udviklingscentre netop der. Under et 48 timer langt ophold i Bangalore, mødte de danske start-ups mange forskellige aktører på leverandørsiden. Der var møder med lokale IT-udviklere og konsulenter. Og danskerne blev desuden præsenteret for byens inkubations-muligheder.
"Der er kæmpestore kulturelle forskelle. Men vi var så heldige at være sammen med de lokale repræsentanter fra innovationscentret 24 timer i døgnet. Vi havde mulighed for at spørge dem ind til kulturen. Det er en af fordelene ved Innovation Centre Denmark"
Efter opholdet i Bangalore, fløj den danske delegation videre til Indiens folkerigeste by, Mumbai. Det skulle blive til nogle hektiske dage for Calcabis, der fra morgen til aften havde møder med nogle af Indiens største banker, pensions- og forsikringsselskaber. Alle potentielle Calcabis-kunder.
”Vi var meget ombejlede, fordi vores produkt er unikt, og fordi man i Indien ikke er så langt fremme i forhold til kunstig intelligens. Vi nåede op på omkring 50 møder på de tre dage. Innovation Centre Denmark i Indien havde sat møderne op. Det er helt klart deres fortjeneste,” siger Kasper W. Rost.
Møderne bar frugt. Calcabis oplevede stor og seriøs interesse og er i dag fortsat i dialog med flere mulige indiske kunder. Herunder to af landets største banker. Kasper W. Rost kan ikke sætte navn på bankerne, da aftalerne ikke er landet endnu. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om store spillere. ”En af bankerne er tre gange så stor som Danske Bank, både i forhold til omsætning og antal medarbejdere,” fortæller han.
Innovation Centre Denmark bygger bro mellem kulturer
I følge Kasper W. Rost er Indien et meget interessant marked for Calcabis. Blandt andet fordi det er et af verdens største. Får man først fodfæste der, er mulighederne mange. Men der er også udfordringer. Blandt andet kulturen, der adskiller sig fra den danske.”Der er kæmpestore kulturelle forskelle. Men vi var så heldige at være sammen med de lokale repræsentanter fra innovationscentret 24 timer i døgnet. Vi havde mulighed for at spørge dem ind til kulturen. Det er en af fordelene ved Innovation Centre Denmark.”
En anden fordel ved samarbejdet er, at det kan åbne døre som start-ups normalt ikke ville kunne komme ind ad. Kasper W. Rost oplever, at det i Indien betyder meget at have Udenrigsministeriet i ryggen, når virksomheden skal igennem bankernes beslutningspyramider: ”Det som om, at dørene bliver åbnet lidt længere oppe.”
Derfor er Calcabis også løbende i kontakt med innovationscentret i Indien under den fortsatte dialog med de indiske institutioner.
For Calcabis blev samarbejdet med Innovation Centre Denmark en øjenåbner. ”Det var uden tvivl hele turen værd, og et marked vi kommer til at udforske meget mere i fremtiden.”